
Kun 4 ud af 10 medarbejdere er uddannede socialpædagoger – og en lige så stor andel er ufaglærte. Det duer simpelthen ikke, når vi skal give faglig støtte til mennesker med alvorlige psykiske lidelser. - Foto: PR-Foto
Debat:
Den nye socialminister skal sikre kvalitet og faglighed i socialpsykiatrien
Formand for Socialpædagogerne, Benny Andersen, har et klart ønske til den kommende socialminister: Flere uddannede socialpædagoger skal ansættes i socialpsykiatrien.
Udgivet: 24/03/2026
Af Benny Andersen, formand for Socialpædagogerne
Det buldrer og brager i valgkampen, som det sig hør og bør. Milliarder af kroner, politiske beskyldninger og personlige opgør fyger rundt.
Desværre er det sjældent politiske ambitioner på socialområdet, der pryder mediernes gule breaking-bjælker.
Trods store udfordringer virker det ofte til, at der er flere stemmer i ’mainstream-velfærden’ – børnehaver, folkeskoler, sygehuse og plejehjem.
Men et område af det socialpædagogiske arbejdsmarked, der faktisk har fået større opmærksomhed de seneste år, er psykiatrien.
Her har den brede befolkning – desværre på en dybt tragisk baggrund – fået øjnene op for behovet for at styrke kvaliteten i tilbuddene til mennesker med svære psykiske lidelser.
Ønsker til den kommende socialminister
NB-Social kører en debatserie, hvor forskellige aktører på socialområdet kommer med ønsker til den kommende regering og socialminister.
Kunne du tænke dig at deltage i serie, er du velkommen til at sende et indlæg på [email protected]
Tusinder får støtte i socialpsykiatrien
De fleste danskere forbinder nok psykiatrien med indlæggelser i hospitalspsykiatrien.
Men langt de fleste mennesker med psykiske lidelser lever hovedparten af deres liv uden for sygehuset – for eksempel med støtte fra socialpsykiatrien.
Alene i 2024 modtog mere end 37.000 voksne støtte i socialpsykiatrien – herunder bostøtte i eget hjem.
I socialpsykiatrien støtter bl.a. socialpædagoger dem til at få det bedre, bryde med spiseforstyrrelser og leve en fungerende hverdag trods alvorlige diagnoser som for eksempel paranoid skizofreni.
Borgerne kæmper desuden ofte med andre udfordringer som følge af deres psykiske lidelser – ensomhed, misbrug, hjemløshed, selvskade eller udadreagerende adfærd.
Derfor bør det være klart for enhver, at det kræver personale med den rette uddannelse og faglighed at støtte dem.
Men det afspejles bare ikke i de socialpsykiatriske tilbud.
Der er brug for uddannede medarbejdere med rette faglighed
For i socialpsykiatrien er fagligheden blandt medarbejderne fortsat hårdt presset. Kun 4 ud af 10 medarbejdere er uddannede socialpædagoger – og en lige så stor andel er ufaglærte.
Det duer simpelthen ikke, når vi skal give faglig støtte til mennesker med alvorlige psykiske lidelser. For det kan betyde alverden for deres livskvalitet og livsmuligheder, om medarbejderne rent faktisk er uddannet til at støtte dem.
En Rambøll-analyse dokumenterer, at borgere på bosteder med en højere andel uddannede socialpædagoger statistisk set har markant færre indlæggelser og genindlæggelser i hospitalspsykiatrien – helt konkret 67 procent og 70 procent færre.
Derfor er min besked til den kommende socialminister klar:
Lad os nu få ansat flere uddannede socialpædagoger i socialpsykiatrien.
Sådan får socialpsykiatrien flere uddannede socialpædagoger
I psykiatriaftalen fra sidste forår afsatte Christiansborg 171 millioner kroner årligt til et uddannelses- og kompetenceløft i socialpsykiatrien.
Dét er politisk vilje, der vil noget – og det vil jeg gerne storrose Folketingets politikere for.
Nu, hvor aftalen skal implementeres, er det helt afgørende, at pengene bruges fornuftigt. Med psykiatriaftalen har vi nemlig en helt unik chance for at give socialpsykiatrien det uddannelsesløft, som den hungrer efter.
Den mest oplagte løsning er at merituddanne de mange erfarne ufaglærte, som allerede arbejder i socialpsykiatrien. Her er det vigtigt, at midlerne fra aftalen dækker både uddannelsen og den ekstra lønudgift til arbejdspladserne.
For det andet skal sidste års reform af pædagoguddannelsen sikre kvaliteten og fagligheden på socialområdet. Med reformen styrkes specialiseringen på uddannelsen til socialpædagog markant – og der oprettes fire til seks udbudssteder, hvor der kun udbydes specialiseringsretningen til det sociale område.
Det skal sikre, at flere unge bliver uddannet direkte til det arbejdsområde, de senere skal arbejde på – herunder socialpsykiatrien. Her er det helt afgørende, at indholdet og udviklingen af uddannelsen er tilpasset de målgrupper, socialpædagoger skal arbejde med.
For det tredje ved vi, at socialpædagogiske indsatser styrker trivsel, udvikling og livsmuligheder – og samtidig forebygger indlæggelser og udadreagerende adfærd.
Hvis vi vil have en psykiatri med mindre tvang, kræver det et tættere samarbejde mellem socialpsykiatrien og hospitalspsykiatrien.
Ét konkret skridt kan være adgang til akut psykiatrisk rådgivning for medarbejdere og ledere på socialpsykiatriske botilbud ved pludselige forværringer i borgerens tilstand eller risiko for genindlæggelse.
Personalet på botilbud har ofte et indgående kendskab til borgerne og kan opdage tidlige tegn på eksempelvis psykose. Derfor er det afgørende, at deres vurderinger vægtes i samarbejdet med hospitalspsykiatrien, og at borgere får hurtig adgang til behandling, før situationen udvikler sig så alvorligt, at indlæggelse må ske med tvang.
En velfungerende socialpsykiatri og hospitalspsykiatri er simpelthen hinandens forudsætninger.
Derfor bliver det kort og godt én af de vigtigste opgaver for den kommende socialminister at styrke kvaliteten og fagligheden.
Vi glæder os til samarbejdet – og vi er klar til at bidrage med løsninger.
Sidst opdateret: 24/03/2026 - 11:19














































