Der er stor forskel på mistrivsel og så psykisk sygdom.

Der er stor forskel på mistrivsel og så psykisk sygdom. - Foto: PR-Foto, Rockwool Fonden

Forskningsprofessor: Flere diagnoser betyder ikke at flere har fået det dårligere

Man kan ikke konkludere, at flere børn og unge har fået det dårligere, fordi flere får diagnoser. Det kan også være et udtryk for, at vi behandler flere end tidligere, hvor der var et stort mørketal.

Udgivet: 30/11/2023

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Det at flere børn og unge har diagnoser er ikke ensbetydende med, at flere har fået det dårligere. Sådan lyder budskabet fra forskningsprofessor Signe Hald Andersen fra ROCKWOOL Fonden.

"Diagnoser er et udtryk for, at vi behandler nogle, der har en sygdom. Det er systemaktivitet," siger hun til NB-Social.

En af grundene til flere får diagnoser i dag skyldes, at man politisk ville gøre noget ved det store mørketal, der tidligere var i psykiatrien.

"Over de sidste 20 år er der sket det i Danmark, at man har fået øjnene op for, at der har været et stort mørketal for psykiatrien. Der er mange, der har gået ubehandlet rundt. Det førte til, at man i slut-nullerne besluttede at gøre en indsats for at hjælpe den her gruppe."

Det betyder, at den stigning vi ser i diagnoser i princippet godt kan betyde, at flere har fået det dårligere. Men det kan også være et udtryk for, at vi behandler flere.

Signe Hald Andersen peger på et konkret eksempel fra Region Nordjylland, hvor der indenfor en årrække var sket en stor stigning i antallet af børn og unge, der var i psykiatrien. Forklaringen var, at man i regionen havde lykkedes med at ansætte en psykiater.

På den måde var der ikke flere unge, der havde fået det værre, det var bare et udtryk for bedre kapacitet.

Mistrivsel og psykisk sygdom er ikke det samme

Mange undersøgelser og rapporter fokuserer meget på øget mistrivsel blandt unge. Tilbage i august måned lavede Institut for Folkesundhed en undersøgelse om trivslen i folkeskolen, hvor det særligt pigerne i 9. klasse var i mistrivsel.

Læs også:
Kæmpe udfordring for kommunerne: Stor mistrivsel hos pigerne i 9. klasse

Men ifølge Signe Hald Andersen er det vigtigt at skelne mellem psykisk lidelse og mistrivsel.

"Mistrivsel er meget noget, vi finder blandt de unge, men ungdomslivet har jo altid været vanskeligt."

Ved den seneste psykiatriaftale havde politikerne ifølge Signe Hald Andersen travlt med at koble mistrivsel og psykisk sygdom sammen. Det var vigtigt at gøre noget her og nu, så den mistrivsel, der er i befolkningen, ikke fører til psykisk sygdom.

"Det er at springe et rigtig langt skridt baseret på relativt begrænset viden om, hvad sammenhængen her er."

Hun peger konkret på skizofreni-diagnosen, hvor der er meget klare kriterier for, hvornår man har skizofreni. Man bliver ikke pludselig skizofren, bare fordi man er i mistrivsel. Ligesom man ikke behøver at være i mistrivsel, bare fordi man lider af skizofreni.

Ifølge Signe Hald Andersen mangler vi også viden omkring, hvor permanent den mistrivsel er på individniveau.

"Når vi spørger et udsnit af befolkningen med jævne mellemrum og ser, at det er 30 procent, der mistrives, er det så de samme 30 procent? Så er det et andet problem, end hvis det altid er en vilkårlig 30 procent af vores ungdom, der mistrives."

Sidst opdateret: 30/11/2023 - 12:37

Temaer: Psykiatri

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]