En ny takstmodel skal blandt andet sikre større gennemsigtighed. Men det er ikke ligegyldigt hvordan, mener SelvejeDanmark.

En ny takstmodel skal blandt andet sikre større gennemsigtighed. Men det er ikke ligegyldigt hvordan, mener SelvejeDanmark. - Foto: PR-Foto.

Debat

Selveje Danmark: En ny takstmodel må ikke svække den specialiserede indsats

En ny takstmodel på botilbudsområdet skal understøtte, at borgerne får den indsats, de har behov for, og at tilbuddene har mulighed for at levere den. Det mener sekretariatschef, Eva Lunding Olsen.

Udgivet: 20/10/2026

Del artiklen:

Af Eva Lunding Olsen, sekretariatschef, Selveje Danmark

I regeringens lovprogram er en ny takstmodel på det specialiserede socialområde igen aktuel. Det er der gode grunde til. Større gennemsigtighed og bedre muligheder for at sammenligne priser kan styrke kommunernes økonomiske overblik og styring.

Det er en ambition, vi deler i Selveje Danmark.

Men det er ikke ligegyldigt, hvordan gennemsigtigheden skabes. For det, der på papiret kan gøre økonomien lettere at styre, kan samtidig få konsekvenser for den indsats, den enkelte borger modtager.

En takstmodel er ikke blot et neutralt økonomisk redskab. Den skaber også incitamenter, som kan påvirke både kommunernes visitation, tilbuddenes tilrettelæggelse af indsatsen og mulighederne for at opretholde specialiserede tilbud.

Derfor er der særligt to risici, politikerne bør være opmærksomme på. Risiciene hænger tæt sammen, for når ydelser og priser standardiseres, risikerer både hensynet til borgerens individuelle behov og specialiseringen at komme under pres.

Borgerens behov må ikke tilpasses en ydelsespakke

I arbejdet med en ny takstmodel under den tidligere SVM-regering var en del af ambitionen at indføre ydelsespakker med faste priser. Tanken var at skabe en tydeligere sammenhæng mellem indsats og pris.

Den første risiko handler om, hvad der sker, hvis standardiserede ydelsespakker får for stor betydning for visitationen og den indsats, borgeren modtager.

Det har en åbenlys styringsmæssig appel. Når forskellige støtteniveauer kan beskrives og prissættes på forhånd, bliver økonomien lettere at overskue. Problemet opstår, hvis ydelsespakkerne ikke blot bruges til at skabe overblik, men i praksis kommer til at definere, hvilken indsats borgeren kan få.

På socialområdet er støtteomfanget nemlig kun én del af billedet. To borgere kan have behov for samme antal støttetimer, men for vidt forskellige indsatser.

Den ene kan have brug for støtte til at skabe struktur i hverdagen, fastholde rutiner og håndtere praktiske gøremål. Den anden kan have behov for lige så mange støttetimer, men samtidig have komplekse problemstillinger med eksempelvis selvskade, udadreagerende adfærd eller svær psykisk mistrivsel. Her kan indsatsen kræve specialiserede kompetencer, særlige metoder og et højt fagligt beredskab.

Det samme antal støttetimer er altså ikke nødvendigvis udtryk for den samme indsats eller det samme ressourcebehov.

En ny takstmodel skal kunne rumme de forskelle. Ellers risikerer vi, at borgerens behov skal tilpasses en på forhånd defineret ydelsespakke, frem for at indsatsen tilrettelægges på baggrund af en konkret og individuel vurdering.

Ensartede priser kan føre til afspecialisering

Den anden risiko er tæt forbundet med den første, men handler om den anden side af samme problemstilling – når priserne ikke afspejler forskellene i den specialiserede indsats, risikerer de at svække grundlaget for at levere den.

Mere ensartede priser kan gøre det lettere at sammenligne tilbud. Men hvis væsentligt forskellige indsatser placeres inden for de samme prismæssige rammer, risikerer forskellene i den faglige indsats at blive mindre synlige. Dermed kan ensartede priser paradoksalt nok føre til mindre gennemsigtighed i, hvad kommunerne faktisk betaler for.

Samtidig kan der opstå et økonomisk pres på de elementer, der gør indsatsen specialiseret.

Specialisering er nemlig ikke én enkelt omkostning, der let kan sættes på formel. Den ligger i medarbejdernes kompetencer og erfaring, de faglige metoder, normeringen, den faglige ledelse og de fysiske rammer, der gør tilbuddet i stand til at håndtere komplekse problemstillinger.

Hvis taksterne ikke i tilstrækkelig grad afspejler disse forhold, kan tilbuddene blive presset til at reducere netop de elementer, der er afgørende for kvaliteten af den nødvendige specialiserede indsats.

Afspecialisering sker næppe fra den ene dag til den anden. Den kan ske gradvist, når det bliver vanskeligere at finansiere og fastholde specialiserede kompetencer og faglige miljøer. I sidste ende kan tilbud til borgere med særligt komplekse behov blive for økonomisk risikable at drive, og specialiseret kapacitet, som har taget mange år at opbygge, kan gå tabt.

Det vil først og fremmest ramme de borgere, der er afhængige af en højt specialiseret indsats.

Og det vil være et paradoks, hvis regeringens ambition om at styrke det højt specialiserede socialområde gennem specialeplanlægning samtidig undermineres af en takstmodel, der skaber økonomiske incitamenter i den modsatte retning.

Gennemsigtighed skal vise forskellene – ikke udviske dem

Målet med en ny takstmodel bør ikke være ensartethed, men større gennemsigtighed i, hvad der driver omkostningerne. Hvilken indsats har borgeren behov for? Hvilke kompetencer kræver den? Og hvilke ressourcer og hvilken grad af specialisering er nødvendige?

Derfor bør standardiseringen først og fremmest handle om, hvordan taksterne beregnes og dokumenteres – ikke om at standardisere borgernes behov eller den faglige indsats.

Samtidig bør takstmodellen hænge tæt sammen med både VUM og specialeplanlægningen, så vurderingen af borgerens behov, den nødvendige specialisering og økonomien understøtter hinanden frem for at trække i forskellige retninger.

Vi har brug for større gennemsigtighed på det specialiserede socialområde. Men gennemsigtigheden skal gøre os klogere på forskellene mellem indsatserne – ikke skjule dem.

En ny takstmodel skal understøtte, at borgerne får den indsats, de har behov for, og at tilbuddene har mulighed for at levere den. Ellers risikerer vi at skabe bedre styring på papiret, men svække indsatsen i praksis.

Sidst opdateret: 20/10/2026 - 11:17

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]