Udgifterne til ADHD-medicin er steget med en halv milliard – KL kalder på mere viden

Udgifterne til ADHD-medicin er steget med 466 millioner på fire år, viser en fremskrivning på baggrund af tal fra Danske Regioner. Ifølge KL er der behov for øget viden om årsagen til stigningen.

Udgivet: 18/09/2025

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Udgifterne til ADHD-medicin er steget markant de seneste fire år. Det viser tal fra Danske Regioner, som NB-Social har fået tilsendt.

I 2022 brugte de fem regioner 262 millioner kroner. En fremskrivning NB-Social har foretaget viser, at regionerne vil bruge omkring 728 millioner kroner i 2025.

Der er altså tale om en stigning på 466 millioner på bare fire år.

Læs nederst i artiklen, hvordan vi har lavet fremskrivningen.

Stigningen i antallet af borgere med ADHD rammer generelt set kommunerne bredt. En stor andel af de børn og unge, der ikke er i job eller uddannelse, har et psykisk handicap som ADHD. Udgiftsstigningerne på det specialiserede børneområde er blandt andet drevet flere psykiatriske diagnoser. Ligesom de dyreste enkeltsager på voksenområdet ofte er borgere med komplekse udfordringer og behov, hvilket kunne være svær ADHA.

En borger kan søge om tilskud til sin ADHD-medicin.

"Medicintilskud er meget vigtigt, fordi systemet sikrer, at tusindvis af danskere får den medicin, de har brug for. Men det kan mærkes på sundhedsvæsenets samlede økonomi, hvis udgifterne stiger eksplosivt og mere end forventet, som vi eksempelvis tidligere har set med diabetesmedicin," siger næstformand i Danske Regioner, Mads Duedahl (V) i en skriftlig kommentar til NB-Social.

Han fortæller, at udgifterne til tilskudsmedicin generelt bliver drevet af, at der både udskrives recept på en større mængde medicin, men også stigende priser på forskellige lægemidler.

Ser man bort fra fremskrivningen i 2025, viser tallene for 2023 og 2024 også en markant stigning. Fra 2022 til 2024 er tallet steget med omkring 154 procent.

"Vi har i forbindelse med de årlige økonomiforhandlinger sagt til regeringen, at regionerne har brug for bedre forudsætninger for at følge og styre udviklingen på tilskudsområdet. Sammen med staten har vi en fælles interesse i, at stigende medicinudgifter ikke fører til uhensigtsmæssige besparelser andre steder i sundhedsvæsenet," siger Duedahl.

KL: Behov for at blive klogere

Selvom det primært er regionerne, der rammes økonomisk af stigningen, er de også i KL-regi opmærksomme på stigningen. Foreningen efterlyser mere viden om årsagerne.

”Vi er opmærksomme på, at der er en meget stor stigning i antallet af mennesker, der får recept på ADHD-medicin, men vi ved grundlæggende for lidt om, hvad det skyldes. Det er vi nødt til at blive klogere på, før vi konkluderer på, hvilke konsekvenser det har eller kan få i kommunalt regi," siger kontorchef Janet Samuel i en skriftlig kommentar til NB-Social.

Janet Samuel peger på, at udredning og behandling af ADHD er et tema, der er fokus på i tiårsplanen for psykiatrien: 

"Her har vi generelt den tilgang, at med de midler, der er sat af i aftalen, skal vi have styrket behandlingssystemet, så mennesker med ADHD får hjælp hurtigt, kvalificeret og med andet og mere end medicin. Det kan for eksempel være med psykoedukation, terapi og lignende greb, der kan hjælpe den enkelte og familien med at mestre livet med ADHD.”

Stigning i alle aldersgrupper

Dykker man ned i antallet af modtagere af tilskud til ADHD-medicin, kan man se, at der har været en stigning i samtlige aldersgrupper.

Igen her er tallene for 2025 kun baseret på årets syv første måneder.

Fra 2022 til 2024 er der sket en stigning på 61,1 procent.

"I alle aldersgrupper er der sket en stigning i antallet af personer med recept på ADHD-medicin. Det stemmer overens med den udvikling, vi også ser i psykiatrien, hvor vi oplever et stigende antal henvisninger blandt både børn og voksne, fordi flere har behov for udredning og behandling af ADHD," siger Mads Duedahl.

Kvinderne har nu overhalet mændene

Kønsmæssigt har der også været en interessant udvikling. Hvor der var flere mandlige modtagere af tilskud til ADHD-medicin i 2022, har kvinderne overhalet mændene i 2024. De foreløbige tal for 2025 viser, at tendensen fortsætter.

Fra 2022 til 2024 er de kvindelige modtagere af ADHD-medicin steget med omkring 80 procent.

I samme periode er antallet af mandlige modtagere steget med omkring 46 procent.

Sådan har vi lavet fremskrivningen

Selve fremskrivningen er lavet ved at summere tallene for årets syv første måneder. Derefter har vi divideret tallet med syv og ganget med 12.

Sidst opdateret: 23/09/2025 - 12:05

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]