
Antallet af underretninger om børn og unge er steget med 163 procent i Ballerup og 147 procent i Rødovre på fem år. - Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix
Kommuner kan reagere tidligere på bekymringer om børn og unge med målrettet indsats
Antallet af underretninger er steget. Størst er stigningen i Ballerup og Rødovre. Kommunerne peger på, at de er blevet bedre til at opdage og registrere bekymringer om børn og unge tidligere.
Udgivet: 29/09/2026
Antallet af underretninger om børn og unge er steget langt mere i Ballerup og Rødovre end på landsplan.
Fra 2020 til 2025 er antallet steget med henholdsvis 163 procent i Ballerup og 147 procent i Rødovre. På landsplan er stigningen 42 procent.
Begge kommuner peger på, at udviklingen blandt andet hænger sammen med en mere systematisk indsats for at opdage bekymringer og sikre, at de bliver registreret som underretninger.
I Ballerup har kommunen gennem flere år arbejdet aktivt på netop det, fortæller centerchef i Børne- og Ungerådgivningen, Pia Fussing Nielsen, til NB-Kommune.
"Jeg kunne se, at vores underretningstal lå meget lavt og var selvfølgelig meget nysgerrig på det. Det, vi har gjort, er at være meget offensive med information ude i vores skoler og dagtilbud. Det er noget, vi har arbejdet med i flere år nu," siger hun.
Vil opdage børnene tidligere
Da Pia Fussing Nielsen kom til kommunen for knap fire år siden, lå Ballerup lavt i statistikken for antallet af underretninger. Kommunen har siden arbejdet intenst med at gøre medarbejdere på skoler og i dagtilbud opmærksomme på deres underretningspligt.
Børne- og ungerådgivere er samtidig mere til stede på skoler og i dagtilbud. En del af arbejdet har handlet om at sikre, at en bekymring, som kommunen allerede arbejder med, også formelt bliver registreret som en underretning, når der er grundlag for det.
Pia Fussing Nielsen peger desuden på, at Ballerup i dag ligger på omtrent samme niveau som flere af de kommuner, som Ballerup sammenligner sig med.
"Jeg tænker, at vi når flere af de borgere, der har brug for hjælp nu. Rent retssikkerhedsmæssigt er vi også blevet bedre til at registrere oplysninger om vores borgere som en underretning, når der kommer en bekymring," siger Pia Fussing Nielsen.
Samme forklaring i Rødovre
Også i Rødovre kæder kommunen stigningen sammen med ændringer i arbejdet omkring børn og unge, og kommunen har blandt andet styrket samarbejdet mellem skoler, dagtilbud, socialrådgivere, PPR og sundhedsplejen.
"Flere børn og unge landet over oplever desværre mistrivsel og har brug for støtte. Men stigningen i antallet af underretninger hænger lige så meget sammen med, at vi er blevet bedre til at opdage bekymrende tegn og reagere tidligere," skriver Michael Karlsen, socialdirektør i Rødovre Kommune, i et skriftligt svar til NB-Kommune.
Rødovre har samtidig styrket den forebyggende indsats, blandt andet gennem tilbuddet Mød Mig, hvor børn, unge og forældre kan få hjælp uden ventetid.
"Selvom udviklingen i antallet af underretninger selvfølgelig skal tages alvorligt, er det positivt, at fagpersoner og andre omkring børnene reagerer," påpeger Michael Karlsen.
Underretning skal ikke forbindes med anbringelse
I Ballerup arbejder kommunen samtidig på at ændre den måde, en underretning bliver oplevet af familierne på.
Ifølge Pia Fussing Nielsen ved mange familier nemlig ikke, hvad det indebærer at modtage hjælp fra kommunen, og nogle forbinder en underretning direkte med risikoen for, at deres barn bliver anbragt.
Derfor arbejder Ballerup med såkaldte "dialogbaserede" underretninger. Det vil sige, at når en skole eller et dagtilbud er bekymret for et barn, skal forældrene så vidt muligt inddrages, og en sagsbehandler fra skolen eller dagtilbuddet kan komme med til et møde og fortælle forældrene om den bekymring, der er for det pågældende barn, fremfor at der blot sendes en underretning til kommunen.
"Dermed kan vi også afmystificere lidt, hvad det betyder med en underretning," siger Pia Fussing Nielsen.
Stigningen koster ressourcer
Selvom kommunerne ser positivt på, at bekymringer bliver opdaget og registreret, betyder flere underretninger også mere arbejde.
I Ballerup mærkes udviklingen på ressourceforbruget.
"Flere underretninger betyder typisk flere børne- og ungesager. Så ressourcemæssigt har vi brug for flere medarbejdere på det her område," siger Pia Fussing Nielsen afslutningsvis.
På landsplan modtog kommunerne 193.500 underretninger i 2025. Det er seks procent flere end året før, og antallet er steget hvert år, siden statistikken første gang blev offentliggjort i 2015.
I 2025 blev der underrettet om 102.200 forskellige børn og unge. For 38 procent af dem blev der indgivet mindst to underretninger i løbet af året.
Sidst opdateret: 29/09/2026 - 10:10














































