
Bedre mental sundheds betyder færre sygedage, hvilket er en god forretning for staten. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Fokus på mental trivsel betaler sig
Der er en sammenhæng mellem god mental sundhed og besparelser i samfundet i form af et lavere produktionstab. Det viser en ny dansk undersøgelse.
Udgivet: 27/10/2022
Det betaler sig økonomisk at have fokus på den mentale sundhed. Det fastslår en ny dansk undersøgelse.
Den viser nemlig, at der er en sammenhæng mellem en god mental sundhed og store besparelser for samfundet i form af et lavere produktionstab, da de har færre sygedage.
Produktionstab skal forstås som den økonomiske værdi for samfundet af det arbejde, som de ellers kunne have lavet, havde de ikke været syge.
”Danskere, der trives godt mentalt, og som for eksempel er optimistiske og har overskud, har markant færre årlige sygedage end andre," siger studiets hovedforfatter, forsker Ziggi Santini fra Statens Institut for Folkesundhed, i en udtalelse og fortsætter:
"Jo bedre mental sundhed, jo færre sygedage, og dét får konsekvenser i form af et mindre produktionstab og dermed store besparelser for samfundet.”
I studiet har man inddelt danskernes mentale sundhed i tre grupper: Dårlig, moderat og god.
Her har man regnet sig frem til, at for hver dansker med moderat mental sundhed i 2019 var der året efter en besparelse på 9-12.000 kroner i tabt produktion sammenlignet med produktionstabet for danskere med dårlig mental sundhed.
Endnu bedre ser det ud for danskere med en god mental sundhed. Her var besparelsen nemlig på 13-17.000 kroner.
”Når man sammenligner med danskere, der havde dårlig mental sundhed, viser vores resultater en samlet besparelse på 13-17 milliarder i årligt produktionstab for den andel af befolkningen, der havde god mental sundhed," siger Ziggi Santini i en udtalelse og fortsætter:
"Overordnet set indikerer vores resultater, at produktionstabet vil være lavest, når det mentale velbefindende er på det højest mulige niveau. Altså jo bedre mental sundhed, des mindre tabt produktion.”
Læs mere om undersøgelsen her.Sidst opdateret: 27/10/2022 - 13:57














































