
Ny organisering i Aarhus Kommune skal skabe stærkere faglige miljøer på voksenhandicapområdet - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Aarhus Kommune omorganiserer på handicapområdet
Behovet for stigende specialisering får Aarhus Kommune til at omorganisere på handicapområdet. Tre geografiske borgercentre bliver til fire fagligt specialiserede centre.
Udgivet: 19/04/2022
I Aarhus Kommune vil man styrke og kvaliteten på deres handicaptilbud. Derfor siger kommunen farvel til Borgercenter Nord, Borgercenter Vest og Borgercenter Syd til oktober. Fremover skal området organiseres i fire nye centre med hvert sit faglige speciale.
Ambitionen er, at den nye organisering i højere grad skal gøre det muligt at dyrke faglige specialer på tværs af tilbud, dele erfaringer og finde fælles udviklingsmuligheder. Derudover er det meningen, at et mindre ledelsesspænd skal bidrage til en mere nærværende ledelse.
Derfor vil voksenhandicapområdet i Aarhus Kommune foruden et myndighedscenter fremover består af følgende fire specialiserede udførercentre:
- Center for autismetilbud til voksne med speciale inden for autisme
- Center for bosteder til voksne med speciale inden for udviklingshæmning
- Center for specialpædagogiske tilbud til voksne med speciale inden for psykiatri, omsorg og hjerneskade
- Center for bofællesskaber og beskæftigelse til voksne med speciale inden for læring og beskæftigelse
Hvert center får ansvar for at understøtte de andre centre med den specialviden, som de opbygger indenfor deres område.
”Behovet for specialisering er stigende, og derfor har vi haft brug for at kaste et både kærligt og kritisk blik på vores indretning af handicapområdet,” siger Anders Winnerskjold, social- og beskæftigelsesrådmand i Aarhus Kommune, i en pressemeddelelse og fortsætter:
”I samarbejde med både medarbejdere, pårørende og samarbejdspartnere har vi skabt en ny organisering, som tager udgangspunkt i faglige specialer. Det er blandt andet blevet tydeligt, at vi har brug for at skabe stærkere faglige miljøer omkring autisme, udviklingshæmning og beskæftigelse, og det kan en ny organisering være med til at understøtte. Der er stor opbakning hele vejen rundt, og jeg er sikker på, at organiseringen på sigt vil bidrage positivt til både borgeres og medarbejderes trivsel og udvikling.”
Formanden for Handicaprådet i Aarhus Kommune, Finn Amby, udtaler i en pressemeddelelse:
”De fire nye centre er en tydelig markering af, at man arbejder aktivt med at udvikle og styrke fagligheden på handicapområdet – til gavn for både aarhusianere med handicap og deres pårørende. Derfor hilser Handicaprådet den nye organisering velkommen. Men en ny organisering gør det langt fra alene. Der må også tilføres flere ressourcer.”
Sidst opdateret: 19/04/2022 - 13:12
Emner: Handicap, Aarhus Kommune, Det specialiserede socialområde














































