
Kort før valgudskrivelsen gjorde udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen det klart, at det ar allersidste nat med kliken. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix (arkiv)
Analyse
Reformen af socialområdet fortsætter efter valget
Selvom socialområdet ikke fylder det store i valgkampen, vil de stigende udgifterne også være der efter et valg. En ny regering vil fortsat skulle reformere det specialiserede socialområde.
Udgivet: 05/03/2026
Det kan godt være, at det ikke bliver socialområdet, der kommer til at afgøre Folketingsvalget, og at politikerne går til valg på at prioritere alle mulige andre velfærdsområder, men der bliver der nok at se til for det kommende Folketing og den kommende regeringen. Og problemer bliver sjældent mindre af at blive udskudt.
Et er de mange hængepartier, SVM-regeringen efterlader sig, som skal håndteres. Der er tale om en række lovforslag, som der med meget stor sandsynlighed stadig vil være flertal for efter valget, men som skal fremsættes på ny.
Det er blandt andet prestigeprojektet Værdighedsreformen, aftalen om svindel på botilbudsområdet, takstloft på kvindekrisecentre og muligheden for at pålægge forpligtigende kommunale samarbejder på børneområdet.
Men en af de helt store udfordring på det specialiserede socialområde er stadig de stigende udgifter. Det kan man enten håndtere ved løbende at give flere penge til området, eller at give kommunerne flere styringsredskaber, der skal hjælpe dem med at få udgifterne under kontrol.
Kommunerne har allerede fået nogle redskaber, ligesom de seneste økonomiaftaler også gav dem flere økonomiske midler udover til demografien, som kommunerne kunne bruge på opdriften.
Men udgifterne fortsætter med at stige. Og det lykkedes ikke regeringen at levere takstmodellen, som bliver set som et af de helt centrale men også udskældte styringsredskaber.
Med en ny regering og formentlig ny minister kan man ikke antage, at SVM-regeringens socialpolitiske linje videreføres - bortset fra de aftaler, der står et klart flertal bag.
Spørgsmålet er også, hvor meget en kommende socialminister føler sig forpligtet af økonomiaftalerne, hvor SVM-regeringen har skrevet under på, at den vil gennemføre en takstmodel.
På samme måde er det ikke til at vide, hvad en kommende minister vil med både Sammen om Handicap-forummet, eller rammeaftalen på handicapområdet, der som bekendt ikke har karakter af et forlig.
Allersidste nat med kliken
De seneste år har vi været vant til, at Finansministeriet hyppigt opjusterede det økonomiske råderum, og penge var noget, der blev brugt. Men kort før valget blev udskrevet fik piben en anden lyd, og man måtte forstå på særligt udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), at nu var det allersidste nat med kliken.
Han sagde blandt andet følgende ved præsentationen af SVM-regeringens 2035-plan.
"Jeg tror også at hvis man kigger i kapitel 4 i den her plan, at så er der også nogle usikkerhedsmomenter. Hvis der for eksempel er appetit på, at det offentlige forbrug ikke bare vokser med demografien, men altså vokser som det gennemsnitlige har vokset de sidste 40 år, så begynder vi allerede at være en lille smule udfordret."
Samtidig pegede regeringen på store udgiftsposter som fortsat oprustning, klimasikring og den demografiske udvikling.
Der bliver altså lagt op til et paradigmeskifte, hvor man ikke bare kan finansiere bedre service og et stærkere forsvar med det råderum, der næsten har føltes utømmeligt.
Og hvad valgkampen indtil videre har vist os er, at partierne forfordeler socialområdet og har meget mere appetit på at genindføre Store bededag, løfte folkeskolen og tidligere tilbagetrækning, der vil reducere arbejdsudbuddet. Ligesom socialområdet vil få hård konkurrence fra andre velfærdsområder som sundhed og ældre.
Derfor er der kun en vej tilbage, når man skal håndtere de stigende udgifter: Flere styringsredskaber.
Så selvom takstmodellen og besparelser generelt ikke er særligt populært, så tyder meget på, at en kommende regering også vil slå op i Tranæs-udvalgets anbefalinger for at finde redskaber, der kan hjælpe med den økonomiske bæredygtighed.
På den måde vil reformen af socialområdet fortsætte så langt øjet rækker.
Sidst opdateret: 09/03/2026 - 11:55














































