Mange borgere har ikke råd til deres lægeordinerede behandling, derfor vil Enhedslisten gøre receptpligt medicin gratis, men hvad siger en sundhedsprofessor til det?

Mange borgere har ikke råd til deres lægeordinerede behandling, derfor vil Enhedslisten gøre receptpligt medicin gratis, men hvad siger en sundhedsprofessor til det? - Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Afskaffelse af brugerbetaling i sundhedssektoren vil koste milliarder

Enhedslisten har foreslået, at receptpligtig medicin skal være gratis, og Danske Handicaporganisationer har foreslået et loft over egenbetalingen til al lægeordineret sundhedsbetaling. Hvad vil det koste og er der politisk opbakning?

Udgivet: 27/10/2022

Del artiklen:

Danske Handicaporganisationer har foreslået, at der etableres et loft over al egenbetaling på lægeordineret sundhedsbehandling, som inkluderer udgifter til lægeordineret medicin, psykolog, fysioterapi, fodterapi samt special- og omsorgstandpleje, hvor der i dag er en egenbetaling.

Der er tale om et loft på 3.000 kroner om året for voksne og 1.000 kroner for børn.

Forslaget er blandt andet interessant, fordi det kan ses som en udvidelse af det forslag, 11 organisationer, deri blandt Apotekerforeningen, tilbage i 2021 har rettet henvendelse til Sundhedsministeren. Her ønskede de mere lighed i medicintilskudssystemet med baggrund i, at Apotekerne oplevede, at mange borgere ikke købte deres lægeordinerede medicin ved tilskudsårets begyndelse. Ganske enkelt fordi de ikke havde råd.

Forslaget gik ud på, at man etablerede en abonnementsordning i medicintilskudssystemet, hvor den maksimale årlige egenbetaling på 4.272 kr. blev fordelt på månedlige acontobetalinger.

Læs også:
Inflationen presser: Borgere med handicap dropper nødvendig behandling

Nu er spørgsmålet så om en mere udvidet model fra Danske Handicaporganisationer kan finde opbakning blandt partierne i valgkampen?

SF vil gerne se på forslaget

”Jeg er kritisk overfor, at der er så meget brugerbetaling på sundhedsområdet. Det sniger sig hele tiden ind ad bagdøren og det vil jeg rigtig gerne have set på, for det er skævt og rammer folk med små indkomster, og det er uholdbart,” siger Kirsten Normann Andersen, der er sundhedsordfører for SF.

Hun vil altså godt se på forslaget fra DH efter valgkampen. Hun er, som hun siger, klart af den holdning, at man ikke må komme i en situation, hvor folk ikke har råd til fx deres medicin, men det drejer sig ikke kun om gratis medicin til alle, sådan som Enhedslisten er ude at foreslå.

”Det er så væsentligt, at vi får kigget hele vejen rundt. Det drejer sig ikke kun om medicin. Det er også forbindsstoffer og hjælpemidler,” siger Kirsten Normann Andersen til NB-Social. Hun iagttager samtidig en tendens til, at mange kommuner beder borgeren købe rigtig mange ting, som det offentlige egentlig godt kunne bistå med.

Mere nærliggende, at man kigger på medicinen

Hos Det konservative Folkeparti er sundhedsordfører Per Larsen ikke afvisende overfor, at man efter valgkampen drøfter et loft over sundhedsudgifterne for blandt andet borgere med handicap.

”Men for mig er det meget mere nærliggende, at man kigger på medicinen, for det er noget mange mennesker skal blive ved med at have hele deres liv, og man har det jo skattefinansieret det i mange andre lande. Eksempelvis Frankrig - og den tanke tiltaler mig,” siger Per Larsen til NB-Social.

Per Larsen er altså mere på linje med Enhedslistens Mai Villadsen.

”Vi synes, at det er helt uacceptabelt, at syge mennesker går rundt i vores land uden mulighed for at betale for den medicin, de har behov for, siger Mai Villadsen til Ritzau.

Tilskudsordningen til receptpligtig medicin i Danmark er altså ikke nok. Receptpligtig medicin skal i stedet gøres permanent gratis ifølge Enhedslisten.

Alene prisen for gratis medicin vil koste milliarder

Prisen for at gøre receptpligtig medicin gratis er 4,25 milliarder ifølge Enhedslisten. ”Det synes jeg er relativt billigt sluppet,” siger Mai Villadsen.

Hun vil finansiere forslaget, ved at personers aktie- og kapitalindkomst skal beskattes med samme skatteprocent som lønindkomsten.

Men helt så billigt, som Enhedslisten foreslår, er det nu ikke ifølge professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, Jes Søgaard.

”Udgifter til lægeordineret medicin deles næsten ligeligt mellem borger og region. Vi taler her om seks milliarder kroner som borgerne selv betaler, og syv milliarder som borgerne får i tilskud fra regionerne,” siger Jes Søgaard til NB-Social.

Skal man have hel gratis medicin i Danmark, så kommer det altså til at koste 7 milliarder kroner, som skal findes et eller andet sted, hvilket er noget større end det Enhedslisten har taget udgangspunkt i. - Og her taler vi alene om tilskud til medicin.

Man kan nå meget for en milliard

Men hvad det vil koste at gennemfører DH's forslag om et loft på al egenbetaling til sundhedsudgifter er ikke et tal, man lige kan hive ned fra hylden.

Danmark er et af de lande, hvor borgerne ifølge Jes Søgaard betaler relativt mest til medicin, så at gå fra en næsten fifty-fifty deling, til en total gratisordning, som Enhedslisten foreslår, virker voldsomt, påpeger Jes Søgaard.

”Det kunne give mening at snakke om ekstra tilskud til vise brugere. Man kunne fx godt øge den socioøkonomiske tilskudsdel via kommunerne. Man kunne fx skabe en model, hvor man tog visse sygdomsgrupper, som diabetes, KOL-patienter og andre og lod dem slippe helt. Det har man fx i Norge,” siger Jes Søgaard.

Ifølge professoren kun man nå meget af det ønskede, hvis man rettede indsatsen mere socioøkonomisk ”Uden at være nede og se i selve tallene, så kan man nå meget med en milliard,” slutter Jes Søgaard.

Sidst opdateret: 27/10/2022 - 13:57

Temaer: Folketingsvalg

Emner: Danske Handicaporganisationer, sundhed, Tandlæge

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]