Både Dansk Erhverv og KL glæder sig over regeringens seneste 12 initiativer til at bekæmpe svindel.

Både Dansk Erhverv og KL glæder sig over regeringens seneste 12 initiativer til at bekæmpe svindel. - Foto: Befunky: Wilbek René Schütze/Fotograf René Schütze/Ritzau Scanpix Tony Bech PR-Foto

Regeringens tiltag mod svindel vækker glæde hos både KL og Dansk Erhverv

KL understreger dog, at det handler om mere end nogle få brodne kar på de ikke-godkendte tilbud, som regeringen vil forbyde kommunerne at bruge.

Udgivet: 16/12/2025

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Det er positivt, at regeringen sætter ind mod velfærdskriminalitet. Sådan lyder budskabet både fra Kommunernes Landsforening og Dansk Erhverv.

De glæder sig begge over regeringens 12 tiltag mod svindel, som NB-Social kunne fortælle om i torsdag den 11. december.

Her foreslog regeringen blandt andet et forbud mod ikke-godkendte tilbud, at skærpe reglerne for karantæne og en præcisering af straffeloven.

Fik du læst?

Slut med kommuner der anbringer borgere i ikke-godkendte tilbud

Det vakte glæde hos Kommunernes Landsforening.

”Jeg er glad for, at regeringen har taget handsken op og kommer med forslag, som skal dæmme op for kriminelles snyd og svigt på socialområdet. Det er fx rigtig godt, at der lægges op til at skærpe reglerne for karantæne og indhentelse af straffeattester og forbedrede muligheder for at udveksle data mellem socialtilsyn og skattemyndighederne,” siger Ulrik Wilbek i en skriftlig kommentar til NB-Social.

Lignende budskaber kommer der branchedirektør i Dansk Erhverv Tony Bech:

"Først vil jeg kvittere for at regeringen sætter hårdt ind over for velfærdskriminalitet og også vil sætte en stopper for kommunernes brug af ikke-godkendte akuttilbud. Regeringens forslag er en god start til bekæmpelsen af velfærdskriminalitet. Nu skal der handles, så vi værner om tilliden til velfærdstilbuddene og sikre borgerne den rette hjælp med den rette faglige kvalitet," siger han i en skriftlig kommentar til NB-Social.

Tony Bech understreger, der er behov for disse målrettede tiltag på socialområdet, da det ikke hænger sammen uden private og selvejende virksomheder. Derfor skal der værnes om de veldrevne tilbud og sættes hårdt ind overfor svindel og svigt på de tilbud, hvor der begås kriminalitet.

Ikke kun brodne kar blandt de ikke-godkendte

Et af de mere markante forslag fra regeringens side er, at den ønsker at forbyde kommunerne at akutanbringe på ikke-godkendte tilbud. Men her understreger Ulrik Wilbek, at der også er omfattende økonomisk kriminalitet på de godkendte tilbud.

”Det er vigtigt for mig at sige, at det her ikke handler om nogle få brodne kar på de ikke-godkendte tilbud. Der er også omfattende økonomisk kriminalitet på de godkendte tilbud, som der jo er langt flere af. Og derfor er der brug for en langt større indsats, hvis vi skal kunne slå hårdt ned, når kriminelle angriber vores velfærdssamfund," skriver han og fortsætter:

"At der i det seneste politiforlig bliver oprustet ift. opgaven, er afgørende. For det er ikke en opgave, vi hverken kan eller bør løse alene i kommunerne. Der er brug for en fælles indsats på tværs af myndigheder – og vi skal i gang nu.”

Behov for yderligere tiltag

Både KL og Dansk Erhverv påpeger dog, at der også er behov for yderligere tiltag end regeringens 12 for at bekæmpe velfærdskriminalitet.

Ulrik Wilbek mener, at den seneste rapport fra Hvidvasksekretariatet understreger, der er tale om et problem, der griber dybt ind i området og kræver yderligere tiltag.

"Vi har fx foreslået, at der sættes et loft for, hvor stor profit private firmaer lovligt kan trække ud af området, at kravene til revisorerne skærpes, og at der bliver indført en ny takstmodel, så de private aktører ikke frit kan sætte deres priser og dermed hive stor profit ud af tilbuddene.”

Tony Bech efterspørger, at der bliver stillet skarpt på socialtilsynets godkendelse og opfølgningen af, om fagligheden i godkendelsesgrundlaget svarer til indsatserne i virkeligheden.

"Samtidig skal vi sikre, at socialtilsynet agerer som én myndighed og ikke med store praksisforskelle. Det gælder både ift. godkendelser, opfølgning og retningslinjer for økonomisk tilsyn. Der er behov for ensartethed på tværs af landet ift. tilsynspraksis og sagsbehandling. Derfor så vi gerne at de fem socialtilsyn blev samlet under én national ledelse."

Sidst opdateret: 16/12/2025 - 14:08

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]