Stadig for meget tvang i psykiatrien: Hvert femte barn rammes
Der er fortsat mange, der udsættes for tvang i forbindelse med eller under indlæggelser i psykiatrien. De sidste ti år er det ikke lykkedes at reducere brugen af tvang. Det viser en ny rapport fra Sundhedsstyrelsen.
Udgivet: 22/11/2022
Tvang er stadig hverdagskost i psykiatrien. Det viser en ny rapport fra Sundhedsstyrelsen, der blandt andet viser, at mere end hver femte barn udsættes for tvang.
Fra 1. juli 2021 til 30. juni 2022 er der 5.519 voksne, der er blevet udsat for tvang. Sammenlignet med året før er der faktisk tale et lille fald, men sammenligner man med monitoreringens start i 2011 til 2013 er udviklingen stort set uændret.
Det betyder, at man politisk de sidste ti år ikke er lykkedes med at reducere mængden af tvang i psykiatrien.

Der er en del regionale forskelle, hvor Region Hovedstaden er den region, der anvender tvang mest. Sådan har det været i hele monitoreringsperioden.
Til gengæld er det også den region, der har oplevet det største fald.

Fra 1. juli 2021 til 30. juni 2022 er der sket en stigning i antallet af børn og unge, der har oplevet en eller flere former for tvang. Det drejer sig om 348 børn og unge, hvilket er en stigning på 32 procent i løbet af de seneste to år.
Sammenligner man med 2015, er der sket en stor stigning i antallet af børn, der udsættes for tvang. Mere end hver femte barn - 21,1 procent - oplever enten at blive tvangsfodret, tvangsfikseret, tvangsmedicineret, fastholdt eller på anden måde udsat for tvang.
I 2015 var tallet 15,3 procent.
Generalsekretær i foreningen Bedre Psykiatri, Jane Alrø Sørensen, siger til Ritzau, at tvang er blevet en del af hverdagen på afdelingerne i børne- og ungepsykiatrien, når så mange udsættes for tvang.
"Og man må bare sige, at den her tvang er enorme overgreb over for børnene i børne- og ungepsykiatrien."

Ser man på den regionale fordeling, kan man konstatere, at Region Sjælland har haft langt de største udsving, hvor de særligt i 2016 til 2017 havde mange børn og unge, der blev udsat for en eller flere tvangsforanstaltninger.

Mindre bæltefiksering, mere beroligende medicin
Ser man nærmere på, hvilke typer af tvang, der hyppigst anvendes, kan man se, at markant færre bliver bæltefikseret. Til gengæld er der en stigning i antallet, der får beroligende medicin.
Bæltefiksering er at spænde en psykiatrisk patient fast med et særligt bælte, så vedkommende ikke kan bruge armene og bevæge sig omkring.
Bemærk: I 2014 indgik det daværende Ministerium for Sundhed og Forebyggelse en national partnerskabsaftale med regionerne om at halvere brugen af bæltefikseringer. Derudover skulle den samlede brug af tvang reduceres frem mod udgangen af 2020.

Fakta:
Lov om anvendelse af tvang i psykiatrien
Psykiatriloven giver hjemmel til, at indlæggelse og behandling kan indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke. Tvangsindlæggelsen eller tvangstilbageholdelsen må dog kun finde sted, såfremt patienten er sindssyg (psykotisk) eller befinder sig i en tilsvarende tilstand, og det vil være uforsvarligt ikke at frihedsberøve den pågældende af hensyn til patientens helbred eller for at afværge nærliggende fare for patienten selv eller andre. Tvang kan i henhold til psykiatrilovens § 1, stk. 2 udelukkende finde sted i forbindelse med indlæggelse og behandling på psykiatrisk eller børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling på offentlige sygehuse.
Psykiatriloven regulerer en række tvangsforanstaltninger, men det følger af mindstemiddelsprincippet, at tvang ikke må benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt for at opnå patientens frivillige medvirken, jf. psykiatrilovens § 4, stk. 1.
Der er to vejledninger, der knytter sig til psykiatriloven, hhv. vejledning nr. 9552 om anvendelse af tvang m.v. i psykiatrien af 10. august 2020 og vejledning nr. 9554 om registrering af tvang m.v. i psykiatrien af 10. august 2020.
Fordi tvangsanvendelse er så indgribende, er der retssikkerhedsgarantier knyttet til beslutninger om tvangsanvendelse. Bl.a. skal patienter, der udsættes for tvang, have beskikket en patientrådgiver, tvangen skal protokolføres og indberettes, og patienten har mulighed for at klage over tvangsindgrebet og skal modtage en eftersamtale.
Sidst opdateret: 22/11/2022 - 14:05
Temaer: Psykiatri









































