
Det er ikke altid, det går helt efter planen, når Mette Frederiksen kaster sig ind i debatten på socialområdet. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix (arkiv)
Analyse
Når Mette Frederiksen taler socialpolitik, går det sjældent helt, som hun ønsker
Talen ved det Socialdemokratiske årsmøde var langt fra første gang, Mette Frederiksen kaster sig ind i debatten på socialområdet. Men hvordan plejer det egentligt at gå?
Udgivet: 22/09/2026
Profitlofter og velfærdskriminalitet fyldte ved statsminister Mette Frederiksens årsmødetale i Aalborg, hvor hun kastede sig ind i debatten på socialområdet.
Her genåbnede statsminister Mette Frederiksen debatten om profitlofter som et redskab til at bekæmpe velfærdskriminalitet. Et forslag, der dog ikke er opbakning til internt i regeringen, da socialminister Monika Rubin (M) har afvist idéen.
Men selvom man hurtigt kan få den idé, at forslaget mest af alt var designet til at skabe god stemning og et godt årsmøde for det socialdemokratiske bagland frem for reel politisk forandring, er det er langt fra første gang, at statsministeren har kastet sig ind i debatten på socialområdet.
Det er dog ikke altid, det går helt, som statsministeren lægger op til. Nedenfor gennemgår NB-Social de tre seneste eksempler.
Værdigheden, der lod vente på sig
Det seneste eksempel er fra Folketingets åbning i 2024. Her fyldte den kommende værdighedsreform en hel del i Statsminister Mette Frederiksens åbningstale. Hun talte om skilleveje, mere værdighed i socialpolitikken, stofindtagelsesrum og vigtigheden af forebyggelse.
Faktisk havde hun allerede kort nævnt reformen ved afslutningsdebatten 2024, hvor hun direkte sagde:
"Jeg glæder mig til, at vi efter sommer kan præsentere regeringens udspil til en ny værdighed i socialpolitikken."
Det skete som bekendt ikke. Og selvfølgelig kan det gå langsomt i dansk politik, men værdighedsreformen er stadig ikke lovbehandlet, og der er nu gået mere end to år, siden statsministeren bebudede et udspil efter sommerferien.
Selve aftalen om en værdighedsreform landede først januar 2026. Det er dog først i sommeren 2026, den kunne blive sendt i høring af den nye socialminister Monika Rubin, da valget og den lange regeringsdannelse var veloverstået.
Så selvom Mette Frederiksen brugte meget krudt og energi på reformen i 2024, hvor hun dedikerede sin åbningstale til reformen, er meget lidt sket siden.
Udover den nye SSFMR-regering ønsker at gennemføre aftalen fra januar, vil den også styrke reformen. Hvordan vides ikke endnu, ligesom der ikke er så mange erfaringer at konkludere ud fra endnu, da reformen som bekendt ikke er blevet afprøvet i virkeligheden endnu.
Kaldte på flere anbringelser, men det blev ikke en del af aftalen
I sin første nytårstale fyldte socialpolitikken også en hel del for statsminister Mette Frederiksen, der kaldte på flere anbringelser.
Hun sagde blandt andet:
"Flere udsatte børn skal have et nyt hjem. Tidligere end i dag. Og vilkårene for anbragte børn skal være langt mere stabile. Det helt afgørende for et lille barn. Det er at vokse op med tryghed, kærlighed og stabilitet. Derfor bør flere udsatte børn også bortadopteres."
Den tale blev fulgt op med et regeringsudspil, der netop lagde op til flere anbringelser og bortadoptioner med tvang.
Men da den endelige aftale Barnets Lov landede i maj 2021, var det med væsentlige blødere formuleringer, ligesom flere anbringelser ikke var et mål i sig selv. Aftalen kunne med andre ord ikke leve op til statsministerens ønske om flere anbringelser
Her gik der dog også en del tid, inden loven faktisk blev lovbehandlet, da der også kom et Folketingsvalg i vejen. Derfor var det først i juni 2023, at loven blev vedtaget. Den trådte i kraft 1. januar 2024.
Ikke indfriede mål om unge
I sin nytårstale i 2023 vendte Mette Frederiksen tilbage til blandt andet socialområdet, da hun talte om de 45.000 udsatte unge, der hverken var i job eller uddannelse.
"Det er et svigt, når det aktive samfundsliv ikke har en plads til os allesammen. Hvis nogle af jer unge ser med i aften: Vi har brug for jer! I den nye regering har vi valgt at lade jer, der har det sværest, være vores vigtigste opgave."
Den tale blev blandt andet fulgt op med den politiske aftale om Ungeløftet, hvor der blev afsat 1,3 milliarder kroner frem mod 2035, der blandt andet skulle gå til at styrke indsatser til unge med psykiske eller sociale problemer.
Dog kunne man i en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i juli 2026 læse, at det generelt går langsomt med at knække kurven. Særligt hvis man skal leve op til målene fra VLAK-regeringen, der blandt andet sammen med Socialdemokratiet opstillede følgende mål:
- Et delmål på højest 38,500 unge uden job og uddannelse i 2025
- Højest 24.000 i 2030.
2025-delmålet var end ikke halvvejs indfriet, da der var 43.400 unge mellem 15 og 24 uden job og uddannelse.
Sidst opdateret: 22/09/2026 - 11:23














































