Derfor er der så stor en stigning i diagnoser
Der er flere årsager til, at der er så stor en stigning i antallet af diagnoser i psykiatrien. Det er budskabet fra overlæge og professor Merete Nordentoft. Læs om årsagerne her.
Udgivet: 01/11/2022
Overlæge fra Psykiatrisk Center København og professor i psykiatri ved Københavns Universitet, Merete Nordentoft, var inviteret til årsmødet hos Kommunale Velfærdschefer. Her skulle hun komme med sit bud på, hvorfor der er sket så stor en stigning i antallet af diagnoser på det psykiatriske område de seneste år.
Hun peger på kombinationen af to faktorer. Den ene er, at der i en årrække har været en underdiagnosticering af psykiske lidelser, hvilket betyder, at der har været et stort mørketal.
Samtidigt har det tidligere også været mere tabuiseret, end det er i dag at være i mistrivsel, hvilket også kan have fået borgere i mistrivsel til at holde det for sig selv.
I 2013 gennemførte man så en behandlingsgaranti på det psykiatriske område. Den betød, at psykiatriske patienter kunne forvente udredning og behandlingen indenfor 30 dage.
"Det at man har bygget mulighederne for, at folk kunne komme i behandling, det har betydet, at mange flere kom i behandling," siger Merete Nordentoft fra talerstolen og fortsætter:
"Det er ikke, det samme som, at de kun er kommet i behandling, fordi man har bygget muligheden. Men det betyder, der ar været et stort gråt område før i tiden, hvor folk ikke kom i behandling, selvom de havde behov for det."
Den anden faktor er, at der også er en reel stigning i folk, der er i mistrivsel. Nordentoft hæfter sig ved Den Nationale Sundhedsprofil.
"Både for drenge og piger - især de unge - så har der været en stigende andel, der har haft mental mistrivsel. Det er et generelt mønster, men specielt hvis vi kigger på de unge, så er det meget tydeligt," siger Merete Nordentoft og fortsætter:
"Det er ikke alle sammen nogle, der skal i psykiatrisk behandling, men det er noget, man på en eller anden måde skal forholde sig til."
Det er noget strukturelt
Nordentoft forholder sig også til, hvorfor der er flere, der er i mistrivsel. Hun peger på, at det er noget strukturelt i vores samfund. Hvordan det er i vores samfund at være ung.
"Der er et begreb, der hedder acceleration. At det går hurtigere og hurtigere."
Dog savner hun viden på området.
"Jeg synes, basalt set, vi bør vide noget mere om, hvorfor de unge har det dårligt. Og vi skal ikke kun kigge på, som noget vi diagnosticerer. Vi skal også kigge på det bredere."
Sidst opdateret: 02/11/2022 - 09:44
Temaer: Psykiatri
Emner: Psykisk syge









































