
"2026 skal være året, hvor regeringen og aftalepartierne i Sammen om Handicap indfrier nogle af de initiativer, vi har ventet på, som skal gøre det lettere for borgere med handicap," siger Thorkild Olesen. - Foto: PR-Foto
Danske Handicaporganisationer: 2026 skal være handlingens år på handicapområdet
Formand for Danske Handicaporganisationer, Thorkild Olesen, er træt af at vente. Han håber, 2026 bliver handlingens år, hvor regeringen begynder at levere en række forbedringer.
Udgivet: 08/01/2026
2026 skal være året, hvor regeringen og aftalepartierne endelig begynder at levere politiske resultater og forbedringer på handicapområdet.
Det fastslår formand for Danske Handicaporganisationer, Thorkild Olesen, i et nytårsinterview med NB-Social.
"2026 skal være året, hvor regeringen og aftalepartierne i Sammen om Handicap indfrier nogle af de initiativer, vi har ventet på, som skal gøre det lettere for borgere med handicap," siger han og fortsætter:
"Det har vi efterhånden ventet længe på, og nu er tiden ved at løbe hurtigt ud."
Han peger blandt andet på specialeplanen, som regeringen skal lande en aftale om, men også hjælpemiddelsområdet.
"Der er behov for, at man får sat gang i de ting, hvor systemet og borgerne i dag render hovederne sammen, og hvor vi jo godt kan gøre det lettere for borgerne, og i virkeligheden også de mennesker, der arbejder med det i kommunerne."
Thorkild Olesen fastslår, at 2026 skal være handlingens år. Samtidig udtrykker han en utilfredshed med, at skiftende regeringer bliver ved med at trække forhandlingsforløb helt op til deadline.
"Vi er bagud. Det kan ikke hjælpe noget, at man bliver ved med at køre de her forløb lige op til sidste deadline for, hvornår der skal udskrives valg. Det prøvede vi jo også sidst, hvor politikerne gik i gang med specialeplansforhandlingerne og så blev der udskrevet valg. Det er simpelthen ikke til at leve med."
Netop et valg i horisonten gør Thorkild Olesen bekymret på en specialeplans vegne. Særligt da regeringen ifølge Thorkild Olesen startede med det ringeste først, da den begyndte at gennemføre initiativer fra rammeaftalen.
Her har Danske Handicaporganisationer skulle lægge ryg til flere forringelser. Derfor vil det være hjerteskærende, hvis de initiativer, der skulle være forbedringer, ikke kan nå at komme på grund af folketingsvalget.
Skal i gang for at nå målsætning
Tilbage i slut november landede regeringen er aftale om en handicappolitisk handlingsplan. Her er der en ambitioner om, at 15.000 flere personer med handicap skal være en del af arbejdsmarkedet i 2030.
Hvis det skal lykkes, skal regeringen også til at komme i arbejdstøjet og udrulle planen.
"Vi skal jo trods alt nå 15.000 nye jobs inden 2030. Så vi skal jo i gang med at have skaffet de jobs, og der ved vi jo, at der er en massiv ledighed blandt flexjobber, så man kan jo starte med at arbejde på, hvordan får vi nedbragt ledigheden og få nogle af de mennesker i beskæftigelse. Så ved vi jo, at der er en hel masse unge, som ikke har uddannelse eller er i beskæftigelse Der har vi et Ungeløfte, hvor vi har en opgave, vi skal have løftet."
Også de ambitioner er Thorkild Olesen bekymret for folketingsvalget kommer til at ødelægge.
Sidst opdateret: 08/01/2026 - 11:05














































