Af Rosa Lund, handicapordfører Enhedslisten.

Der er som regel ingen politikere, der rigtig vil tage ansvar for handicappolitikken.

Hver gang vi rejser sager på Christiansborg, får vi at vide, at det er kommunernes ansvar, at rettighederne for mennesker med handicap bliver overholdt. Og hver gang der bliver rejst en sag i kommunen, bliver bolden spillet over til Christiansborg, fordi der ikke er sat penge nok af (hvilket er rigtigt), eller sparket over til regionen, som i nogen tilfælde står behandlingen af kronikere.

Det giver jo et billede af, at ingen vil tage ansvar for området, og det er måske derfor, at det er svært at gøre handicappolitik til såkaldt high politics, som oftest er politikområder som udenrigs- eller finanspolitik.

Og det er jo lidt mærkeligt, når man tænker på, at handicappolitik faktisk er netop finanspolitik.

Så det er altså her, vi må starte. Penge til at udføre kommunernes handicappolitik skal simpelthen på finansloven, og i skrivende stund venter vi på regeringens udspil.

I sidste års finanslov var ordet handicap ikke nævnt en eneste gang.  Det kan nås i år, og det ville virkelig redde mange mennesker med handicap, hvis der i år er øremærkede midler til kommunernes handicappolitik.

Er kommunerne klar til at føre ordentlig handicappolitik?

I år det dog kommunalvalgsår, og det er en oplagt mulighed for alle os, der går op i bedre vilkår for mennesker med handicap til at sikre netop det.

Spørgsmålet er dog, om kommunerne overhovedet er klar til at føre en ordentlig handicappolitik?

I Randers Kommune er rådhuset for eksempel ikke engang tilgængeligt for valgte politikere, der lever med handicap.

Karina Hjort, som har været barselsvikar i byrådet og er spidskandidat for Enhedslisten i Randers ved kommunalvalget, er kørestolsbruger, og for at hun overhovedet kan komme ind på sin plads i byrådssalen, skal der manuelt findes en rampe frem, som hun desuden skal have hjælp til at komme op og ned ad, fordi den ikke overholder lovgivningen.

Det her handler jo ikke om, at politikerne skal have mere plads eller hjælp end borgerne, men det siger godt nok noget om prioriteterne, hvis dem, der er demokratisk valgt ind, ikke kan komme ind i byrådssalen og lave den politik, de er valgt til.

Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange steder i Randers Kommune, der så ikke er tilgængelige for borgerne, når rådhuset ikke er det.

Kommunalvalget skal bruges til at sikre borgere med handicap

Der er sikkert mange andre steder i landet, hvor det sammen gør sig gældende. Selvom den store opgave på handicapområdet ligger hos os på Christiansborg med at sikre tilstrækkelig økonomi til kommunerne, så skal kommunalvalget alligevel bruges til at sikre borgere med handicap.

For det at leve med et handicap følger en alle steder, og derfor er handicappolitik ikke kun et spørgsmål om kompensationsydelsesniveauer, der bliver sat fra Christiansborg.

Det er også et spørgsmål, om der er fritidsaktiviteter til børn med handicap, om diskotekerne er tilgængelige for unge med handicap, og om man kan komme op og ned ad kantstene i en kørestol eller som gangbesværet.

Det er et spørgsmål om vilkårene på de bosteder, der er i kommunen, om skolepolitikken, og sådan kunne jeg blive ved.

Hvis Nicolai Wammen og regeringen skal forstå, hvor vigtigt det er med økonomien til det her område, skal vi stemme på nogle lokalpolitikere, der tør at tage ansvar for handicappolitikken, og som tør at sige fra overfor regeringen.