
I Landsforeningen for de sociale tilbud er de også meget bekymrede for de stigende energipriser. - Foto: PR-Foto LOS Direktør, Mads Roke Clausen
Sociale tilbud: Regeringen må ikke glemme os
Det kan få store konsekvenser for borgere såvel som kommuner, hvis regeringen ikke også giver energihjælp til de sociale tilbud. Det mener Landsorganisationen for sociale tilbud.
Udgivet: 20/09/2022
Regeringen må ikke glemme de sociale tilbud, når de forhandler energihjælp og afdragelses-ordninger, der skal hjælpe private husstande såvel som virksomheder med de høje energipriser. Det mener Landsorganisationen for sociale tilbud (LOS).
I torsdags (den 15.) foreslog regeringen i samarbejde med energiselskaberne at indføre en ordning, som midlertidigt indefryser en del af energiregningen, når prisen overskrider en fastsat grænse.Det får LOS til at råbe politikerne på Christiansborg op, for de sociale tilbud kæmper ligesom alle andre med energipriserne.
"Det handler om nogle af de mest sårbare mennesker, vi har i Danmark," siger direktør
Mads Roke Clausen.
Han mener, at det i værste fald kan ende med lukninger af bosteder, hvis ikke de sociale tilbud inddrages og får hjælp til energiregningerne.
"Bosteder er jo menneskers hjem. Så en lukning er ikke bare en lukning. Det er ikke ligesom en virksomhed. Hvis slagteren lukker, kan man gå over i Dali'Brugsen i stedet for. Det her er nogle mennesker, der skal bo et andet sted," siger Mads Roke Clausen.
Det vil få store konsekvenser for borgerne. Men det vil også ramme kommunerne.
"Det kan blive en kæmpe udfordring for kommunerne. De kommer til at stå med borgere, som skal anbringes andre steder."
Kan ramme indsatserne
I første instans er det dog indsatserne, det går ud over, hvis de sociale tilbud ikke får hjælp.
Det kan både gå ud over den pædagogiske indsats for voksne med handicap, men også hvor sundt mad borgerne på bostederne spiser. Der er nemlig ikke det personale, som LOS vurderer, der skal til for at levere den bedste kvalitet.
Udover de stigende energipriser, kæmper de sociale tilbud også med rekrutterings-udfordringer, hvilket presser lønningerne op.
"Vores bekymring er, at det kommer til at ramme indsatserne for nogle af de mest svage i samfundet," siger Mads Roke Clausen og fortsætter:
"Derfor er det rigtig vigtigt, at vi også får mulighed for at blive dækket af de forskellige typer ordninger, der nu bliver bragt i spil."
I det værste scenarie kommer de sociale tilbud til at mangle kapacitet - blandt andet på grund af fyringsrunder og konkurser. Det vil betyde, at børn og voksne vil mangle et sted at bo.
Det haster meget for de sociale tilbud
Det er generelt et uheldigt tidspunkt for de sociale tilbud. Deres budgetter skal nemlig godkendes af Socialtilsynet i slutningen af september. Derfor er det afgørende, at de ved, om de også kan få hjælp fra staten, når de budgetterer.
"Det haster helt utrolig meget. En ting er, at de skal godkendes, men der skal også noget tid til at lave de her korrektioner. Derfor er det vigtigt, at forhandlingerne kommer til at gå hurtigt," siger Mads Roke Clausen.
Derfor har LOS både henvendt sig til Finansministeriet samt en række ordførere for at skabe opmærksomhed om problemet.
Sidst opdateret: 20/09/2022 - 13:35
Emner: Bosted










































