
Rådmanden for Sociale Forhold og Beskæftigelse har netop fået grønt lys til at gå videre med en ny organisering af social- og beskæftigelsesområdet samt indfasningen af beskæftigelsesreformen. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix (arkiv)
Aarhus begynder omstillingen af socialområdet med administrative besparelser
Efter at have modtaget flere end 1500 høringssvar, begynder politikerne i Aarhus med de administrative forslag fra omstillingsplanen og indfasningen af beskæftigelsesreformen.
Udgivet: 07/04/2026
Politikerne i Aarhus lægger blødt ud med omstillingsplanen, der skal hjælpe med at få styr på udgifterne på det specialiserede socialområde.
Det sker efter at kommunen modtog flere end 1500 høringssvar.
Rådmanden for Sociale Forhold og Beskæftigelse har netop fået grønt lys til at gå videre med en ny organisering af social- og beskæftigelsesområdet samt indfasningen af beskæftigelsesreformen. Det mere direkte servicereduktioner vil komme senere.
Det vil medføre færre chefer og mindre administration og samlet set indfri besparelser for 179 millioner kroner.
Aarhus Kommune har længe været presset af stigende udgifter på det specialiserede socialområde. Alene i år står socialområdet til at overskride budgettet med 150 millioner kroner. Det er særligt stigende udgifter til tabt arbejdsfortjeneste, særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse, hjemløseområdet samt køb af tilbud til børn, unge og voksne, der driver de stigende udgifter i kommunen.
”Vi står midt i en enorm spareopgave med store konsekvenser for aarhusianernes hverdag. Vi skal tage de mange input alvorligt, men jeg mener også, at vi skal sikre både aarhusianerne og medarbejderne afklaring, hvor vi kan," siger Michael Christensen, rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, i en pressemeddelelse og fortsætter:
"Derfor er jeg glad for byrådets mandat til at arbejde videre med de administrative besparelser og beskæftigelsesreformen, mens vi drøfter de øvrige forslag.”
Omstillingsplanen indeholder en række øvrige besparelser og består af seks temaer. Det er:
- Administrativ effektivisering og reduktioner
- Styrket indsats på social- og beskæftigelsesområdet via nye investeringer
- Omstilling og omlægning af eksisterende indsatser og arbejdsgange
- Reduceret serviceniveau på tilbud og indsatser
- Lukning af tilbud og indsatser
- Tilpasset samarbejde med eksterne aktører og civilsamfundsorganisationer
De politiske drøftelser om dem vil fortsætte hen over foråret. Den konkrete spareplanen skal efter efter planen meldes ud til maj.
Læs alle planens initiativer her:
Sidst opdateret: 09/04/2026 - 10:48














































