Debat
Tidligere centerchef: Brug de centre, vi allerede har
"Så lad os nu bruge de samfundsmidler, vi har, klogt. Lad os bygge videre på den viden og de strukturer, der allerede findes i stedet for at oprette nye tilbud fra bunden. Det er derfor på tide, at kommunikationscentrene bliver en synlig og integreret del af løsningen," skriver tidligere centerchef, Kristian Mainz.
Udgivet: 11/09/2025
Af Kristian Mainz, pensionist, centerchef fra 2001 til 2025.
Hvorfor har vi aldrig hørt om jer? Det spørgsmål får vi næsten dagligt fra borgere, læger, psykiatere, sagsbehandlere og endda politikere. Og jeg forstår godt undringen.
Kommunikationscentrene har eksisteret i årtier. Vi er specialiserede i at hjælpe mennesker med tale-, syns- og hørevanskeligheder, hjerneskader, hjernerystelser, ADHD, autisme og andre funktionsnedsættelser. På Kommunikationscentret i Region Hovedstaden ser vi 4.000–5.000 borgere om året, og vi kunne hjælpe endnu flere. Alligevel er vi stort set usynlige i den offentlige debat.
Samtidig hører vi politikere og organisationer tale om postnummerlotteri i rehabilitering. Om borgere med ADHD eller autisme, der mangler koordinerede tilbud. Om nye hjernerystelsesklinikker, der skal etableres. Og vi hører advarslerne fra Danske Handicaporganisationers formand, Thorkil Olesen, der gentagne gange har peget på, at vi taber ressourcestærke mennesker med funktionsnedsættelse - mennesker, som med den rette støtte kunne bidrage aktivt til både samfunds- og arbejdsliv.
Jeg tillader mig at undre mig. For vi sidder allerede med den specialviden, den erfaring og de tilbud, som efterlyses. Vi samarbejder allerede tæt med sundhedsvæsenet, men vi ser et stort potentiale i at styrke og udbygge det tværfaglige samarbejde yderligere.
Spild af skattekroner?
Så lad os nu bruge de samfundsmidler, vi har, klogt. Lad os bygge videre på den viden og de strukturer, der allerede findes i stedet for at oprette nye tilbud fra bunden. Det er derfor på tide, at kommunikationscentrene bliver en synlig og integreret del af løsningen
Hvis vi virkelig vil sikre lige adgang til rehabilitering, er det ikke nødvendigt at starte forfra. Derfor lyder min appel til politikere på både kommunalt, regionalt og nationalt niveau: Invester i det, der allerede virker. Skab sammenhængende strukturer, der bygger på eksisterende viden og erfaring. Gør det muligt for flere borgere at få den rette støtte uden bureaukratiske benspænd, uanset postnummer.
Vi er her. Vi har været her i årtier. Vi har erfaringen og vil hele tiden følge den nødvendige udvikling. Og så har vi viljen til at gøre det bedst mulige med de økonomiske forudsætninger, der er.
Kort om Kommunikationscentret
Kommunikationscentret er et regionalt tilbud under Region Hovedstaden med afdelinger i Hellerup og Ballerup.
Centret servicerer 18 kommuner og hjælper hvert år 4.000–5.000 borgere med tale-, høre- og synsvanskeligheder og kognitive funktionsnedsættelser.
Tidligere var kommunikationscentrene forankret i amterne, men efter strukturreformen blev fire centre regionale, mens resten blev kommunalt forankret.
Sidst opdateret: 11/09/2025 - 11:40














































