
I dokumentaren følger vi blandt andet Michael og hans mor. Michael er en af de borgere, der udsættes for omsorgssvigt. - Foto: TV 2 DANMARK © (copyright TV 2)
Mediekommentar: Kritisk tv2 dokumentar viser ikke noget om det generelle billede
Den nye tv2 dokumentar om handicapområdet indeholder triste eksempler på omsorgssvigt, men viser lidt om den generelle indsats. Læs NB-Socials redaktørs kritik her.
Udgivet: 02/11/2023
Tv2 programmet Operation X har netop haft fokus på handicapområdet med dokumentaren Nødråb fra natten, som har vækket stor forargelse.
Dokumentaren ser nærmere på forholdene på to forskellige bosteder. Det drejer sig om tilbuddet Lynghuset i Københavns Kommune, hvor tv2 havde fået en muldvarp med skjult kamera ansat, og Odinsgård i Haderslev Kommune.
Allerede på nuværende tidspunkt har dokumentaren affødt en række politiske reaktioner, heriblandt fra socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil, der også er blevet kaldet i samråd.
Og lad mig starte med at slå fast: Der er ingen, der synes, det er rart at se en borger med handicap råbe efter hjælp flere timer om natten. Det er heller ikke sjovt at se en borger være selvskadende og slå sig selv i hovedet, fordi medarbejderne ikke aktiverer ham, ligesom det er stærkt ubehageligt at se borgere, der ikke bliver skiftet.
Dokumentaren indeholder en lang række eksempler på omsorgssvigt, som ingen ved sit fulde fem måtte ønske skulle ske for nogen.
Kan ikke konkludere noget generelt
Det er dog ikke det samme som, at der ikke er problemer med dokumentaren.
Dokumentaren starter med den nyligt afgivne undskyldning fra socialministeren til de tidligere anbragte borgere i sær- og åndssvageforsorgen. Det rejser jo spørgsmål om, hvorvidt vi behandler borgere med handicap bedre i dag?
Mange, der ser dokumentaren, vil sikkert være efterladt med et andet indtryk, for dokumentaren indeholder flere eksempler på omsorgssvigt. Men hvis man sætter det lig med behandlingen, de tidligere anbragte fik i sær- og åndssvageforsorgen, så glemmer man, hvor dårligt og inhumant borgere med handicap blev behandlet den gang.
Det er en tung bevisbyrde at løfte, og der er ikke i dokumentaren nogen dokumentation for, at eksemplerne fra Lynghuset eller Odingård er generelle for, hvordan vi behandler borgere med handicap i Danmark.
Man kan ikke bruge dokumentaren til at konkludere noget generelt om indsatsen, selvom eksemplerne er ubehagelige.
Velvalgte case for et kritisk blik
Dokumentaren tager udgangspunkt i to cases. Her har tv2 som bekendt valgt Odingård og Lynghuset.
Særligt Odingård er et velvalgt bosted, hvis man gerne vil tegne et kritisk billede af indsatsen i Danmark. Der har både været en række kritiske historier om stedet bragt i JydskeVestkysten, ligesom en konsulentrapport fra 2021 fastslog, at der var for lavt et fagligt niveau.
Faktisk har man lokalt i Haderslev i september besluttet at lukke stedet i kølevandet på dokumentaren.
Ved Lynghuset havde tv2 modtaget en henvendelse fra en whistleblower, der tidligere havde været ansat på stedet og set flere eksempler på omsorgssvigt.
Tv2 fik så som bekendt en medarbejder ansat som muldvarp, der gik og optog med skjult kamera.
Den metode kan man mene meget om. Der er formentlig en række arbejdspladser, hvor man i løbet af nogle måneder med mange timers optagelse, kan få flere minutters problematisk opførsel ved at følge nogle brodne kar. For der sker fejl på alle arbejdspladser. Ligesom du vil kunne finde brodne kar andre steder end bostederne.
Når det er sagt, legitimerer det selvfølgelig ikke eksemplerne på omsorgssvigt.
Whistleblower-funktion bedre egnet end tilsyn
Men dokumentaren viser også flere interessante elementer, som man kan tage med videre.
Hvis vi starter med tilsynene. Socialtilsynet er jo lavet i den bedste mening - netop for at opdage den slags omsorgssvigt. Men det gjorde tilsynet ikke.
Mens tv2's muldvarp var til stede, var Socialtilsynet forbi og beskrev Lynghuset som et sted med høj faglighed, hvor borgerne trives. Det indtryk fik man ikke af at se dokumentaren.
Først efter whistleblower og tv2 kom på banen gav socialtilsynet skærpet tilsyn og rejste kritik.
Men her viser dokumentaren nok egentlig, at whistleblower-funktionen er bedre egnet til at opdage og rykke på den slags. Fordi det jo er medarbejderne, der kender bostedet bedst og ved, hvad det er, der foregår på stedet.
Så det er nok whistleblowerordningen, man bør rykke sit fokus hen mod og sikre ordentlige rammer.
Handler også om ledelse
Men det kræver også, der er en ledelse, der griber bolden. Og netop ledelse er utroligt vigtigt for at løse problemerne, hvilket også blev tydeligt i dokumentaren.
Det er ledelsen på bostedet, der skal være på og have en klar fornemmelse af, hvad det egentlig er, der foregår på stedet. Ligesom det er ledelsen, der åbent skal stå frem, når der sker fejl og sikre, at det ikke sker igen.
Derfor skal politikerne også være særligt opmærksomme på, at det har konsekvenser, når man sparer på ledelseslagene.
Slutteligt handler det også om faglig arbejdskraft. Dokumentaren hæfter sig ved, at muldvarpen blev ansat efter bare ni minutter som ufaglært. Men der er jo stor mangel på arbejdskraft, og lederne på bostederne kæmper som så mange andre med at få vagtplanen til at gå op.
Så vil man undgå omsorgssvigt og den forråelse, som man ofte taler om i debatten, vil det jo altid være en god idé med flere faglærte medarbejdere. Det er ikke en garanti mod omsorgssvigt, men det betyder flere kollegaer med en større pædagogiske værktøjskasse.
Lige det er dog lettere sagt end gjort, da arbejdskraftsmangel er en tilbagevendende udfordring for hele vores velfærdssamfund.
Kort fortalt: Tv2 dokumentaren indeholder mange triste eksempler på omsorgssvigt, men den siger ikke noget om den generelle indsats. Heldigvis er der meget, vi kan lære.
Sidst opdateret: 09/11/2023 - 11:58
Emner: Kultur











































