Lige som med ledige, så er der incitamenter i udligningssystemet, der holder borgere med handicap ude af arbejdsmarkedet, skriver NB-Økonomi.

Den nyeste rapport (efterårsrapport 2025) fra vismændene i Det økonomiske råd viste at det for kommunerne bedre kan betale sig, at borgere er arbejdsløse, end at de får fodfæste på arbejdsmarkedet med et begrænset timetal.

Men det er ikke kun ved de ledige, at der er problemer med incitamentsstrukturen i udligningssystemet. For analysen fra Det Økonomiske Råd bekræfter, hvad flere eksperter i årevis har påpeget, nemlig at det kommunale udligningssystem indeholder et økonomisk incitament til ikke at få handicappede borgere i arbejde.

Indenrigsminister Sophie Løhde siger til NB-Økonomi i en skriftelig kommentar:

”Jeg er opmærksom på den nye vismandsrapport og indholdet om kommunernes incitamenter i forhold til udligningssystemet. Det er afgørende, at vi får en grundig analyse af kommunernes tilskuds- og udligningssystem. Derfor har regeringen igangsat et arbejde i Finansieringsudvalget. En af opgaverne for udvalget er netop at analysere incitamenterne i kommunernes finansieringssystem. Jeg ser frem til resultaterne af arbejdet.”

Nyt baggrundsnotat viser mekanismen sort på hvidt

I vismændenes baggrundsnotat om udligningsbeløb og socioøkonomiske kriterier fra oktober 2025 fremgår det, at kommunernes udligningsbeløb ændres markant, når antallet af borgere i visse kategorier ændres. Det gælder særligt borgere uden beskæftigelse, og personer med handicap uden for arbejdsstyrken.

Beregninger er komplekse, men ifølge vismændene udløser én ekstra borger uden for arbejdsmarkedet i alderen 20-59 år et øget udligningsbeløb på 65.221 kroner, mens én ekstra handicappet uden for arbejdsstyrken udløser hele 112.220 kroner i kommunal udligning (2024-priser, tilbagediskonteret).

Det betyder, at når en kommune lykkes med at få en borger med handicap i arbejde forsvinder personen ud af kriteriet. Kommunen mister dermed i første omgang over 112.000 kroner i årlig udligning for hver person, der bliver selvforsørgende.

Det absurde incitament

Vismændenes tal bekræfter dermed den mekanisme, som NB-Økonomi tidligere har beskrevet i samarbejde med konsulenthuset Dataprocess: Kommunerne straffes økonomisk, når de lykkes med at for borgere på kanten af arbejdsmarkedet i få timers beskæftigelse.

Forklaringen ligger i, at de socioøkonomiske kriterier, som udgør en tredjedel af det samlede udgiftsbehov i udligningen. Her er det særligt kriterierne 'antal 20-59-årige uden for beskæftigelse' og 'antal handicappede udenfor arbejdsstyrken'.

185.000 kroner i tab pr. borger

For en gennemsnitskommune betyder det, at hver gang en handicappet borger kommer i få timers beskæftigelse, falder kommunens udligningsindtægt i første omgang med 112.000 kroner. Men da en person godt kan tælle med i flere kriterier, så ryger borgeren med handicap også ud kriteriet for 20-59-årige udenfor beskæftigelse. Det udløser et yderligere tab på ca. 65.000 kroner.