"Vi rækker nu en hånd ud til de mennesker, som lever meget kaotiske liv på gaden og siger, at vi vil give plads til de skæve liv," siger social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S)

"Vi rækker nu en hånd ud til de mennesker, som lever meget kaotiske liv på gaden og siger, at vi vil give plads til de skæve liv," siger social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)

Udsatte misbrugere får lov til at beholde deres narko

Regeringen, SF og Konservative indgår aftale om værdighedsreform, der vil lade misbrugere beholde deres narko.

Udgivet: 29/01/2026

Del artiklen:

De mest udsatte borgere med stærke afhængigheder vil nu få lov til at beholde deres narkotika, hvis de stoppes af politiet.

Det aftaler regeringen med SF og De Konservative i indgåelsen af den værdighedsreform, der blev foreslået i foråret 2025, og som man torsdag er nået til enighed om.

- Vi rækker nu en hånd ud til de mennesker, som lever meget kaotiske liv på gaden og siger, at vi vil give plads til de skæve liv, siger social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) i en pressemeddelelse.

Kort overblik over initiativerne:

Gadens Huse og mobile udsatte-enheder

Gadens Huse i de større byer skal fungere som en samlet indgang til hjælp og støtte og skal tilbyde blandt andet sundhedsfaglig hjælp, rusmiddelbehandling og socialpædagogisk støtte. Uden for de større byer og i landdistrikterne skal mobile udsatte-enheder opsøge og hjælpe målgruppen på samme helhedsorienterede og tværfaglige måde.

Borger i Danmark

Sagsbehandlere i Gadens Huse og i de mobile udsatte-enheder vil under en treårig national forsøgsordning kunne iværksætte en række indsatser efter serviceloven til de allermest udsatte borgere, uanset hvor i landet borgeren kommer fra og har sin adresse.

Ret til at beholde stoffer til eget forbrug

For socialt udsatte med stærk afhængighed af stoffer kan bødestraf, fængsling eller konfiskering af stoffer gøre en svær situation endnu sværere. Aftalepartierne er enige om, at de allermest udsatte med stærk afhængighed skal have lov til at beholde stoffer til eget forbrug.

Flere stofindtagelsesrum og kapacitetsudvidelse i eksisterende rum

Mange af de mest socialt udsatte er afhængige af stoffer. Det er en svær situation at være i at skulle finde et hjørne i et parkeringshus eller en kældernedgang. Derfor afsættes midler til flere stofindtagelsesrum og til kapacitetsudvidelse i eksisterende rum, fx i form af længere åbningstider.

Bedre abstinensbehandling

Der afsættes midler til en bedre abstinensbehandling og til etablering og drift af en national døgnåben rådgivning om rusmiddel – og lægemiddelabstinenser.

Eftergivelse af gæld

Der afsættes midler til at styrke den frivillige gældsrådgivning for at sikre, at flere udsatte borgere kan gøre brug af deres mulighed for at få eftergivet gæld til det offentlige, eftergivet gæld til private ved aftale eller slettet offentlig eller privat gæld ved gældssanering.

Kilde: Social- og Boligministeriet.

Værdighedsreformen er et forsøg på at gøre livet for samfundets mest udsatte borgere en smule mere tåleligt.

Det inkluderer blandt andet en mere direkte adgang til myndighederne og mere hjælp i såkaldte "Gadens Huse", hvor de udsatte kan få målrettet hjælp.

Retten til at beholde sine hårde stoffer er et led i den indsats.

Her er det aftalepartiernes logik, at de mest trængte misbrugere ikke bliver afvænnet, når de får konfiskeret et stof som heroin. I stedet bliver de presset til at begå ny kriminalitet for at skaffe penge til et nyt fix.

Tiltaget er en udvidelse af en nylig lempelse på området.

- De skal ikke have krav og sanktioner, så de bliver mere udsatte, siger Sophie Hæstorp Andersen på et pressemøde torsdag.

I 2024 blev det indført, at misbrugerne kan få tiltalefrafald, når de anholdes med stoffer til eget forbrug. Men selv om de slap for straf, blev stoffet stadig konfiskeret.

Det ændres nu, således at en udsat misbruger både slipper for straf - og får lov til at beholde sit narkotika.

Den nye praksis betyder, at politiet på stedet hver eneste gang skal foretage en konkret vurdering af, hvorvidt den identificerede borger er en socialt udsat misbruger, der skal skånes, eller blot en almindelig stofbruger, der skal straffes.

Politiet skal ligeledes stadig skride ind, hvis en socialt udsat misbruger har så meget narkotika på sig, at det vurderes som værende til videresalg.

Regeringen har i sit arbejde vurderet, at der er omkring 12.000 personer, der er så udsatte, at de omfattes af tiltaget.

Læs aftalen her.

/ritzau/Høyer

Sidst opdateret: 29/01/2026 - 11:17

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]