
78 unge deltog i forsøget med Fællesskabsbudgetter i Herning og Randers. En fjerdedel er nu i job eller uddannelse, og langt de fleste oplever højere trivsel. - Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Forsøg i Herning og Randers skaber lovende resultater for de mest udsatte unge
78 udsatte unge deltog i et treårigt forsøg med frie midler, fællesskab og håndholdt støtte. Evalueringen viser øget trivsel og større tilknytning til arbejdsmarkedet.
Udgivet: 18/09/2025
Kan 10-15.000 kroner, et stærkt fællesskab og lokal støtte være nøglen til at få udsatte unge tættere på arbejdsmarkedet?
Det spørgsmål har man i Herning og Randers Kommune testet de seneste tre år i et projekt kaldet 'Fællesskabsbudgetter', som er finansieret af Grundfos Fonden og udviklet af SUS - Socialt Udviklingscenter.
Nu er forsøget slut, og resultaterne er opsigtsvækkende. Ud af 78 primært aktivitetsparate unge er 24 procent kommet i job eller uddannelse, mens 73 procent oplever, at de er rykket tættere på arbejdsmarkedet.
Samtidig viser evalueringen klare gevinster i trivsel og netværk: 88 procent af deltagerne rapporterer højere livstilfredshed, og 65 procent har fået flere sociale relationer. Det skriver NB-Beskæftigelse.
Fællesskabsbudgetter handler om at give de unge frihed og redskaber til selv at skabe forandringer i deres liv – tæt bakket op af håndholdt støtte fra kommunale medarbejdere og et fællesskab med andre unge i samme situation.
Nytænkning af indsatsen
Kernen i projektet har været at lade de unge selv disponere over et budget på 10-15.000 kroner, som de frit kunne bruge til aktiviteter, uddannelsesrettede oplevelser eller netværksskabende indsatser. Samtidig fik de håndholdt støtte fra kommunale medarbejdere og adgang til et fællesskab med andre unge.
Evalueringen peger på, at modellen både har øget de unges selvtillid, handlemuligheder og tillid til systemet – og givet kommunerne erfaringer med en mere fleksibel og individuelt tilpasset indsats.
Inspiration til andre kommuner
Knap 45.000 unge i Danmark står i dag uden job og uddannelse. Det er en gruppe, som flere politiske reformer – herunder Ungeløftet – netop retter sig mod. Alligevel går udviklingen er gået den forkerte vej i hele 68 kommuner, viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).
De 78 unge i forsøget i Herning og Randers havde i gennemsnit været på kontanthjælpslignende ydelser i over to år forud for projektstart. Alligevel har mange af dem oplevet markante skridt fremad.
"Fællesskabet bliver af langt de fleste unge og af medarbejdere fremhævet som én af de væsentligste årsager til, at de unge skaber forandringer i deres liv," fremgår det af evalueringen.
Sidst opdateret: 22/09/2025 - 10:47














































