
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) og social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) vil blandt andet have en øget brug af retsmedicinske screeninger. - Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix (arkiv)
Forældre skal ikke kunne forhindre at blive undersøgt for vold
Regeringen præsenterer handlingsplan med 18 initiativer til at undgå vold mod børn og vold i hjemmet.
Udgivet: 30/10/2025
Det skal ikke længere være muligt for forældre at forhindre, at deres barn bliver undersøgt, hvis der er mistanke om, at forældrene begår vold mod barnet.
Det er et af hovedelementerne i regeringens handlingsplan "Tryg barndom", der indeholder i alt 18 initiativer til at undgå vold mod børn og vold i hjemmet.
- Det er et vigtigt redskab i de familier, hvor man simpelthen modarbejder myndighederne. Dér er det et væsentligt redskab, at man på den måde frisætter barnet, siger justitsminister Peter Hummelgaard (S).
- Derudover synes jeg også, det er ét blandt mange vigtige initiativer, der viser, at et barn også i en familie er et menneske i sin egen ret. Et menneske, der har ret til at vokse op uden vold, svigt og misbrug, siger han.
I 1997 blev revselsesretten afskaffet i Danmark, så forældre ikke længere måtte slå deres børn. Små tre årtier senere sker det imidlertid fortsat.
Tidligere i år offentliggjorde organisationen Børn Vilkår en undersøgelse blandt 1410 børn i 8. klasse. Den viste, at 16 procent af de adspurgte børn havde været udsat for fysisk vold fra en forælder, stedforælder eller plejeforælder det seneste år.
Peter Hummelgaard fortalte sidste år i en bog om sin egen opvækst med en voldelig far. Også derfor ligger emnet ham meget på sinde.
- For mig har denne regel været et levn fra en anden kulturel forståelse af, hvad barnets stilling i familierne er, siger han.
- Hvor vi nu siger, at selvfølgelig skal de familier og de forældre, der udøver vold mod barnet, ikke først give samtykke, før myndighederne kan finde ud af, hvor omfattende volden er, og potentielt også løfte de sager til at blive egentlige straffesager.
Vejen til at undgå volden går ikke mindst gennem forebyggelse, påpeger justitsministeren.
- Vi ved, at vi langt fra er så gode, som vi burde være, til at opspore vold i hjemmene. Vi ved i særdeleshed, at vi er rigtig dårlige til det, når det handler om børn med ikkevestlig baggrund, siger Peter Hummelgaard.
- Dem er vi både dårlige til at opspore, og vi er dårlige til at se dem. Vi er dårlige til at hjælpe dem med at bryde voldens mønster eller redde børnene ud af de voldelige hjem, de bor i. Derfor har vi et meget stort fokus på opsporing og tidlig hjælp i familierne.
Læs mere her.
Her er initiativerne:
Fokusområde 1: Bedre hjælp til børn, der vokser op med vold og overgreb
1. Øget brug af retsmedicinske screeninger
2. Mulighed for retsmedicinske undersøgelser af børn uden forældresamtykke
3. Styrkelse af børnehusene
4. Behandlingstilbud til børn under 6 år
5. Styrkelse af rådgivningstilbuddet ”Sig det til nogen”
6. Forsøgsprojekt med Familiecenter
7. Klare rammer for deling af oplysninger
Fokusområde 2: Styrket indsats over for voldsudøveren
8. Styrkelse af børneattestordningen
9. Æresrelateret kriminalitet som strafskærpende omstændighed
10. Strafskærpelse for simpel vold begået mod en partner eller børn
11. Støtte til fortsættelse af ”Partnerskab Mod Vold”
12. Forsøgsordning med anonym rådgivning til personer i risiko for at udøve vold
Fokusområde 3: Bedre forebyggelse og mere viden
13. Styrkelse af de specialiserede teams i politiet
14. Samarbejde med Børns Vilkår om undersøgelser af vold mod børn
15. Kriminalitetsforebyggelseskommission
16. Forsøgsordning med omvendt fodlænke
17. Støtte til Bryd Tavsheden kampagne ”Uge 12 uden vold”
18. Udbredelse af ”Stærke Sammen”
/ritzau/Høyer
Sidst opdateret: 30/10/2025 - 10:03














































