
Underdirektør i SMVdanmark Alexander Søndergaard mener ikke, at det giver mening for så mange kommuner at udelukke private aktører. - Foto: PR-Foto
SMVdanmark undersøgelse: Flere kommuner fravælger private aktører ved fripasordninger
81,6 procent af kommunerne har en fritidspasordning, men kun 27,6 procent inkluderer private aktører i tilbuddet, viser en opgørelse fra SMVdanmark. 54,1 procent af kommunerne udelukker private tilbud.
Udgivet: 04/11/2025
Det er langt fra alle kommuner, der inkluderer private tilbud i deres fritidspasordninger, viser opgørelse fra SMVdanmark.
81,6 procent af kommunerne har en fritidspasordning. Kun 27,6 procent af kommunerne inkluderer private aktører i tilbuddet. Hele 54,1 procent af kommunerne udelukker direkte private tilbud.
Ordningen skal give børn og unge fra udsatte mulighed for at deltage i fritids- og foreningsaktiviteter. Der kan være tale om økonomisk støtte til kontingent eller udstyr. Ofte suppleres det med fritidsvejledning, hvor en vejleder kan hjælpe barnet eller den unge med at finde og fastholde en aktivitet.
Typisk henvender ordningen sig til børn og unge under 18 år og er en frivillig kommunal ordning, som varierer fra kommune til kommune.
Opgørelsen er baseret på aktindsigter hos samtlige af landets kommuner.
Underdirektør i SMVdanmark, Alexander Søndergaard, mener ikke, at det giver mening for så mange kommuner at udelukke private aktører.
“Fritidspassets formål er at give muligheder til børn og unge i en udsat position. De børn har ikke brug for kommunal silotænkning og ideologiske kæpheste. De har brug for, at vi inviterer dem med ind i alle de sunde fællesskaber, som står klar til at inkludere dem. Det bør naturligvis også gælde de private fritidstilbud, som spiller en vigtig rolle rundt om i landet,” siger han i en pressemeddelelse.
Han håber, at de nuværende og kommende kommunalpolitikere vil arbejde for, at fritidspasset kan anvendes mere bredt.
Sidst opdateret: 04/11/2025 - 09:58














































