
Social- og beskæftigelseschef Tina Kjærgaard Mogensen fra Syddjurs Kommune arbejder med at omsætte beskæftigelsesreformens ambitioner til en mere helhedsorienteret indsats. - Foto: Syddjurs Kommune og Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Syddjurs gentænker indsatsen for udsatte: Satser på relationer og kompetenceløft
Beskæftigelsesreformen kalder på nye tilgange i indsatsen for de mest udsatte borgere. I Syddjurs arbejder man med kompetenceudvikling, helhedsorientering og skarpere prioriteringer – samtidig med at ressourcerne bliver færre.
Udgivet: 09/04/2026
Beskæftigelsesreformen lægger op til et markant skifte i indsatsen for de borgere, der står længst fra arbejdsmarkedet. Mindre styring og færre proceskrav skal give plads til faglighed, relationer og individuelle løsninger.
I Syddjurs Kommune er man i gang med at omsætte ambitionerne til praksis. Men arbejdet er stadig i sin indledende fase.
"Reformens frisættelse kalder på, at vi skal gøre noget andet fremadrettet, end vi har gjort indtil nu. Det kræver, at vi arbejder målrettet med kompetenceudvikling – både for medarbejdere og ledere. Vi er i proces, og vi er ikke i mål med det hele endnu," siger social- og beskæftigelseschef Tina Kjærgaard Mogensen til NB-Beskæftigelse.
Kommunen har derfor valgt at arbejde med et langsigtet perspektiv, hvor udviklingen sker gradvist.
"Vi er i gang med at udvikle en plan over flere år, hvor vi bygger kompetencerne op trin for trin. Samtidig har vi haft medarbejderne med til at pege på, hvor kompetencebehovet er størst, så det ikke bare bliver noget, vi beslutter i ledelsen," fortæller hun.
Færre ressourcer kræver nytænkning
Reformen ledsages af besparelser, som er et grundvilkår for arbejdet. Det indebærer blandt andet en skarp prioritering og en mere differentieret tilgang til borgerne i Syddjurs.
"Vi kan ikke gøre det samme for alle. Vi er nødt til i endnu højere grad at tage udgangspunkt i den enkelte borger og spørge, hvad der giver mest mening her. Det betyder også, at vi i højere grad kommer til at arbejde med gruppeforløb og digitale løsninger som supplement til den personlige kontakt," forklarer Tina Kjærgaard Mogensen.
Samtidig understreger hun, at relationen fortsat er afgørende. Det gælder særligt for de borgere, der er længst fra arbejdsmarkedet.
"Vi ved fra både forskning og erfaring, at relationen mellem borger og den fagprofessionelle har stor betydning. Den professionelles tro på borgeren gør en forskel. Derfor kommer vi til at holde fast i relationsarbejdet, også selvom rammerne bliver strammere."
Borgeren ved roret
Et centralt element i Syddjurs' tilgang er ønsket om at arbejde mere helhedsorienteret og med borgerens egne mål som udgangspunkt.
For de mest udsatte borgere skal indsatsen desuden i højere grad hænge sammen på tværs af områder.
"Ambitionen er, at borgerne oplever en mere sammenhængende indsats, hvor det ikke er systemet og proceskrav, der spænder ben. Mange af vores borgere har brug for flere forskellige indsatser, og der skal overgange og samarbejde fungere endnu bedre, end de gør i dag," lyder det fra Tina Kjærgaard Mogensen.
Derudover skal flere borgere tilbydes en virksomhedsrettet indsats.
"Det er det, vi kan se virker bedst. At komme ud på en arbejdsplads, få nogle arbejdstimer og opbygge erfaring og mestring i eget liv. Det er en vigtig del af indsatsen."
Tilgangen hænger sammen med et mere grundlæggende syn på borgeren.
"Vi arbejder med det, vi kalder borgeren ved roret. Det betyder, at vi tager udgangspunkt i borgerens håb, ønsker og drømme og forsøger at understøtte det. Det er en tilgang, vi kender fra socialområdet, og som vi nu også arbejder med på beskæftigelsesområdet."
Reformen rummer ifølge Tina Kjærgaard Mogensen et stort potentiale, men også en række dilemmaer, som ikke må overses.
"Der er mange gode elementer i reformen, som vi bør tage ned og arbejde med. Men det er også en meget stor reduktion, og det er en balancegang. Vi skal både lykkes med at skabe bedre resultater for borgerne og samtidig få økonomien til at hænge sammen."
Hun peger samtidig på, at succeskriterierne er flere end blot beskæftigelse.
"Vi skal selvfølgelig have flere borgere tættere på arbejdsmarkedet og understøtte, at virksomhederne kan få den arbejdskraft, de efterspørger. Men vi skal også sikre, at vores medarbejdere trives i den her omstilling, og at det fortsat er et godt sted at gå på arbejde. Det er en vigtig del af at lykkes."
Syddjurs Kommune har blandt andet valgt at samle social og beskæftigelsesindsatsen og arbejde mere helhedsorienteret med borgere længst fra arbejdsmarkedet.
Erfaringerne blev for nylig præsenteret på Beskæftigelsestræf i Odense, hvor Tina Kjærgaard Mogensen holdt oplæg om kommunens tilgang.
Sidst opdateret: 09/04/2026 - 11:01














































