
Ane Halsboe-Jørgensen til topmøde om Ungeløftet i januar. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Halv milliard på vej til kommunerne: Se hvordan midlerne til Ungeløftet fordeler sig
Første pengepose fra ministeriet sender mere end en halv milliard ud i kommunerne - nu skal tusindvis af unge hjælpes tættere på job og uddannelse.
Udgivet: 24/06/2025
Millioner er på vej til kommunekasserne, efter at første runde af tilskuddet til Ungeløftet er blevet fordelt.
Der er tale om knap 520 millioner, som skal hjælpe kommunerne med at styrke indsatsen for de 43.000 unge, der hverken har en uddannelse eller er i job.
Pengene skal blandt andet gå til en styrkelse af IPS-indsatsen, hvor kommune og psykiatri samarbejder om at hjælpe unge med psykiske lidelser ind på arbejdsmarkedet, skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.
"Den store opbakning fra alle 98 kommuner, virksomheder og civilsamfund giver mig en tro på, at vores unge nu får den nødvendige hjælp til at komme tættere på en hverdag i arbejde eller uddannelse," siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i pressemeddelelsen og fortsætter:
"Vi har talt om det her i hvert fald lige så længe, jeg har været i politik. Og selvom beskæftigelsen generelt stiger, så har vi ikke formået at knække koden til, hvordan vi får flere unge med. Det skal Ungeløftet gerne ændre på, hvor virksomheder, civilsamfund og kommuner går sammen i et stærkt partnerskab,"
Den halve milliard er ikke de sidste, som kommunerne får til projektet.
I aftalen om Ungeløftet er der afsat 1,3 milliarder kroner frem mod 2035, mens der med beskæftigelsesreformen er afsat yderligere 1 milliard i samme periode. Herefter vil indsatsen fortsætte med en finansiering på 150 millioner kroner årligt.
Sidst opdateret: 25/06/2025 - 09:30














































