En lang række partier har været med til at indgå aftalen.

En lang række partier har været med til at indgå aftalen. - Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix (arkiv)

Aftale om SSA-reserve: Flere penge til udsatte børn og unge

Regeringen har sammen med et bredt flertal fordelt over 550 millioner kroner. Flere partier er dog også kritiske overfor aftalen, der også er væsentligt mindre end normalt.

Udgivet: 18/11/2025

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Aftalen om SSA-reserven er landet. Det er reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet for perioden 2026 til 2029.

Her vil midlerne blandt andet gå til udsatte børn og unge, ligesom der afsættes midler til at forenkle hjælpemiddelsområdet for borgere med handicap.

Regeringen indgik aftalen sammen med Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet.

Det er dog også kendetegnende for SSA-reserven, at mange partier gerne vil være med til at fordele midlerne.

Årets SSA-reserven er væsentligt mindre, end den plejer, da regeringen har landet en aftale om en ny model for grundfinansiering af civilsamfundet, som SSA-reserven er med til at finansiere.

Der bliver blandt andet afsat midler til følgende projekter:

  • Omkring 68 millioner kroner til udsatte børn og unge – herunder indsatser, som skal forebygge og styrke opsporingen af vold mod børn
  • Omkring 54 millioner kroner til at hjælpe udsatte børn og voksne med grønlandsk baggrund
  • Omkring 145 millioner kroner til handicapområdet – blandt andet til forenkling af hjælpemiddelområdet, så borgere med funktionsnedsættelser får lettere ved at opretholde en selvstændig tilværelse og til at styrke retssikkerheden på handicapområdet.
  • Omkring 35 millioner kroner til specialiseret rehabilitering på Sclerosehospitalerne.
  • Omkring 62 millioner kroner til bekæmpelse af menneskehandel.

En endelig oversigt over initiativerne er ikke præsenteret endnu. Mange af ovenstående initiativer ligger meget tæt på regeringens egne prioriteter, da den præsenterede til udspil til fordelingen af reserven.

"Denne aftale gør en forskel for vores mest udsatte borgere. Børn, unge,voksne og ældre. I år har jeg haft fokus på de alt for mange børn, der bliver udsat for vold i hjemmet. Vi skal blive bedre til at forebygge og opspore volden," siger social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (V) i en pressemeddelelse og fortsætter:

"Jeg er også stolt over, at der i årets aftale er et særligt fokus på udsatte borgere med grønlandsk baggrund og på at skabe en mere selvstændig hverdag og tilværelse for borgere med funktionsnedsættelser. Tak til aftalepartierne for et godt forløb og for at bakke op om vigtige initiativer."

Enkelte kritiske partier

Som så mange andre pressemeddelelser får hvert af aftalepartierne et citat, hvor de kan glæde sig over resultaterne.

Ved denne aftale er flere af partierne dog også kritiske.

Eksempelvis udtaler Liberal Alliances Katrine Daugaard:

"LA synes forhandlingerne i år har været ekstra svære i år. Vi er dog glade for at se mange gode initiativer sikret en håndsrækning til fortsat drift. Det gælder i særdeleshed Foreningen Frafalden, Klar til Start, Center for Hovedpine, Søstre mod vold og kontrol samt Forsorgsmuseet."

Alternativets socialordfører Karin Liltorp er også relativt kritisk. Hun glæder sig over, der afsættes midler til Folkebevægelsen mod Ensomhed, det er bare ikke nok:

"Desværre er der afsat langt mindre, end behovet tilsiger – og det betyder desværre, at en række fantastiske frivillige foreninger, der i den grad fortjener støtte, nu må lede efter de penge et andet sted. Det gør mig ondt, for alle dem, der ikke kom med i denne omgang."

Danmarksdemokraternes politiske ordfører Susie Jessen glæder sig over flere resultater, men understreger samtidig, at partiet også gik skuffet fra forhandlingsbordet.

"Danmarksdemokraterne har bragt andre vigtige tiltag og organisationer til forhandlingsbordet, som desværre ikke fandt vej til den endelige aftale. De skal vide, at de naturligvis ikke er glemt. Jeg kæmper videre."

Sidst opdateret: 18/11/2025 - 10:37

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]