
Ninna Thomsen, der er direktør i Mødrehjælpen, forventer en stor stigning i antallet af familier, der søger julehjælp i år. - Foto: Jeppe Bjørn Vejlø/Ritzau Scanpix (arkiv)
Hjælpeorganisationer til politikere: Giv flere penge til julehjælp
En række hjælpeorganisationer opfordrer i et fælles brev politikerne til at give flere penge til julehjælpen.
Udgivet: 31/10/2023
Fem hjælpeorganisationer går sammen om en fælles henvendelse til politikerne med opfordring om at tilføre ekstra penge til vinter- og julehjælpen.
Det skriver Mødrehjælpen i en pressemeddelelse.
Det er Mødrehjælpen, Røde Kors, Blå Kors, Dansk Folkehjælp og Frelsens Hær, der forsøger at råbe politikerne op i et brev, de har afsendt tirsdag.
Ninna Thomsen, der er direktør i Mødrehjælpen, forventer en stor stigning i antallet af familier, der søger julehjælp i år.
- Vi kan se, at julehjælpen kommer under et kæmpe pres i år. Der er nemlig på nuværende tidspunkt allerede 30 procent flere ansøgere til julehjælp hos Mødrehjælpen, end det var tilfældet i samme periode sidste år, siger hun.
I brevet skriver organisationerne, at selv om inflationen er aftaget, er priserne på dagligvarer stadig højere end for et år siden, og mange familier er derfor fortsat pressede.
- Det her brev skal ses som et råb på hjælp. Vi rejser en meget, meget stor bekymring i forhold til, at der vil være massivt mange familier i år, der vil have brug for julehjælp for overhovedet at kunne holde jul, lyder det fra Ninna Thomsen.
/ritzau/
Sidst opdateret: 31/10/2023 - 12:54














































