Velfærdsdirektør Jan Dehn (tv.) efterlyser finansieringen til beredskabsplanen for udsatte borgere. Formand for Kommunale Velfærdschefer, Jakob Bigum Lundberg (th.), håber på forståelse for forskellige lokale løsninger.

Velfærdsdirektør Jan Dehn (tv.) efterlyser finansieringen til beredskabsplanen for udsatte borgere. Formand for Kommunale Velfærdschefer, Jakob Bigum Lundberg (th.), håber på forståelse for forskellige lokale løsninger. - Foto: Befunky: PF-Foto

Velfærdsdirektør: Beredskabsanbefalinger til udsatte er luftsteg og vindfrikadeller

Regeringen mangler at komme med finansiering til beredskabsanbefalingerne for sårbare borgere, mener Velfærdsdirektør Jan Dehn. Han efterlyser flere midler til det kommunale beredskab.

Udgivet: 28/10/2025

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Det er egentlig nogle fine beredskabsanbefalinger, som regeringen, KL og Danske Regioner har offentliggjort for sårbare borgere. Problemet er bare, finansieringen mangler. Det mener Velfærds- og Kulturdirektør i Hørsholm Kommune, Jan Dehn.

"Det svarer til at fodre os med luftsteg og vindfrikadeller," siger Jan Dehn til NB-Social og fortsætter:

"Tak for anbefalingerne, men når vi skal bruge penge, sker det lige nu på bekostning af velfærdsydelser. Hvor mange SOSU-hjælpere skal vi fyre for at købe generatorer og andet udstyr, der gør os i stand til at løfte forpligtigelserne?"

Regeringen har sammen med KL og Danske Regioner offentliggjort anbefalinger til, hvordan kommuner og regioner kan tage hånd om de særligt sårbare borgere. Formålet er at bidrage til større klarhed og bedre rammer for kommuners og regioners beredskabsplanlægning i forhold til sårbare borgere.

Fik du læst?

Sådan kan kommunerne lave beredskab for sårbare borgere

Det sker som en slags opfølgning på pjecen ’Forberedt på kriser’, der indeholdt en generel anbefaling til befolkningen om at forberede sig på krisesituationer af op til tre døgns varighed.

Netop den pjece hæfter Jan Dehn sig også ved, da vi som samfund er gået fra et meget lavt trusselsniveau til et punkt, hvor alle borgere skal kunne klare sig selv i tre døgn, uden at kommunerne er blevet kompenseret der, hvor de har opgaven på borgernes vegne.

"Der er ikke svaret på finansieringen. Tredøgnsberedskab i form af prepperkasser med vand og mad kan vi måske godt løse, men det bliver en tand mere kompliceret med generatorer og den logistik, som de kommunale beredskaber helst også skal tage ansvar for, blandt andet køretøjer og andet specialudstyr."

KL bør tage det med til økonomiforhandlingerne

Jan Dehn rejser blandt andet spørgsmål om, hvorvidt kommunerne eksempelvis selv skal købe generatorer, nu hvor myndighederne blandt andet peger på, at der kan komme strømafbrydelser i op til tre døgn. Han vurderer, det formentlig bliver nødvendigt.

Normalt kører man i Danmark efter Det udvidede totalbalanceprincip (DUT), hvor staten kompenserer kommunale og regionale udgiftsændringer. Det indebærer også, at kommuner og regioner bliver kompenseret for ændringer i byrde- og opgavefordelingen mellem staten og kommunerne.

"Det er, som om det ikke er blevet bragt i spil, siden staten hævede beredskabsniveauet."

Af samme årsag opfordrer Jan Dehn KL til at rejse finansieringssiden til det kommunale beredskab ved de kommende økonomiforhandlinger, ligesom han opfordrer regeringen til at stoppe med at spise kommunerne af med de såkaldte luftsteg og vindfrikadeller.

Selve kvaliteten i anbefalingerne har Jan Dehn ingen kritik af, ligesom han kalder udspillet udmærket. De matcher godt, hvad de allerede har gjort lokalt i Hørsholm. Et kritikpunkt er dog, at anbefalingerne måske kommer en otte måneder for sent.

"De matcher godt det beredskab, vi har opdateret. Vi har jo været i gang de sidste otte måneder."

Kommunale Velfærdschefer: Der skal være forståelse for kommuners egne løsninger

Formand for Kommunale Velfærdschefer, Jakob Bigum Lundberg, kalder det en klassisk tilgang, når staten sender anbefalinger ud.

"Så er det netop en vejledning og ikke bindende for kommunerne. Og så er det op til den enkelte kommune at afgøre, hvor det rigtige niveau ligger hos dem – og finde finansiering til det," siger han til NB-Social.

 Jakob Bigum Lundberg har dog en klar forventning om, at der kommer til at se forskelligt ud kommunerne imellem:

"Jeg synes, at den generelle udmelding om tre dages beredskab giver os et godt grundlag, der hvor vi er nu for en mere konkret kommunal planlægning," siger han og fortsætter:

"Men jeg tror også, at løsningerne vil komme til at se forskelligt ud fra den ene kommune til den anden, både fordi udfordringerne og mulighederne er forskellige, men også fordi finansiering ikke følger med. Det tilsiger, at hver kommune virkelig skal finde egne løsninger, og det må der omvendt så også være central forståelse for."

Sidst opdateret: 30/10/2025 - 11:29

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]