
Dansk Erhverv har en række ønsker til en kommende ny socialminister. - Foto: PR-Foto
Debat:
Ny minister skal sigte efter kvalitet og effekt, frit valg og økonomisk gennemsigtighed
Dansk Erhverv håber blandt andet, at en kommende ny socialminister vil investere i flere forebyggende og tidlige indsatser samt gennemfører en valgfrihedsreform.
Udgivet: 10/03/2026
Af Tony Bech, branchedirektør for velfærd og samfund, Dansk Erhverv
Velfærd fylder altid i valgkampe, og det gør det med god grund.
Vi har behov for veldrevne velfærdstilbud i et sundt mix af offentlige, selvejende og private tilbud, hvor vi med tillid kan tilbyde vores medborgere den hjælp og støtte de har brug for og hvor vi ved, hvordan pengene bruges og hvad vi får ud af de indsatser borgerne på socialområdet modtager.
Samtidig har vi behov for et stærkt og velfungerende erhvervsliv til at sikre finansieringen af vores velfærdssamfund. Velfærden hænger uløseligt sammen med erhvervslivet. De er hinandens forudsætning.
Ressourcerne i vores samfund er ikke uendelige. Derfor skal de bruges med stor omhu. En kommende socialminister overtager et område med en styring, der i dag er så fragmenteret, at den ofte spænder ben for kvaliteten. Det specialiserede socialområde er desværre nogle steder blevet et postnummerlotteri, hvor økonomi, takster og visitationspraksis varierer markant fra kommune til kommune. Det skaber usikkerhed for borgere og leverandører – og øger risikoen for, at den enkelte ikke får den rette indsats i tide.
Her er der behov for at en socialminister investerer i flere forebyggende og tidlige indsatser, og der er behov for at øge retssikkerheden for borgerne, og for de virksomheder, der leverer socialfaglige indsatser.
Ønsker til den kommende socialminister
NB-Social kører en debatserie, hvor forskellige aktører på socialområdet kommer med ønsker til den kommende regering og socialminister.
Kunne du tænke dig at deltage i serie, er du velkommen til at sende et indlæg på [email protected]
Vi har behov for en kvalitets- og valgfrihedsreform
Når rammerne bliver for forskellige i vores lille land, så risikerer det at sætte sig i dalende specialisering og manglende gennemsigtighed. Det rammer borgerne. Økonomi risikerer at blive dén eneste reelle styringsmekanisme frem for den kvalitet hjælpen gives til borgeren med.
Her får en ny minister en vigtig opgave med at øge fokusset på at understøtte en langt stærkere styring af sammenhængen mellem kvalitet og økonomi, så vi investerer vores samfundskroner i de indsatser, der forebygger, skaber trivsel, progression og effekt, og dermed bidrager til at løfte udsatte borgere og mennesker med handicap i vores samfund.
Samtidig skal den hårde og målrettede linje mod økonomisk kriminalitet på velfærdsområdet fastholdes og løbende justeres, så straffen for svindel med skattekroner bliver hård og kontant. Det handler om ansvarlighed med skattekroner, og det handler om at værne om de velfærdstilbud, der leverer høj kvalitet og driver sunde virksomheder med styr på økonomien.
En socialminister bør sætte en række ambitiøse mål for udviklingen af socialområdet i Danmark. I den målsætningsproces vil jeg opfordre en ny socialminister til at lade sig inspirere af den inddragende proces, der lå forud for reformen på ældreområdet. Her blev der sikret direkte dialog med alle relevante parter på området og lagt fundamentet for en reform, hvor langt hovedparten af aktørfeltet på ældreområdet ligeværdigt er blevet inddraget.
Hvis vi går endnu dybere ind i maskinrummet, så skal der sikres en reel sammenhæng mellem visitationen til socialfaglige indsatser og taksterne til at levere dem for. Det giver ingen mening at tale om behovet for specialiserede tilbud, hvis finansieringen ikke gør det økonomisk muligt at drive dem. Kvalitet og faglighed – ikke ejerform – skal være afgørende. Økonomien skal følge borgerens behov og sikre rammerne for høj specialisering, og så skal vi følge skarpere op på, hvad vi får for pengene på socialområdet i form af effekt og trivsel. Derfor bør en socialminister foretage en økonomisk gennemsigtighedsreform på socialområdet.
En samfundsudfordring, der også ligger på bordet hos en ny socialminister, handler om at sikre den rette hjælp fra start. Alt for mange borgere får først den rette hjælp, når problemerne har udviklet sig og er blevet mere indgribende og dyrere at håndtere. Det gælder både børn og unge med begyndende mistrivsel og voksne med komplekse sociale eller psykiske udfordringer. Det er også her udfordringer med sektorovergange skal fanges. Skiftet fra barn til voksen, fra psykiatri til social indsats og mellem beskæftigelse og socialområde er ofte præget af brud.
Vi skal som samfund skrue markant op for sociale effektinvesteringer og skalere de indsatser, der giver resultater, og turde skrotte indsatser, der ikke kan dokumentere deres værdi i forhold til borgere og økonomi. Derfor vil jeg opfordre en ny socialminister til at gennemføre en kvalitetsreform af socialområdet.
Reelle valgmuligheder – ikke kun på papiret
Socialpolitikken bør tage afsæt i borgerens selvbestemmelse og borgerens frie valg. Valgfrihed findes formelt på begrænset dele af socialområdet, men i praksis begrænses det af lokale forskelle og uigennemsigtige takster. Når takster og administrationsbidrag varierer betydeligt mellem kommuner, bliver valgfriheden afhængig af postnummer.
Borgerstyret Personlig Assistance (BPA-ordningen) er et tydeligt eksempel. Borgeren kan uddelegere arbejdsgiveransvaret til en virksomhed eller forening, men store kommunale forskelle i administrationsbidraget kan i praksis afgøre, om en professionel løsning er mulig. Dermed bliver valget ikke et spørgsmål om behov og kvalitet, men om lokale økonomiske fortolkninger.
Reelt frit valg kræver ensartede rammer og finansiering, der følger borgerens behov. Derfor vil jeg opfordre en ny socialminister til at gennemføre en valgfrihedsreform på socialområdet.
Finansieringen på civilsamfundsområdet skal helt i mål
Igennem de seneste mange år, har organisationer på civilsamfundsområdet kæmpet fra tue til tue, når der skulle sikres finansiering til samfundsvigtige indsatser over for sårbare borgere på social- og sundhedsområdet. I den regeringsperiode vi forlader nu, blev der taget afgørende skridt i retningen af en grundfinansieringsmodel, der skaber mere gennemsigtighed og stabilitet i civilsamfundet. Det vil give de mange organisationer, som hver dag støtter og hjælper udsatte og sårbare mennesker, mulighed for at fokusere mindre på papirarbejde og mere på deres egentlige formål – at gøre en forskel i menneskers liv.
Her får en ny socialminister den afgørende rolle at bringe modellen helt i mål og ikke tabe det vigtige forarbejde på gulvet.
Som man kan læse, har vi mange forventninger og forslag til en ny minister. Socialområdet er et af vores afgørende velfærdsområder og derfor ser vi fra Dansk Erhvervs side frem til at drøfte udviklingen af de mange vigtige dagsordener med en ny minister efter regeringsdannelsen.
Sidst opdateret: 10/03/2026 - 13:13














































