Folketingsvalget nærmer sig. Det ved vi alle, da der senest skal afholdes valg den 31. oktober i år. Dog har de seneste ugers positive meningsmålinger til Socialdemokratiet fået flere til at spekulere i, om statsminister Mette Frederiksen snart trykker på valgknappen, skønt den i praksis ikke eksisterer.

Det kan få store konsekvenser for både specialeplanen og takstmodellen.

Regeringen har i disse uger i hvert fald travlt med at lukke aftaler på stribe og har også på socialområdet en relativt stram tidsplan.

Det er blandt andet kommet til udtryk ved både værdighedsreformen og at aftalen om svindel på botilbudsområdet er landet.

Ifølge NB-Socials oplysninger havde regeringen også en ambition om, at en aftale om en specialeplan og takstmodel senest skulle lukkes den 21. februar.

Det synes dog meget lidt realistisk på nuværende tidspunkt, da vi stadig er meget tidligt i processen, og de forskellige partier for nylig har været ved at formulere og indsende deres krav.

Samtidig giver valget i horisonten få partier lyst til at indgå en aftale, der på mange strækninger bliver læst som forringelser for en udsat gruppe borgere.

Sidste gang druknede daværende socialminister Astrid Krags (S) specialeplan også i et folketingsvalg. Dog bevarede SVM-regeringen ambitionen om at udrulle en specialeplan.

Det er langt fra givet, at den kommende regering vil gøre det samme, og at en fjerde socialminister vil indkalde til forhandlinger.

Svært at finde opbakning til regeringens gennemkritiserede udspil

NB-Social har gennem de seneste uger kunne afsløre en række forhold om regeringens udspil til specialeplan og takstmodel.

De afsløringer har mødt stor modstand fra forskellige fagforbund og brugerorganisationer. Handicaporganisationerne slår sig på den vejledende specialeplan, hvis målgruppe ikke må overstige 2.500, mens mange af de private aktører er kritiske overfor regeringens bud på en ny takstmodel, hvor kommunerne i KKR-regi skal være med til at sætte taksterne.

Den modtagelse havde regeringen i sine interne dokumenter jo på lange strækninger også forventet. Alligevel bliver det svært for de forskellige partier at bide til bolle, når begge udspil er så gennemkritiseret af de aktører, det egentlig handler om. Særligt taktmodellen ses som en spareøvelse.

Regeringen lægger op til at lande en aftale med De Konservative og SF. Her er SF interessant, da de ikke er med i rammeaftalen på handicapområdet, men derimod blev smidt ud af daværende socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

Bevares, de fik da lov til at være med i aftalen om den nye kompensationsydelse. Men derfra og så til en vejledende specialeplan, er der et stykke vej. Særligt når regeringen også selv forventer, at SF vil læne sig op af Danske Handicaporganisationers linje.

Det virker fuldstændigt urealistisk, at SF vil kunne se sig selv i regeringens specialeplan.

Hvorfor lave forringelser før et valg?

De øvrige aftalepartier bag rammeaftalen Liberal Alliance og De Radikale må også undre sig over, at regeringen ikke sætter sin lid til dem, når det kommer til at lande en aftale.

De har jo i regi af rammenaftalen på handicapområdet været med til at gennemføre en række hårde beslutninger, der er blevet læst som forringelser på området, der ikke nødvendigvis er groet i deres haver. Men her var specialeplanen jo netop blevet set som den forbedring, der skulle få forringelserne til at glide nemmere ned.

Dog ønsker regeringen stadig en konstruktiv proces med De Konservative, og må derfor både håndtere de øvrige rammeaftalepartier og Sammen om Handicap-forummet på en måde, der ikke står i vejen for det.

På papiret giver det også mening at se mod De Konservative, da partiet er et stort kommunalt parti og med i rammeaftalen. Flere konservative borgmestre og kommunalpolitikere har gennem flere år efterspurgt mere styring på det specialiserede socialområde.

Men hvem siger egentlig, SVM og K har et flertal efter valget, hvor aftalen skulle stemmes igennem og implementeres? Og hvor interesseret er De Konservative egentlig i at lave en så udskældt aftale som det eneste parti med regeringen? Selv med et internt pres i partiet for en ny takstmodel, synes det risikabelt med et valg i horisonten.

For hvem vil egentlig gerne lave forringelser så tæt på et valg?

Til kamp mod svindel og profitter

Selvom det selvfølgelig ville være en bet for regeringen ikke at lande en aftale, er det heller ikke uden muligheder for særligt Socialdemokratiet.

Takstmodellen er jo også blevet læst ind i en svindelskontekst på socialområdet. Skulle det ikke lykkedes at lande en aftale, har Socialdemokratiet talt varmt om idéen om et profitloft på de private tilbud. Et forslag som også KL ser musik i.

I en valgkamp vil partiet netop kunne smide SVM-regeringens lænker og stå mere frit. Og der passer det måske meget godt med et forslag, der både har ideologisk kant og skal bekæmpe svindel. Uden at Venstre og Moderaterne også skal sige god for det.

Det må alt andet lige være sjovere, end at valget bliver udskrevet på baggrund af en udskældt specialeplan og takstmodel.

Bevares, det er formentligt stadig social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersens førsteprioritet at lande en aftale. Men skulle der gå valgkamp i det hele, er det bestemt ikke uden muligheder for Socialdemokratiet, at de kan tordne mod store profitter hos private tilbud. I kampen mod svindlens navn.

Om en tredje regering så vil forsøge sig med at udrulle en specialeplan er en helt anden snak. SVM-regeringens specialeplan er allerede væsentligt nedskaleret sammenlignet med den socialdemokratiske etpartiregerings bud.

Det er ikke engang givet, at det vil blive efterspurgt af handicaporganisationerne, da deres opbakning vil være betinget af, at en specialeplan skal være forpligtigende for visitationen og målgruppen væsentligt større end regeringens udspil.

KL vil formentlig stadig efterspørge en takstmodel, som regeringen også har forpligtet sig på. Det er dog før set, at regeringer ikke formår at leve op til økonomiaftalerne.

Men specialeplanen vil KL næppe savne, ligesom andre styringsredskaber kunne tage det værste af kritikken for den manglende takstmodel. Det afgørende bliver at stoppe udgiftsvæksten. Hvis en kommende regering ikke vil levere en takstmodel, må den komme med andre redskaber, der kan sikre den økonomiske bæredygtighed.

På den måde kan valget ende med at give det endelige nådestød til både specialeplanen og takstmodellen.