Af Ulla Wernberg-Møller, socialchef Ikast-Brande Kommune.

Vi står foran udpegningen af en ny socialminister. Et nyt navn, en ny stemme og forhåbentlig også nye ambitioner for et område, der alt for længe har levet i spændingsfeltet mellem høje forventninger og utilstrækkelige rammer.

Som chef på socialområdet, har jeg et klart håb: At den kommende minister vil insistere på et markant ambitionsløft. Ikke kun økonomisk – men fagligt, strukturelt og menneskeligt.

For vi ved det godt: Socialområdet er komplekst. Men det er ikke en undskyldning for uklarhed. Tværtimod kalder kompleksiteten på tydelig retning.

Et af mine væsentligste ønsker er derfor, at vi får styrket den overordnede faglige styring af området. Den igangværende diskussion om en specialeplan er et vigtigt skridt i den rigtige retning – og den må ikke miste momentum. På sundhedsområdet har man gennem mange år arbejdet systematisk ud fra specialer og sikret, at de rette kompetencer er til stede og at der er metodeklarhed. Den samme faglige ambition bør gælde socialområdet. Målet er ikke at centralisere alt, men at sikre kvalitet og ensartethed i de mest komplekse indsatser. Borgerne har krav på, at hjælpen bygger på viden og specialiserede kompetencer – uanset hvor i landet de bor.

Samtidig er det afgørende, at vi ikke mister blikket for nærhedsprincippet. Langt de fleste borgere på socialområdet har brug for indsatser i deres nærmiljø. De har brug for relationer, kontinuitet og mulighed for at leve et liv tæt på familie, netværk og lokalsamfund.

Men netop her er der en vigtig opmærksomhed, som jeg håber, den kommende minister vil tage med sig: Løsningerne på socialområdet må ikke tage udgangspunkt i en forestilling om, at hele landet ligner de største bykommuner. Danmark er også mellemstore og mindre kommuner, hvor geografi, infrastruktur og befolkningssammensætning stiller nogle helt andre krav til organisering og tilbud. Jeg tror ikke, at det er et enten/eller, men et både/og. Vi kan godt have høj faglig specialisering og samtidig fastholde nærheden – men det kræver politisk vilje og en bevidst styring.

Mere tillid, mindre detailstyring

Et andet centralt ønske handler om lovgivningen. I dag oplever både borgere og kommuner, at lovgivningen på socialområdet i alt for høj grad spænder ben for de gode løsninger. Intentionerne er ofte gode – at sikre retssikkerhed og ensartethed – men i praksis bliver reglerne så detaljerede og komplekse, at de reducerer vores mulighed for at handle fleksibelt.

Et konkret eksempel er muligheden for at flytte borgere til mere passende boliger. I dag kan det være både juridisk og administrativt så vanskeligt, at selv løsninger, som både borgere og pårørende ønsker, ikke kan realiseres. Det er ikke værdigt. Og det er ikke klogt.

Vi har brug for en lovgivning, der i højere grad sætter retning frem for at regulere i detaljer. En lovgivning, der giver plads til faglig dømmekraft og lokale løsninger. Kort sagt: mere tillid og mindre detailstyring.

Men hvis vi skal træffe bedre beslutninger – både politisk og fagligt – er der én ting, vi ikke kommer uden om: Viden. I dag ved vi ganske enkelt for lidt om, hvad der virker på socialområdet. Det er et problem. For uden solid viden, risikerer vi at bruge ressourcer på indsatser, der ikke skaber den ønskede effekt – og endnu værre: At vi ikke får øje på de løsninger, der faktisk gør en forskel.

Derfor bør den kommende socialminister prioritere en markant styrkelse af forskningen på socialområdet. Vi har brug for systematisk opbygning af viden, stærkere kobling mellem praksis og forskning og en langt mere ambitiøs tilgang til evaluering og dokumentation.

I forlængelse heraf er det også afgørende, at vi får bedre muligheder for at afprøve nye løsninger. Velfærdsteknologi og kunstig intelligens rummer et stort potentiale – også på socialområdet. Men i dag er rammerne for at teste og implementere nye teknologier langt mere restriktive end eksempelvis på ældreområdet.

Det bør vi ændre. Ikke ukritisk – men med mod. For hvis vi ikke tør afprøve nye veje, risikerer vi at fastholde borgere og medarbejdere i løsninger, der kunne være både bedre og mere værdige.

For mange bliver mødt med fordomme

Endelig er der en dagsorden, som ofte bliver nævnt, men alt for sjældent prioriteret i praksis: Afstigmatisering. Vi siger, at mennesker med handicap er ligeværdige borgere med ret til deltagelse i samfundet. Men virkeligheden halter. Mange oplever stadig at blive mødt med fordomme og lavere forventninger.

Hvis vi mener det alvorligt, kræver det en langsigtet og målrettet indsats. Vi kan lade os inspirere af regionspsykiatrien, hvor man gennem årtier har arbejdet systematisk med at nedbryde stigma. Det er ikke sket fra den ene dag til den anden – men det er sket, fordi det blev prioriteret. Det samme mod og den samme vedholdenhed har vi brug for på socialområdet.

Det er mange håb og drømme, men jeg ved at vi er mange aktører på området, der vil spille positivt ind i denne fortsatte udvikling. Hvis det lykkes, tror jeg på at det bliver mere attraktivt at lave politik på området, også lokalpolitisk.