Antallet af unge førtidspensionister stiger stadig
På et år er antallet af førtidspensionister under 40 år steget med 7,3 pct. Se tallene for din kommune her.
Udgivet: 25/09/2025
Der er 2.610 flere borgere under 40 år på førtidspension, end der var for blot et år siden. Det er en stigning svarende til 7,3 procent på landsplan. Det viser de nyeste tal fra Danmarks Statistik, skriver NB-Økonomi.
Dermed når tallet op over 38.500 personer, hvilket er det højeste antal borgere under 40 på førtidspension nogensinde – i hvert fald ifølge tabellen, der dog kun går tilbage til 2007.
Antallet begyndte for alvor at stige igen efter et lavpunkt omkring år 2018. Lavpunktet skyldtes i høj grad vedtagelsen af en reform tilbage i 2012, der fik det samlede antal modtagere til at falde markant. I reformudspillet fra 2012 stod der dengang under punktet 'grundelementer', at førtidspension som udgangspunkt skulle afskaffes for alle under 40 år. Men siden 2018 er antallet gået den anden vej igen, og udviklingen er endnu ikke fladet ud.
Regeringen varsler flere unge førtidspensionister
Siden 2012 er der kommet nye tiltag på den politiske dagsorden. Tilbage ved påsketid fremlagde regeringen sin nye jobreform. I forbindelse med fremlæggelsen blev det oplyst, at regeringen med "åbne øjne" ser, at den nye jobreform vil øge antallet af førtidspensionister – og at omkring halvdelen af væksten vil bestå af borgere under 40.
I grafen herunder kan du se de seneste års udvikling.
I de to kort herunder kan du se flere tal om unge førtidspensionister og din kommune.
Sidst opdateret: 25/09/2025 - 10:39














































