Selvom pårørende og inddragelse af pårørende har været på den politiske dagsorden i en årrække, er der stadig ikke nogen fælles forståelse af, hvordan det giver mening at arbejde med pårørende blandt centrale aktører på socialområdet. Der konkluderer en ny VIVE rapport.

Generelt har mange kommuner i dag lavet en struktur for, hvordan pårørende kan inddrages og støttes bedst muligt. I nogle kommuner har man lavet pårørendepolitiker og strategier, mens andre har tilbudt konkret indsatser til pårørende. En del borger- og pårørendeorganisationer tilbyder også en del indsatser for pårørende.

Tidligere har man ellers kunne læse i en rapport fra Socialstyrelsen om udfordringer i forhold til voksne på det specialiserede socialområde, at mange kommuner har givet udtryk for, at de oplever udfordringer ved at samarbejde med pårørende til voksne på det sociale område. 49 procent af kommunerne angav, at de i mindre grad har fokus på, at pårørende til voksne på det sociale område fik den rette hjælp og støtte. Samtidigt angav 50 procent af kommunerne, at de i mindre grad havde tilstrækkelige metoder og indsatser til at understøtte pårørendes involvering i borgerens liv.

Men nu viser det sig, når man sammenligner indsatser til pårørende på tværs af målgrupperne mennesker med handicap, psykisk sårbarhed og social udsathed, så kan man se, at der er stor forskel på, hvordan og hvor meget kommunerne inddrager pårørende i deres arbejde med borgerne.

Pårørende til mennesker med handicap har fået en større stemme i debatten

På handicapområdet er de pårørende væsentligt godt organiseret, når man sammenligner med de psykisk sårbare og socialt udsatte. Flere organisationer peger ifølge rapporten på, at de pårørende til mennesker med handicap har fået en større stemme i debatten. Det gælder dog primært de pårørende, der er organiseret.

Ligeledes har socialpsykiatrien årtiers erfaring med at inddrage pårørende i eksempelvis behandlingen af mennesker med psykiske lidelser. De har også en del erfaring i forhold til at målrette misbrugsbehandling til hele familien.

"Når vi arbejder med pårørende peers til mennesker med psykisk udsathed skal vi undgå at introducere ideen om, at de pårørende er skyldige i psykisk sygdom. Psykisk sygdom er resultatet af en kompleks en kombination af biologi og socialt og opvækst," er der eksempelvis en anonymiseret repræsentant fra målgruppen psykisk sårbarhed, der siger i rapporten.

Behov for at udvide den klassiske forståelse af pårørende

Men når man ser på de socialt udsatte, tegner der sig et anderledes billede. Her er der stor enighed blandt eksperter og fagpersoner indenfor hjemløshed og misbrug om, at der er langt sværere at finde pårørende at arbejde med. På samme måde betragter det de heller ikke som deres opgave at inddrage eller støtte pårørende.

Her peger rapporten på, at hvis fagpersoner skal se arbejdet med pårørende som relevant og en del af deres arbejdsområde, så kræver det, at man udvider forståelsen af ’de pårørende’ fra de mere klassiske forældre- og søskenderoller til også at omfatte netværk og fællesskaber i en bredere og mere dynamisk forstand.

Særligt på misbrugsområdet er pårørende afgørende. Både i forhold til at igangsætte og motivere, men også fastholde misbrugeren i behandling. Pårørende er afgørende at inddrage, hvis man ønsker at skabe varige forandringer.

Kommunerne står overfor en svær opgave

Ifølge rapporten står fagpersonerne i kommunerne overfor en svær opgave. For det første fordi det kan være svært at rekruttere pårørende til at deltage i indsatserne, da det ikke er alle de pårørende, der har mulighed eller overskud til at bede om hjælp. Det er heller ikke alle pårørende, der kan se en mening med den tilbudte hjælp.

For det andet er det svært for fagpersoner at vurdere, hvornår de kommer til at holde fagpersoner ude, som ellers gerne ville inddrages. Eller hvornår deres inddragelse af pårørende kan give dem opgaver, de ikke kan løfte.

Samtidigt er der en risiko for, at man kan inddrage pårørende på måder, der har en negativ betydning for deres eller borgerens trivsel. Nogle gange er borgerens sociale eller psykiske problemer knyttet til dynamikker i familier eller netværket.