
Det sociale frikort er en succes. Nu bliver ordningen muligvis forlænget. - Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Det sociale frikort er en succes
Stadig flere udsatte får et socialt frikort, efter man besluttede at forlænge forsøgsordningen tilbage i 2020. Nu overvejer man at videreføre ordningen.
Udgivet: 31/03/2022
Det sociale frikort er en succes.
Mere end 5.000 mennesker er blevet visiteret til et socialt frikort. Og mere end 1800 er kommet i job takket være det sociale frikort, viser en ny evaluering som socialstyrelsen har fortaget for Social- og Ældreministeriet.
Allerede nu drøfter man politisk, om man skal lave en toårig forlængelse af ordningen.
Siden evalueringen er tallene faktisk steget yderligere. På nuværende tidspunkt hedder det knap 5.500 mennesker, der er blevet visiteret, og 2200 mennesker i job.
Det sociale frikort er en ordning, der siden 2019 har gjort det muligt for særligt socialt udsatte at tjene op til 20.000 kroner skattefrit - uden at blive modregnet i ydelse.
Antallet af visitationer og andelen af mennesker, der har benyttet deres sociale frikort i forbindelse med en eller flere ansættelser, er steget stødt siden ordningen blev indført. I 2021 blev samlet set 2.239 mennesker visiteret til et socialt frikort, hvilket er næsten lige så mange som i 2019 og 2020 tilsammen.
Selv et par timers arbejde kan betyde meget for livskvaliteten
Social- og ældreminister Astrid Krag (S) siger i en pressemeddelelse:
"Selv et par timers arbejde kan for socialt udsatte betyde meget for livskvaliteten og den generelle trivsel. To-tredjedele af borgerne, der har benyttet ordningen, havde minimum én diagnose på visitationstidspunktet. Samtidig er de langt fra arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet. Derfor glæder det mig meget, at der stadig er flere, der bliver visiteret til sociale frikort, så flere hjemløse og andre udsatte kan få lidt ekstra penge mellem hænderne og højere livskvalitet."
Blandt de mennesker, der har anvendt deres sociale frikort, er beskæftigelsen steget fra 1 til 9 procent halvandet år efter, at de blev visiteret til ordningen. Samtidig er 10 procent kommet i fleksjob og 2 procent overgået til SU.
Samlet har 94 kommuner visiteret en eller flere borgere til et socialt frikort. For en tredjedel af borgerne har det ført til en ansættelse via ordningen. På tidspunktet for visitation til ordningen modtog 96 procent af borgerne ydelser som kontanthjælp mv., førtidspension eller ressourceforløb.
Der er gennemsnitligt blevet tjent 15.500 på hvert anvendt socialt frikort.
Det er partierne bag Aftalen om satspuljen på børne- og socialområdet 2018-2021 Venstre, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Alternativet, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti, der har afsat midler til en forsøgsordning med et socialt frikort til borgere med særlige sociale problemer.
Man kan få et socialt frikort, hvis
- man har en særlig social problemstilling som for eksempel hjemløshed, misbrug eller en psykisk lidelse
- man hverken har været under ordinær uddannelse eller haft en arbejdsindkomst på over 10.000 kr. (2022) inden for de seneste 12 måneder
- man har opholdt sig i riget i sammenlagt 9 år inden for de seneste 10 år, jf. § 11 i lov om aktiv socialpolitik
/Høyer
Sidst opdateret: 03/04/2022 - 11:20














































