
Kommunerne har svært ved at leve op til kravene i barnets lov. Socialminister Sophie Hæstorp mener, kommunerne har ansvaret. Formand for KL's Socialudvalg Ulrik Wilbek understreger, at kommunerne gør alt, hvad de kan. - Foto: Befunky: Hæstorp: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Wilbek: Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix
Socialminister: Det er entydigt kommunernes ansvar at leve op til barnets lov
Flere kommuner oplever, det er svært at leve op til barnets lov. Socialminister Sophie Hæstorp Andersen mener, at det er kommunernes ansvar at leve op til loven, og at de har fået pengene til det.
Udgivet: 17/06/2025
Det er entydigt kommunernes ansvar. Sådan lyder budskabet fra social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) i et nyt svar til Folketinget.
"Når det er sagt, så er kommunerne blevet kompenseret for de ekstra udgifter, som barnets lov medfører, ligesom at kommunerne ved de seneste økonomiaftaler har modtaget flere penge – blandt andet til at investere i velfærd," skriver ministeren og fortsætter:
"Det er kommunernes opgave at fordele ressourcerne, så de lever op til deres ansvar og forpligtelser. Det er derfor også entydigt kommunernes ansvar at sikre, at de lever op til gældende lovgivning, og at familiernes retssikkerhed dermed sikres."
Tilbage i maj kunne DR fortælle, at en ny undersøgelse blandt medlemmerne i Dansk Socialrådgiverforening viste, at over halvdelen af børne- og ungerådgiverne i kommunerne selv oplever, at de med de nuværende ressourcer har svært ved at overholde kravene fra barnets lov.
Det er den undersøgelse, ministeren nu er blevet spurgt ind til.
Anerkender opgavens størrelse
Barnets lov er en ny hovedlov, der har til formål at fjerne unødigt tunge proceskrav, indlægge et større rum for socialfaglige skøn, ligesom dem skærper kravene til inddragelse af børn og unge i deres egen sag.
Derfor er der foretaget en række omfattende og væsentlige ændringer:
"Der er helt naturligt tale om et stort arbejde, når en ny hovedlov skal implementeres i kommunal praksis, både fagligt og i tilrettelæggelsen af arbejdet. Derfor er jeg som minister heller ikke blind for, at der selvfølgelig er udfordringer, når en ny lov skal ud at leve. Det er en stor opgave," siger ministeren.
Ministeren oplyser, at selve aftalen om Børene Først indeholder et omfattende set-up for implementeringsunderstøttelse af reformen og barnets lov. Det indebærer blandt andet et partnerskab med centrale aktører på området, afsatte midler efteruddannelse af socialrådgivere, rådgivningsforløb til kommuner og skriftlige materialer med anbefalinger og retningslinjer.
VIVE gennemfører en evaluering af Børnene Først, der består af en del- og slutevaluering i henholdsvis 2027 og 2029.
KL: Kommunerne har prioriteret området
Formand for KL's Socialudvalg, Ulrik Wilbek, mener, at barnets lov stiller store krav til medarbejderne ude i kommunerne.
Han skriver til NB-Social:
”Barnets lov er en helt ny lov med over 200 paragraffer og tilhørende bekendtgørelser og vejledninger. Det stiller store krav til medarbejderne at skulle sætte sig ind i helt ny lovgivning, forny deres faglige kompetencer og arbejde på en ny måde. Uanset at barnets lov på lange stræk er rigtig god."
Wilbek understreger, at kommunerne har prioriteret området, og at antallet af socialrådgivere på tværs af områder er steget siden 2020:
"I kommunerne gør vi alt, hvad vi kan, for at give udsatte børn og unge og deres familier den bedst mulige hjælp i ofte komplicerede sager. Derfor er det også et område, kommunerne har prioriteret, og tallene viser, at antallet af socialrådgivere på tværs af områder er steget med cirka 18% siden 2020 – svarende til ca. 2.000 årsværk," skriver han og fortsætter:
"Og med årets økonomiaftale fortsætter vi det sporskifte, som vi lagde skinnerne til sidste år. Det betyder ikke, at alle problemer er løst, men det gør, at vi bliver på det rette spor, og at kommunerne samlet set kan fortsætte med at udvikle velfærden til gavn for borgerne."
Afslutningsvist bekræfter Wilbek, at ministeren har ret i, kommunerne er blevet kompenseret for de ekstra udgifter, barnets lov medførte.
"Samtidig fik vi i kommunerne ekstra økonomi til de helt konkrete opgaver i barnets lov, og så er det op til den enkelte kommune at sikre, at vi bruger ressourcerne bedst muligt ud fra lokale vilkår, udfordringer og ønsker.”
Sidst opdateret: 19/06/2025 - 11:35














































