Både DH og Dansk Socialrådgiverforening savner retssikkerheden i regeringens udspil.

Både DH og Dansk Socialrådgiverforening savner retssikkerheden i regeringens udspil. - Foto: PR-Foto: formand Danske Handicaporganisationer, Thorkild Olesen

Hvor er retssikkerheden i regeringens handicapudspil?

Både Danske Handicaporganisationer og Dansk Socialrådgiverforening efterlyser retssikkerheden i regeringens udspil. Der er dog også gode takter i udspillet.

Udgivet: 24/05/2022

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Aktører som Danske Handicaporganisationer (DH) og Dansk Socialrådgiverforening efterlyser retssikkerheden i regeringens udspil. De er kritiske overfor, at mange af regeringens initiativer og retningslinjer til kommunerne kun er rådgivende.

"Kommunerne kan lade være med at følge anbefalingerne. Det gør man ikke op med her. Nu kalder man det specialfunktioner og rådgivningsfunktioner, men resultatet er det samme. Det er stadigvæk økonomien, der kommer til at afgøre, om man bruger den viden, der kommer fra de specialfunktioner og rådgivningsfunktioner," siger formand for Danske Handicaporganisationer Thorkild Olesen.

Selvom der kommer nationale retningslinjer for eksempelvis visitationen, så kan kommunen stadig lade være med at følge dem, hvis de eksempelvis vurdere, det er for dyrt.

Grundlæggende er DH dog positive overfor, at man laver en specialeplan:

"Vi synes jo som udgangspunkt, det er en rigtig god idé at lave en specialeplan. Vi er enige i, der er nogle, der har behov for en højt specialiseret indsats. Det som vi også hæfter os ved er, at når man laver en specialeplan, så vil det jo også betyde, at den viden man opbygger på det højt specialiserede område også kan bruges på det almindeligt specialiserede socialområde."

Dansk Socialrådgiverforening: Hvor er retssikkerheden?

Dansk Socialrådgiverforening er på linje med DH kritiske overfor den manglende retssikkerhed i regeringens udspil.

"Det er stadig kommunerne, der skal træffe nye afgørelser. Det er også det, mange af handicaporganisationerne har været ude at kritisere. Hele den debat, der har været om retssikkerhed på handicapområdet, oplever vi ikke bliver løst med det her forslag," siger næstformand i Dansk Socialrådgiverforening, Ditte Brøndum, og henviser til den generelle debat om økonomi overfor faglighed.

De er dog ikke kun kritiske hos Dansk Socialrådgiverforening. Her er de nemlig positive overfor de dele af udspillet, der går på mere specialiseret viden. De synes grundlæggende, det er godt, at man arbejder for, der ikke sker en afspecialisering.

"Vi oplever, der er behov for at få specialiseret viden ind i visitationen. Det er det, vores medlemmer sidder med, og hvis man skal sige noget om, hvad der er godt for forskellige borgergrupper, så er det at være godt klædt på," siger Ditte Brøndum.

Hun håber, det med udspillet bliver sværere at lave grønthøsterbesparelser på sociale tilbud, når det bliver mere præcist, hvad de skal indeholde.

Noget andet de er positive overfor i Dansk Socialrådgiverforening er rådgivningsfunktionerne, da det sikrer mere specialiseret viden.

"Det vi oplever i dag er, at det kan være svært at få adgang til specialiseret viden. Der er kæmpe flaskehals til at få hjælp hos VISO. Der bliver også tænkt i kortere forløb, hvor man får lidt hurtigere hjælp og sparring. Det synes vi er en god idé."

Dokumentation

I regeringens udspil 'Et liv med ligeværdige muligheder' står der følgende om de nye faglige visitationsretningslinjer:

Regeringen vil derfor indføre nye faglige visitationsretningslinjer, som angiver, hvilke typer af problemstillinger og behov der kan imødekommes af en eller flere specialfunktioner Visitationsretningslinjerne vil være det landkort som de kommunale sagsbehandlere kan bruge til at finde vej til den rette specialfunktion, ligesom visitationsretningslinjerne vil hjælpe sagsbehandleren til at vurdere, hvornår der er behov for at inddrage en eller flere rådgivningsfunktioner før visitation af borgere med komplekse eller sjældent forekommende behov.

Det betyder altså, at kommunerne ikke skal følge visitationsretningslinjerne, og det er den del, som særligt DH er kritiske overfor.

Sidst opdateret: 24/05/2022 - 13:45

Emner: Det specialiserede socialområde

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]