Debat:

Kære minister, hvad vil man sige om os om 25 år?

Socialchef i Aabenraa Kommune, Maja Gammelgaard, håber, at den kommende socialminister vil gå nysgerrigt til området og lade perspektiver fra praksis spille en reel rolle i den politiske udvikling.

Udgivet: 19/03/2026

Del artiklen:

Af Maja Gammelgaard, socialchef Aabenraa Kommune

Historien om handicapområdet er ikke særlig lang. I hvert fald ikke den del vi er stolte af.

Det er ikke så forfærdelig mange år siden, at Danmark stadig havde en åndssvageforsorg. Datidens institutioner blev etableret med en ambition om at beskytte mennesker med handicap og måske i endnu højere grad at beskyttet samfundet fra alle dem som ikke passede ind. I forsorgens egen tid blev de betragtet som fremskridt.

I dag ser vi anderledes på det. Og heldigvis for det.

Vi hører stadig fortællinger fra og om borgere, der levede deres første leveår i systemer og strukturer, som i dag forekommer fremmede. Vi diskuterer fortsat undskyldninger for tidligere tiders behandling af mennesker med handicap og/eller sindslidelse og bliver mindet om, hvor vigtigt det var, at nogen stillede spørgsmål undervejs, også de kritiske af slagsen.

Datidens interesseorganisationer, pårørende og engagerede fagpersoner udfordrede den etablerede praksis og de etablerede institutioner. De stillede spørgsmål og satte fokus på rettigheder, selvbestemmelse og værdighed.

Tænk hvis ingen havde gjort det.Tænk hvis ingen havde været kritiske.Tænk hvis udviklingen var stoppet dér, hvor man dengang mente, at man havde fundet den rigtige model.

Den tanke kalder på et vigtigt spørgsmål:

Hvad vil man sige om os om 25 år?

Vil man se tilbage på vores tid og opdage, at vi også tog fejl nogle steder? At vi nogle gange troede, at vi havde fundet de rigtige løsninger, men senere måtte erkende, at der var bedre måder at gøre tingene på?

Ja, sandsynligvis.

Ønsker til den kommende socialminister

NB-Social kører en debatserie, hvor forskellige aktører på socialområdet kommer med ønsker til den kommende regering og socialminister.

Kunne du tænke dig at deltage i serie, er du velkommen til at sende et indlæg på [email protected]

Vi skal udvikle os

Udviklingen på socialområdet har altid været præget af bevægelse. Nye erkendelser, nye perspektiver og nye krav til både faglighed og organisering. Det er en del af områdets natur.

Derfor er det også vigtigt, at vi ikke kun forsvarer det bestående. At vi ikke kun forsøger at få systemerne til at hænge sammen. Men at vi udvikler os.

Så, derfor, kære kommende minister for socialområdet.

Uanset hvem du er, kan vi så ikke give hinanden håndslag på, at vi altid arbejder ud fra nogen grundlæggende principper?

  • At vi gør os umage

Socialområdet handler om mennesker, som ofte er afhængige af de beslutninger, andre træffer. De rammer, der fastlægges politisk, bliver omsat til hverdagsliv for borgere rundt omkring i hele Danmark. Derfor må beslutninger ikke blive for simple eller for hurtige. De kræver grundighed, dialog og respekt for kompleksiteten.

  • At vi bygger bro mellem politik og virkelighed

Trods gode politiske intentioner, kan vejen fra lovtekst til hverdag ind imellem være lang. Derfor er det afgørende med en tæt forbindelse mellem Christiansborg, kommunerne, interesseorganisationer og selvfølgelig de borgere, det hele handler om.

Når broen fungerer, kan politiske ambitioner omsættes til konkret forandring. Når den ikke gør, risikerer vi frustration hos alle parter.

  • At vi forpligter os til at udvikle os og til at være kritiske

Det gælder både systemer, metoder og strukturer.

Det betyder ikke, at alt skal laves om hele tiden. Men det betyder, at vi løbende må spørge os selv, om vi gør det rigtige. Om vi organiserer os klogt. Om borgerne oplever reel selvbestemmelse og livskvalitet.

Mange af de forhold, vi i dag tager afstand fra, ligger ikke langt tilbage i tiden.

Mange medarbejdere på handicap- og psykiatriområdet har selv mødt sporene fra fortiden. På institutioner rundt omkring i landet bor der stadig mennesker, som har levet en stor del af deres liv under vilkår, der afspejler en anden tid og et andet menneskesyn.

Det giver os et ansvar her og nu.

Ikke for at dømme fortiden, men for at lære af den.

Socialområdet rummer muligheder

Socialområdet står i disse år også over for et betydeligt pres: økonomiske rammer, borgere med sammensatte problemstillinger og voksende forventninger til kvalitet og dokumentation.

Men det rummer også muligheder.

Pres kan skabe udvikling. Det kan fremtvinge nye samarbejdsformer, nye løsninger og nye måder at tænke velfærd på. Hvis det håndteres klogt, kan det være med til at forme morgendagens handicap- og psykiatriområde i Danmark.

Det kræver dog, at udviklingen sker i et samspil mellem politik, faglighed og praksis.

Ingen af delene kan stå alene.

Derfor er ønsket til dig som kommende minister for socialområdet også et ønske om nysgerrighed på området og en vilje til at lade perspektiver fra praksis spille en reel rolle i den politiske udvikling.

En nysgerrighed på et socialområde, der har stærke værdier. Værdier som handler om værdighed og om at sikre, at mennesker med handicap eller psykiske vanskeligheder kan leve et liv med størst mulig selvbestemmelse og deltagelse i samfundet.

Det bliver vi aldrig helt færdige med.

Men det er måske netop pointen.

Hvis nogen om 25 år ser tilbage på vores tid og siger, at vi også var kritiske over for vores egne løsninger, at vi var villige til at lære og justere undervejs, så vil det være et tegn på, at vi tog opgaven alvorligt.

Derfor slutter ønsket til dig, kære kommende minister med en enkelt opfordring.

Lad os tage opgaven alvorligt, lad os tage den på os og lade os gøre det sammen.

Sidst opdateret: 19/03/2026 - 11:13

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]