Ankestyrelsen og kommunerne navigerer efter forskellige hensyn, når de behandler sager på socialområdet. Det er en af pointerne i bogen Skøn, magt og retssikkerhed, der er bind 7 i Magtudredningen 2.0. Det bind handler om borgerens møde med velfærdssamfundet.

Der er særligt stor fokus på det socialfaglige skøn. Skønnet følger ikke entydige regler men skal derimod udøves inden for rammerne af en kompleks lovgivning, hvor økonomi og politik sætter betingelserne for praksis.

Her peger magtudredningen på afgørende forskelle mellem Ankestyrelsen og kommunerne, og den virkelighed, som de opererer i, hvor særligt økonomi er en afgørende forskel.

Mener en borger, at en kommune har begået en fejl i en sag, kan borgeren klage til Ankestyrelsen, hvorefter styrelsens jurister skal vurdere, om de juridiske kriterier for retssikkerheden er opfyldt. Det dækker over, om dokumentationen er fyldestgørende, tidsfristerne overholdt og borgeren korrekt partshørt.

Det er altså en formel retslig kontrol af, om borgerens retssikkerhed er sikret. Ankestyrelsen må ikke gå ind i skønnet, men undersøge om skønnet er udøvet korrekt, når det kommer til dokumentation og begrundelser.

En afgørelse kan godt være faglig korrekt, selvom Ankestyrelsen sender den hjem til kommunen, hvilket ofte afføder frustrationer i kommunerne:

"Derfor er der også en vis frustration at spore i kommunerne, som handler om, at Ankestyrelsen kun har blik for ét aspekt af det socialfaglige arbejde – og ikke det, der af mange sagsbehandlere opleves som det mest centrale i arbejdet, nemlig selve den faglige vurdering," står der.

Omvendt er det ifølge Ankestyrelsen den altovervejende problematik i kommunerne, at sagerne ikke bliver ordentligt belyst. Afgørelsen kan være korrekt, men er begrundelserne ikke tilstrækkelige, og der mangler oplysninger, er det ikke muligt at afgøre, om sagsbehandleren har gjort sit arbejde. Manglende oplysninger relaterer sig ofte til, at en sagsbehandler skal foretage en konkret og individuel vurdering.

Siden 2017 har der i debatten på socialområdet været et stort fokus på omgørelsesprocenten, hvor det blev besluttet årligt at lave danmarkskort over de enkelte kommuners omgørelsesprocenter. Det blev beskrevet som en tørresnor, hvor kommunerne blev hængt til tørrer.

Her indgår hjemvisninger også som omgørelser, hvilket kan give indtryk af, kommunen har truffet en forkert afgørelse, men Ankestyrelsen efterprøver ikke det faglige skøn.

Ankestyrelsen skal ikke forholde sig til økonomi

Kommunerne skal navigere i en virkelighed med begrænset prioriteringsrum og stram økonomistyring. Siden 2018 har kommunerne over en bred kam været presset af de stigende udgifter på det specialiserede socialområde.

Gennem de senere år er kommunernes økonomiske handlefrihed blev væsentligt mindre på det specialiserede socialområde.

Efter flere år med store budgetoverskridelse blev sanktionsloven gennemført i 2011. Året efter kom budgetloven, der fastlægger faste udgiftsrammer og giver staten større mulighed for at gribe ind ved budgetoverskridelser. Samtidig forpligtede serviceloven fra 2012 kommunerne til at tage økonomien med i betragtning, når de behandler en borgers sag. Her skal både faglige og økonomiske hensyn indgå, når det skal vurderes, hvilken støtte der kan bevilges.

For Ankestyrelsens jurister indgår overvejelser om ressourcer og proportionalitet som udgangspunkt ikke.

"Det står klart, at kommunerne og Ankestyrelsen til en vis grad opererer i forskellige virkeligheder. Set fra kommunernes perspektiv bør ressourceforbruget i en enkelt sag stå mål med sagens omfang og karakter. Set fra Ankestyrelsens perspektiv skal oplysningen i hver enkelt sag være så grundig, at der ikke efterlades nogen tvivl."

Ifølge magtudredningen er det netop i mødet mellem de overordnede rammer og den konkrete praksis, at udfordringer med retssikkerheden på socialområdet opstår.

Medierne og enkeltsager presser tilliden

Det specialiserede socialområde er som konsekvens af omgørelsesprocenterne og den stramme økonomis betydning for sagsbehandlingen også blevet placeret højt på mediernes dagsorden.

Her bliver der ofte stille spørgsmålstegn ved borgerens retssikkerhed.

Mediernes dækning er med til at sætte rammen for opfattelsen af velfærdsstaten og behandlingen af udsatte borgere. Her kan enkeltsager påvirke borgernes forestillingen om hjælpen og støtten, de kan forvente, samt tilliden til den kommunale sagsbehandling.

"Knap en tredjedel af de borgere, der udtrykker lav tillid til kommunerne, begrunder det med mediernes dækning af skandalesager, så det peger på, at mediernes dækning har betydning for opfattelsen af kommunernes arbejde."

Derudover kan enkeltsager i medierne også få stor betydning for lovgivningen, politikerne gennemfører.

Magtudredningens analyser bygger på interviews med 19 sagsbehandlere og teamledere i fem kommuner samt med 16 jurister i Ankestyrelsen.

Den første magtudredning blev gennemført ved årtusindskiftet. Magtudredningen 2.0 følger op på udviklingen siden da i perioden 2025 til 2028 med en bogserie på 45 bind.

Den er iværksat og støttet af Folketinget og formidles desuden gennem podcasten Jagten på magten samt via offentlige arrangementer rundtomkring i landet, der blandt andet afholdes i samarbejde med Folkeuniversitetet i Aarhus.

Du kan læse mere om det seneste bind her.