Se initiativerne her.

Se initiativerne her. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix (arkiv)

Overblik: Her er samtlige initiativer i regeringens specialeplansudspil

Regeringens udspil til en specialeplan består af ti initiativer og tre supplerende initiativer. Få et overblik over dem alle her.

Udgivet: 27/01/2026

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

I interne dokumenter præsenterer regeringen de enkelte initiativer i det kommende specialeplansudspil.

Det består af ti centrale initiativer - også kaldet grundmodellen - og så yderligere tre supplerende initiativer.

Initiativerne i grundmodellen er følgende:

Som bekendt ønsker regeringen at inddele handicapområdet i faglige målgrupper, der alle skal have specialebeskrivelser. Næste skridt er så at godkende leverandører, der skal varetage en specialfunktion. Så skal VISO tildele en videns- og rådgivningsforpligtelse til et udsnit af de leverandører, der er godkendt til at varetage en specialfunktion.

Dernæst skal Tilbudsportalen udvides, de højtspecialiserede indsatser skal kapacitetsstyres, rammeaftalebekendtgørelsen justeres, datagrundlaget styrkes og vejledende materialer til kommuner og leverandører skal produceres.

Så skal VUM revideres og sagsbehandlingsværktøjer på børne- og ungeområdet udvikles til også at understøtte opfølgning på børn og unges udvikling.

Slutteligt skal specialeplan løbende evalueres. Herunder skal der ses på antallet af modtagere og udgifterne.

NB-Social har samlet hele modellen nedenfor, hvor du også kan læse en udførlig beskrivelse for hvert initiativ.

Centrale initiativer (grundmodel)

1. Gruppering af handicapområdet i faglige målgrupper og udarbejdelse af specialebeskrivelser

Der lægges op til, at handicapområdet grupperes i faglige målgrupper. Inden for hver målgruppe beskrives den højt specialiserede del af indsatsen, hvor en fælles faglighed i form af viden, kompetencer og indsatser opbygges i forhold til personer med beslægtede behov. Personer med sammensatte og komplekse behov kan således have behov for fagligheden den højt specialiserede indsats fra flere målgrupper.

For hver målgruppe nedsættes en specialistgruppe, der sammensættes af relevante fagpersoner, socialtilsynet, forskningsmiljøer og praksisfeltet, kommunale repræsentanter samt fagspecialister fra brugerorganisationer med relevans for målgruppen, der skal give input til Social- og Boligstyrelsens udarbejdelse af en specialebeskrivelse.

Formålet er at identificere den del af målgruppe, der har så komplekse eller sjældent forekommende behov, at der er behov for en højt specialiseret indsats. Det er en præmis for specialeplanlægning, herunder specialebeskrivelser, at det ikke ændrer på, hvad borgerne har ret til af indsatser, herunder at kommunerne kan sætte serviceniveauer. Specialeplanlægning skal således alene skabe klarhed over specialiseringsgraden i indsatsen, samt hvilke tilbud der leverer højt specialiserede indsatser inden for målgruppen.

2. Godkendelse af leverandører, der ansøger om at varetage specialfunktioner

Med henblik på at skabe overblik over de nuværende leverandører inden for de enkelte målgrupper vil leverandører af sociale indsatser, som ønsker at varetage en specialfunktion, kunne ansøge om at blive godkendt som specialfunktion. Godkendelsen til at varetage en specialfunktion foretages af socialtilsynet.

Godkendelsen sker på baggrund af den enkelte leverandørs ansøgning, som stilles for den enkelte specialfunktion i specialebeskrivelsen. Det forventes at være leverandører, der i dag varetager en tilsvarende indsats for målgruppen, men uden at have et særligt ”mærkat”, som tydeliggør dette. Det kan både være fx kommunale, regionale, private og selvejende leverandører, ligesom en specialfunktion kan varetages af flere leverandører.

Kriterier for godkendelse af en specialfunktion afhænger af behovet inden for den enkelte målgruppe og baseres på parametre som aktiv praksis, praksiserfaring, uddannelsesmæssige kompetencer, fagmiljø, samarbejdsformer, vidensudvikling, metoder og faglige tilgange og hjælpemidler og teknologi.

Social- og Boligstyrelsen vil i samarbejde med specialistgrupperne for den enkelte målgruppe foretage en vurdering af, hvor mange specialfunktioner der er behov for inden for hver målgruppe. Antallet vil løbende blive overvejet og tilpasset, jf. også pkt. 10. Er der ikke ansøgere, selvom der findes tilbud, der kan håndtere borgere med behov for en højt specialiseret indsats, vil der blive igangsat en dialog med tilbuddet.

Godkendelsen som specialfunktion er en måde at gøre det lettere for kommunerne at finde de relevante tilbud og for tilbuddene at gøre opmærksom på deres kompetencer.

Det forventes, at der vil skulle godkendes gennemsnitligt 7 specialfunktioner inden for tilbudsmæssig ramme og 7 specialfunktioner uden for tilbudsmæssig ramme pr. målgruppe, svarende til i alt 170 leverandører af specialfunktioner. Det forventes, at der i alt vil være 2.500 borgere, der modtager en højt specialiseret indsats, når alle målgrupper er rullet ud.

3. Tildeling af rådgivningsfunktioner og styrket rådgivning

For at sikre, at den højt specialiserede viden på handicapområdet fastholdes, udvikles og distribueres, tildeler Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO) via udbud en videns- og rådgivningsforpligtelse til et udsnit af de leverandører, der er godkendt til at varetage en specialfunktion. Disse leverandører kaldes rådgivningsfunktioner og skal fx rådgive et tilbud, der har en specifik problemstilling ift. en borger, som tilbuddet i øvrigt er godkendt til at håndtere samt rådgivning til den kommunale visitation, ligesom VISO-leverandører i dag.

De nye rådgivningsfunktioner får som noget nyt mulighed for at tilbyde udgående rådgivning fx direkte til et tilbud, der har brug for sparring og rådgivning omkring en konkret borger. Både kommunale, regionale og private leverandører, som er godkendt til at varetage specialfunktioner, kan ansøge om at blive rådgivningsfunktion via udbud.

Rådgivningsfunktionerne vil bl.a. være kommunernes hotline til rådgivning om håndtering af de særligt komplekse sager. Der afsættes yderligere 10 mio. kr. til at øge rådgivning ift. i dag, for at styrke den udgående rådgivning, der bl.a. kan hjælpe borgere til at blive boende i eget hjem eller eksisterende tilbud. Det vil ikke medføre tilvækst af årsværk i staten.

4. Udvidelse af Tilbudsportalen

Indførelsen af specialeplanlægning vil generere systematiske oplysninger om, hvilke leverandører der varetager hhv. specialfunktioner og rådgivningsfunktioner, da det vil fremgå af Tilbudsportalen, hvilke tilbud der er godkendt som specialfunktion eller udpeget som rådgivningsfunktion. Det er ny viden, som er relevant i visitationen og i kapacitetsstyringen på handicapområdet.

5. Styrkede data og rammer for koordination af kapacitetsstyring

Det foreslås, at Social- og Boligstyrelsen med udgangspunkt i de nye data om tilbud og borgerbehov, der kommer med kategoriseringen af tilbud ift. målgrupper samt overblik over, hvor mange borgere der modtager en højt specialiseret indsats, kan reagere hurtigere på manglende kapacitet og desuden få flere reaktionsmuligheder. Den primære, tværgående koordinering af pladsbehov varetages dog fortsat i KKR-regi, som det også sker i dag.

I dag skal Social- og Boligstyrelsen følge udviklingen i målgrupper, tilbud og indsatser til det mest specialiserede socialområde. I den forbindelse kan Social- og Boligstyrelsen udmelde målgrupper eller særlige indsatser, hvor der er behov for øget koordination på tværs af kommunerne. På baggrund af afrapporteringen fra kommuner og regioners tilrettelæggelse af indsatsen, kan Social- og Boligstyrelsen anmode om fornyet behandling i form af en revurdering af afrapporteringen af kommuner og regioners rettidighed af indsatsen. Samtidig kan Social- og Boligstyrelsen pålægge en kommune eller en region midlertidigt at opretholde et tilbud. For at sikre det fornødne udbud på et specialiseret tilbud, som er tilpasset udviklingen i målgruppens behov, kan Social- og Boligstyrelsen indgå aftale med kommunen eller regionen om at etablere, drive eller sammenlægge eksisterende tilbud. I den forbindelse kan kommunerne i den pågældende region eller landsdel pålægges at indgå aftale om finansiering af driften af et tilbud, pålagt vedrører.

På baggrund af den styrkede viden og data om forholdet mellem udbud, efterspørgsel og anvendelse af specialfunktionerne, styrkes de nuværende rammer for kapacitetsstyring ved, at det bliver muligt at reagere hurtigt inden for fastsatte tidsfrister, hvis udbuddet ikke svarer til behovet. Hvis der viser sig at være mangel på kapacitet på tværs af specialfunktioner eller i samlet kapacitet, der ligger under behovet, som vises i data, vil Social- og Boligstyrelsen gå i dialog med kommuner og regioner om fortsat opretholdelse af udbuddet baseret på forventning om efterspørgsel. Kommunerne har endvidere mulighed for at henvende sig til Social- og Boligstyrelsen om bekymring om manglende kapacitet. Social- og Boligstyrelsen vil undersøge, hvor der er behov for akut at opretholde specialfunktioner. Hvis kapaciteten af en højt specialiseret indsats leveres af flere specialfunktioner, vurderes det, om Social- og Boligstyrelsen udsteder påbud om en koordineret forsyningsplan. Hvis denne forsyningsplan vurderes ikke at være tilstrækkelig, kan Social- og Boligstyrelsen udstede et drifts­pålæg. Det kan fx være i tilfælde, hvor en højt specialiseret indsats løftes af flere tilbud, men hvor det samlede udbud er truet af lukning, og det vurderes at være kritisk i forhold til den samlede kapacitet af specialfunktioner på landsplan.

Hvis kapaciteten af højt specialiserede indsatser derimod bliver for høj, reguleres det gennem godkendelseskriteriet “aktiv praksis”. Det betyder, at et tilbud, der er godkendt til at varetage en højt specialiseret indsats, skal have og opretholde et vist antal borgere inden for målgruppen. Hvis kapaciteten på tilbud, der er godkendt til at levere en højt specialiseret indsats, er for høj, vil det betyde, at alle tilbud ikke kan leve op til kravet om aktiv praksis, og dermed skal tages stilling til bortfald af godkendelse som specialfunktion. Intentionen med et krav om aktiv praksis er, at der ikke vil være mere tomgang end tilfældet er i dag.

De styrkede rammer for den nationale koordinering af kapaciteten skal understøtte kommunernes forsyningsforpligtelse, men ændrer ikke ved, at det er kommunerne, der som i dag har forsyningsforpligtelsen. Processen for dialog mellem kommunerne og Social- og Boligstyrelsen vil blive udarbejdet i dialog mellem Social- og Boligstyrelsen, Social- og Boligministeriet og KL for at sikre en smidig proces.

6. Justering af rammeaftalebekendtgørelsen

I form af specialplanen og deraf følgende ændrede opgaver for kommunerne skulle opdateres, så det sikres, at kommuner og regioner gennem rammeaftalesystemet forpligtes til at sikre, at de rette specialfunktioner er etableret. Der er brug for denne præcisering, når tilbuddene nu får en ny kategori i form af specialfunktioner.

7. Styrket datagrundlag

Datagrundlaget på den højt specialiserede del af handicapområdet skal styrkes for at sikre et tilstrækkeligt datagrundlag til bl.a. kapacitetsstyring. På voksenområdet vil det blive udvidet med oplysninger om, hvilke borgere der visiteres til en højt specialiseret indsats. Derved kan det opgøres, hvor mange borgere, der visiteres til de enkelte højt specialiserede indsatser. Derudover vil der også skulle foretages registrering af borgeres trivsel via VUM, så det bliver muligt at følge udviklingen heraf. Samtidig indsamles data om trivsel blandt børn og unge, herunder om formålet med indsatsen er opfyldt. Data herom skal understøtte en helhedsorienteret opfølgning på omlægningen.

8. Vejledende materialer til kommuner og leverandører

Kommunerne skal fortsat visitere borgeren til den relevante indsats, og det er kommunen, der vurderer, om borgeren har behov for en højt specialiseret indsats. Social- og Boligstyrelsen udarbejder i forlængelse af specialplanlægningen en række vejledende materialer, der skal understøtte kommuner og leverandører i at anvende den viden, der opnås gennem specialplanlægningen. De vejledende materialer skal desuden formidle viden og faglige anbefalinger om tilrettelæggelse og koordinering af højt specialiserede indsatser inden for en målgruppe, og de skal understøtte kommunernes visitation med at finde vej til den rette højt specialiserede indsats og med at vejlede om, hvornår det kan være relevant at søge rådgivning hos en rådgivningsfunktion. De skal bidrage til at styrke samarbejdet og koordineringen mellem involverede aktører samt understøtte tilbuddene i faglig kvalitet i tilrettelæggelsen og gennemførelsen af højt specialiserede indsatser. Materialerne skal være handlingsorienterede og vil blive udarbejdet på baggrund af dialog med og inddragelse af både driftsansvarlige og udførende aktører på området i form af KL, Danske Regioner samt relevante faglige aktører på området. De vejledende materialer vil ikke være bindende eller normerende for den indsats, borgeren skal visiteres til. Der vil ligeledes ikke blive stillet nye krav til sagsbehandlingen. Det er alene understøttende materiale, der skal gøre det lettere for kommuner og leverandører at få overblik over den højt specialiserede indsats og dermed anvende den viden, der genereres i specialplanlægningen. Det vil fremgå eksplicit af lovforarbejdet, at materialerne ikke er bindende.

9. Bedre sagsbehandlingsværktøjer

I forlængelse af specialplanlægning samt en ny takstmodel skal udredningsværktøjet VUM revideres og sagsbehandlingsværktøjer på børne- og ungeområdet skal udvikles til også at understøtte opfølgning på børn og unges udvikling.

10. Løbende evaluering af specialplanlægningen

Der gennemføres løbende evalueringer af modellen for specialplanlægning på den højt specialiserede del af handicapområdet, herunder ift. antallet af borgere, der modtager en højt specialiseret indsats, samt udgifterne til den højt specialiserede indsats. Dette med henblik på regeringsdrøftelser og tilbagemelding til aftalekredsen, samt mulighed for at ændre i modellen, hvis antallet af borgere, der modtager en højt specialiseret indsats, overstiger det forventede. Modellen drøftes med henblik på evt. løbende justeringer af modellen for de allerede udmeldte målgrupper samt for justeringer af den fremadrettede udrulning af nye målgrupper inden for handicapområdet.

Der gennemføres løbende evaluering af specialplanlægningen mhp. at vurdere den samlede implementering af modellen og at følge op på udvikling i økonomi. Heri vil det nye datagrundlag for specialplanlægningen indgå. Opfølgningen skal fortsætte i relevant omfang med henblik på løbende justeringer.

Et implementeringsrejsehold forankret i Social- og Boligstyrelsen skal tilrettelægge og gennemføre forløb for både kommuner, regioner og tilbud, der tager udgangspunkt i specialbeskrivelserne og specialplanlægningen med henblik på at sikre en landsdækkende implementering af viden om og anvendelse af den nye struktur, specialplanlægningen indfører.

Understøttende initiativer

11. Tilbagevendende undersøgelse af voksnes borgeres oplevelse af den sociale indsats og sagsbehandling

For at sikre en mere systematisk opfølgning på voksnes trivsel foreslås det at gennemføre en tilbagevendende undersøgelse af voksnes oplevelse af den sociale indsats og sagsbehandling. Undersøgelsen gennemføres som udgangspunkt hvert andet år frem til 2033. Der kan i forbindelse med evalueringen af specialplanlægningen i 2030 foretages en vurdering af, om undersøgelsen skal gøres permanent.

12. Kompetenceudvikling af medarbejdere

Der afsættes midler til kompetenceudvikling målrettet specialplanlægning. Midlerne fordeles til kommunerne via bloktilskuddet, hvor det er intentionen, at midlerne skal anvendes til udbredelse af virksomme metoder som fx Low Arousal til medarbejdere, der arbejder med borgere med højt specialiserede behov, herunder borgere, der ifølge KL’s undersøgelse er særligt kendetegnende for særligt komplekse enkeltsager.

13. Monitorering af kommunernes anvendelse af rådgivningsfunktionernes rådgivning

Kommunernes anvendelse af rådgivningsfunktionerne monitoreres for at kaste lys over, hvorvidt rådgivningsfunktionerne kan understøtte den kommunale visitation på en hensigtsmæssig måde efter indførelsen af specialplanlægningen. Undersøgelsen gennemføres både som kvantitative og kvalitative undersøgelser af, hvordan kommunerne anvender rådgivningen fra rådgivningsfunktionerne, og om kommunerne anvender leverandører af specialfunktionerne til borgere med behov for en højt specialiseret indsats. Undersøgelsen forankres i Social- og Boligstyrelsen.

Sidst opdateret: 27/01/2026 - 17:24

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]