Signe Færch, formand for Dansk Socialrådgiverforening

Når landets kommunalpolitikere mødes til KL-topmødet i Aalborg, har de mange vigtige emner på dagsordenen. Jeg vil gerne opfordre dem til også at skænke dette spørgsmål en tanke: Hvor mange børn bør én socialrådgiver have ansvaret for?

I daginstitutioner og skoler har man indført minimumsnormeringer og klasseloft – og dermed sat en grænse for antallet af børn, som skal deles om én fagpersons nærvær og omsorg. Sådan en grænse findes ikke, hvis børn har brug for en socialrådgiver, fordi de mistrives, udsættes for vold derhjemme eller lever med en funktionsnedsættelse.

For mange børn pr. socialrådgiver

Med afsæt i de krav, som barnets lov stiller, anbefaler vi kommunerne, at én socialrådgiver – afhængigt af f.eks. erfaring og kompleksitet – har ansvaret for 18–28 børn, mens arbejdspladsen bør tilstræbe, at gennemsnittet ikke overstiger 23 børn pr. socialrådgiver.

Nogle kommuner følger heldigvis vores anbefalinger, men vores nye undersøgelse viser, at mere end halvdelen af socialrådgiverne på børneområdet ligger over denne anbefaling, og at de i gennemsnit har ansvaret for 33 børn og familier, som har brug for hjælp og støtte.

Børn og familier mærker konsekvenserne

Det er stærkt bekymrende, for når man arbejder med disse børn og deres familier, er det afgørende, at man har den fornødne tid til at inddrage børnene, foretage helhedsorienterede vurderinger, igangsætte indsatser og følge op løbende.

Alt dét kræver barnets lov, men når én socialrådgiver har ansvaret for 33 børn, bliver det umuligt at indfri – og derfor er det heller ikke så mærkeligt, at mere end halvdelen af socialrådgiverne vurderer, at de ikke kan indfri barnets lov på deres arbejdsplads. I praksis betyder det, at der er børn og familier, som ikke får den nødvendige hjælp, eller at socialrådgiverne brænder ud i forsøget på at sikre det.

Odense Kommune satte et loft

I et fireårigt projekt sænkede Odense Kommune antallet af børn pr. socialrådgiver fra 40 til 26 i ét af kommunens teams, og effekten var markant: Hurtigere børnefaglige undersøgelser, færre klager, lavere sygefravær, ingen stresssygemeldinger og familier, der i langt højere grad føler sig set og hørt. Samtidig faldt antallet af tvangsanbringelser og anbringelser på døgninstitution, mens flere børn blev anbragt i netværks- og familiepleje.

De positive resultater betyder også, at en del af investeringen i flere socialrådgivere faktisk tjener sig hjem over en kort tidshorisont – og på den baggrund har byrådet besluttet at udbrede modellen, så loftet på 26 børn pr. socialrådgiver kommer til at gælde for alle fire teams i Børne- og Familierådgivningen.

Flere kommuner bør følge trop

Kommunerne står naturligvis med svære prioriteringer, når den lokale velfærd skal hænge sammen. Men de står også med ansvaret for at sikre, at børn ikke bliver tabt i systemet, og at de får den rette hjælp, når behovet opstår.

Derfor bør kommunerne fastsætte lokale sagslofter – en øvre grænse for antallet af børn, som én socialrådgiver kan have ansvar for. Det er udgangspunktet for, at vi som socialrådgivere har den fornødne tid til at bruge vores faglighed, opretholde en høj retssikkerhed og gøre den forskel i børnenes og familiernes liv, som vi brænder for.