Venstre er ikke med til forhandlingerne i Finansministeriet.

Venstre er ikke med til forhandlingerne i Finansministeriet. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix (arkiv)

Psykiatriforhandlinger: Kun de røde partier er med i Finansministeriet

Mens de røde partier forhandler i Finansministeriet, forhandler de borgerlige stadigvæk i Sundhedsministeriet. Venstres Martin Geertsen kalder det besynderligt.

Udgivet: 15/09/2022

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Der er nu kommet et a og et b hold i psykiatriforhandlingerne.

"Det er gået op for os ved at læse i dagspressen, at regeringen og de røde partier sidder ovre i Finansministeriet og drøfter et eller andet. Og vi andre er blevet inviteret til nogle drøftelser i Sundhedsministeriet," siger Venstres sundhedsordfører Martin Geertsen til NB-Social.

Indtil nu har alle partier forhandlet i Sundhedsministeriet. Tirsdag skulle parterne mødes for fjerde gang. Her var det meningen, at partierne skulle forhandle uden bagkant, hvilket man typisk gør, når man er tæt på at lande en aftale.

Men det var aflyst, og partierne forhandler i stedet bilateralt.

"Jeg synes, det er lidt mærkeligt, hvis man gerne vil have en aftale, der holder lidt længere end valgdatoen," siger Martin Geertsen.

Martin Geertsen og Venstre har været til forhandlinger i Sundhedsministeriet onsdag den 14. Og partiet er stadig meget indstillet på at lande en bred aftale, så det kan holde længere end næste valg.

"Jeg synes, det ville være noget besynderligt at lave en smal aftale om noget, der skal række langt ud i fremtiden," siger Geertsen og hæfter sig ved muligheden for et regeringsskifte ved det kommende valg.

"Derfor synes jeg, det er mest naturligt at lave en aftale, som alle kan se sig selv i. At alle sad omkring bordet og forpligtede hinanden på, at det er det her, vi gør."

"Vi sidder med bind for øjnene"

Generelt er Martin Geertsen ret kritisk overfor regeringens forhandlingsforløb. Både i forhold til, hvor sent regeringen indkaldte til forhandlinger, men også måden forhandlingerne har forløbet på.

"Alle de her forhandlinger har lidt været præget af, at vi sidder med bind for øjnene," siger Martin Geertsen og fortsætter:

"Først sad vi med bind for øjnene ovre i Sundhedsministeriet, fordi regeringen ikke ville diskutere økonomi. Og nu sidder den blå opposition med bind for øjnene, fordi vi ikke aner, hvad der bliver drøftet i Finansministeriet."

Enhedslisten: Det er legitimt nok

Hos Enhedslisten synes man ikke, det er mærkeligt, at forhandlingerne er delt op til to. De mener, man sagtens kan lave de generelle mål bredt politisk, mens forskellige mindre flertal så løbende finder finansieringen de kommende år.

"Det afgørende er, at den tiårige psykiatrihandlingsplan sagtens kan laves som en bred aftale, hvor partierne forpligter sig til det," siger Enhedslistens sundhedsordfører Peder Hvelplund til NB-Social og fortsætter:

"Så er det klart, at der er partier, der kan være med til at finde finansiering på finanslove. Det synes jeg er legitimt nok. Det afgørende er, uanset om man sidder i regeringskontorerne eller i Folketingssalen, om man leverer på det."

Læs også:
Enhedslisten: Nu er der fremdrift i psykiatriforhandlingerne

Sidst opdateret: 16/09/2022 - 06:29

Temaer: Psykiatri

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]