Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring, Aalborg Universitet.

Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring, Aalborg Universitet. - Foto: PR-Foto: Peter Beier

Professor fælder dom over takstmodel: Vil betyde færre medarbejdere

Der kommer til at koste på medarbejdersiden, hvis regeringen gennemfører sit udspil til en ny takstmodel, vurderer professor i økonomistyring Per Nikolaj Bukh.

Udgivet: 20/01/2026

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Regeringens bud på en ny takstmodel vil føre til flere afskedigelser. Det vurderer professor i økonomistyring og forsker ved Aalborg Universitet, Per Nikolaj Bukh.

NB-Social kunne i sidste uge løfte sløret for regeringens udspil til en ny takstmodel og de forventede økonomiske effekter. Her kunne man læse, at der ville være en samlet økonomisk effekt på mellem 4,1 og 4,9 milliarder kroner i 2035.

Fik du læst?

Lækkede dokumenter: Her er de økonomiske effekter af en ny takstmodel

"Hvis man gennemfører det her, så bliver det jo en kraftig besparelse, fordi man fjerner et milliardbeløb," siger han til NB-Social og fortsætter:

"Hvor vil den så ramme henne? Altså, der står ikke noget sted, at der er færre beboere, så det er ikke som sådan huslejen, den kan ramme. Den kan også kun ramme administration i begrænset omfang, da der stadigvæk skal være en leder. Så derfor står den mere eller mindre en-til-en igennem på medarbejdersiden."

Lavt sat vurderer Per Nikolaj Bukh, at besparelsen på 4,1 til 4,9 milliarder kroner svarer til 5 til 6000 medarbejdere, som han understreger er et kraftigt underskøn, hvorfor tallet ligeså godt kunne være 8000.

Og den potentielle afskedigelse af medarbejdere får Per Nikolaj Bukh til at hæfte sig ved både Socialpædagogerne og FOA's kritik af og modarbejdelse af private tilbud:

"Okay, hvad fik I så ud af det? I mistede 5 til 8.000 arbejdspladser. Tillykke med det," siger han og kalder det en Pyrrhussejr, hvilket er en sejr, der påfører vinderen så store tab, at det svarer til et nederlag.

Generelt er Per Nikolaj Bukh kritisk overfor udspillet, som han tvivler på nogensinde bliver realiseret, da han både ser det som urealistisk og usandsynligt.

Sådan vil en takstmodel kunne fungere i praksis

Per Nikolaj Bukh mener, at en takstmodel giver god mening, men det afhænger meget af indretningen.

Det nuværende system, hvor det enkelte tilbud kan lave sine egne takstprincipper, er uigennemsigtigt, ligesom kommunerne i KKR-regi heller ikke har formået at lave en model, alle kommuner følger.

Men det afgørende for en eventuel model er, at det er modellen og ikke beløbet, man standardiserer.

Et eksempel kunne være, at man på tværs af en kommune havde ti forskellige takster, hvor det ikke er alle tilbud, der skulle have samtlige takster.

Hvis en borger var i takst fire, ville det være de tilbud, der udbød den takst, borgeren med sit frie valg skulle vælge mellem.

Men selvom takst fire ville skulle dække det samme, ville det ikke koste det samme, da der er forskel på huslejeudgifter og lønninger.

"Det skal følge støttebehovet. Derfor vil der jo være nogle forskellige udsving, som gør, at det ikke helt kan blive det samme," siger han og fortsætter:

"Udfordringen i regeringens udspil er, at man arbejder med, at man måske også skal standardisere beløbet. Og det bliver svært."

Per Nikolaj Bukh tilføjer, at det er muligt at gøre, men det kommer ikke til at give de besparelser, som regeringen forventer.

Derfor anbefaler han, at man standardiserer principperne og takstniveauerne, men ikke beløbene i takstniveauerne.

Sidst opdateret: 20/01/2026 - 10:12

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]