Spørger man PPR-lederne er der særlig mangel på pædagogisk erfaring.

Spørger man PPR-lederne er der særlig mangel på pædagogisk erfaring. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Ny undersøgelse: PPR-ledere efterspørger flere pædagogiske kompetencer

PPR-ledere (pædagogisk psykologiske rådgivning) efterspørger flere ansatte med erfaring fra den pædagogiske praksis, hvis PPR skal lykkes med at skifte fokus fra udredning til forebyggelse.

Udgivet: 22/11/2022

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Pædagogisk psykologisk rådgivning (PPR) står midt i store ændringer, hvor man skifter fokus fra udredning til forebyggelse.

Ifølge et nyt studie fra DPU - Danmark Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet, vurderer PPR-lederne, at det kræver flere medarbejdere med erfaring fra den pædagogiske praksis.

Tidligere handlede om PPR's opgave særligt om at foretage pædagogisk psykologisk udredning og vurdering af enkeltbørn samt eventuelt tildele specialpædagogisk bistand eller specialundervisning.

I dag har PPR i højere grad fokus på det forebyggende arbejde med hele børnegrupper og på at foretage interventioner i skolens klasserum.

Det har dog været svært at gennemføre det paradigmeskifte i praksis. Stik imod hensigten bliver stadig flere børn udredt, tildelt diagnoser og placeret i særlige behandlingstilbud.

"Kommunerne forsøger at gennemføre et paradigmeskifte fra diagnosticering og segregering til øget brug af pædagogisk forebyggelse i daginstitutioner og i skolen, men undersøgelsen fra DPU bekræfter, at der er et stykke vej igen," siger Claus Holm, leder af DPU, Aarhus Universitet i en udtalelse.

Han fortsætter:

"DPU uddanner årligt 250 kandidater i pædagogisk psykologi, som er specialiseret i at bygge bro mellem psykologiske og pædagogiske interventioner. Jeg synes, undersøgelsen henleder opmærksomheden på, at disse kompetencer har afgørende betydning for at lykkes med dette paradigmeskifte."

Behov for ansatte til at udvikle indsatser i fællesskab

Rapporten har tre hovedkonklusioner. Den første konklusion er den om efterspørgslen af flere ansatte med pædagogisk erfaring.

Den anden hovedkonklusion er, at der er behov for ansatte i PPR med særlige kvalifikationer til at udvikle indsatser sammen med pædagogisk og lærerfagligt personale i dagtilbud og skole.

Flere af lederne peger blandt andet på, at kandidater i pædagogisk psykologi er en faggruppe med særlige kompetencer til at varetage forebyggende indsatser og at omsætte teori til praksis.

Den tredje og sidste konklusion handler om test. Der er uklarhed om, hvilke faggrupper der må udføre hvilke test. Samtidigt peger rapporten på et behov for at nytænke den måde, psykologiske test bliver brugt i forbindelse med udredningsprocesser.

Tværfaglig bemanding og samarbejdende PPR det bedste afsæt

Ifølge PPR-lederne er et tværfagligt bemandet og samarbejdende PPR det bedste afsæt for at styrke indsatsen.

"Kommunernes PPR-enheder trækker i det daglige på en lang række faggrupper som f.eks. audiologopæder, psykologer og kandidater i pædagogisk psykologi. Den tværfaglige sammensætning er afgørende for, at PPR kan løse de komplekse opgaver, de bliver stillet overfor," siger Charlotte Mathiassen, leder af Afdeling for Pædagogisk psykologi på DPU og fortsætter:

"Undersøgelsen fra DPU indikerer, at der kan være brug for en diskussion af, hvordan det tværfaglige samarbejde styrkes; herunder hvilke arbejdsdelinger der er hensigtsmæssige og hvornår. Det ser bl.a. ud til, at der er uklarhed om, hvilke fagligheder der er kvalificerede til at gennemføre forskellige typer af test."

PPR-lederne er i undersøgelsen overvejende enige om, at indsatserne rettet mod enkeltbørn bedre skal integreres i arbejdet med børne- og elevgrupper. De individuelle udredninger er stadig en af de arbejdsopgaver, der fylder mest, hvorimod klasserumsintervaller og udvikling af læringsmiljøet fylder mindst.

Fakta om undersøgelsen

Undersøgelsen blev gennemført april - juni 2022 som en spørgeskemaundersøgelse, der blev sendt til PPR-ledere i alle 98 danske kommuner. Skemaet blev besvaret af 41 respondenter, hvoraf to også varetager PPR-funktionen i en anden kommune. Knap halvdelen af Danmarks kommuner er derfor repræsenteret i undersøgelsen.

På baggrund af undersøgelsen har DPU udgivet rapporten 'PPR i paradigmeskifte - En undersøgelse af PPR-lederes opfattelser af udfordringer og muligheder med bemanding, uddannelsesbehov og faggrænser'.

Du kan læse rapporten her.

Sidst opdateret: 23/11/2022 - 21:27

Emner: PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning)

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]