
Kommuner som Rudersdal er er blandt de kommuner, hvor personindkomsterne stiger mest. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix (arkiv)
Geografisk ulighed: Indkomsten stiger mere i bykommunerne
Personindkomster stiger i alle kommuner, men de stiger mere i bykommunerne end landkommunerne. Samtidigt stiger indkomsterne mere i de kommuner, hvor personindkomsterne er høje i forvejen. Se din kommune her.
Udgivet: 01/12/2022
Personindkomster stiger. De sidste 10 år er de personlige indkomster steget med 12 procent. Hvor indkomsterne i 2011 var på 330.000, er de i 2021 steget til 370.000 før skat. Det viser et nyt notat fra VIVE.
Den er baseret på ECO Nøgletal og bygger på data om kommunernes udgifter, struktur, finansiering og befolkningssammensætning fra Danmarks Statistikbank.
Se den gennemsnitlige personlige indkomst i din kommune nederst i artiklen.
Der er dog kommunale forskelle. De personlige indkomster stiger nemlig mere i bykommunerne end landkommunerne.
Nedenstående figur inddeler kommunerne i fire kategorier efter graden af by og land samt andelen af borgere, der pendler til arbejde i en anden kommune.
Her kan man se, at i de to bykommunekategorier er den gennemsnitlige indkomst steget med henholdsvis 11,5 og 11,4 procent. I mellem- og yderkommunerne er det derimod 10 og 10,1 procent.
Bemærk: Yderkommuner dækker over 30 kommuner, hvor den største by har under 30.000 indbyggere. Derudover har en relativt stor del af borgerne langt til en større by og/eller pendler til arbejde i en anden kommune.
(Artiklen fortsætter under figuren)
De rige bliver rigere
De personlige indkomster er steget mest i de kommuner, hvor de i forvejen var høje. Det drejer sig om kommuner som Gentofte, Rudersdal, Lyngby-Taarbæk og Frederiksberg. Det viser figur tre.
Figuren tager udgangspunkt i, hvad de personlige indkomster var i 2017, og hvilken stigning der har været fra 2017 til 2021.
Kommunerne fordeler sig spredt på tværs af begge akser, men tendensen med, at de rige kommuner er blevet rigere, er klar.
(Artiklen fortsætter under figuren)
En tredje tendens, man kan læse i analysen, er, at mænds indkomster i gennemsnit er højere end kvinders, men de stiger faktisk også mere. I perioden er den gennemsnitlige indkomst for mænd steget med 13,9 procent, hvor kvindernes gennemsnitlige indkomst til sammenligning kun er steget med 9,4 procent.
Bemærk: Fra 2007 til 2009 faldt de personlige indkomster, men ellers har de været stigende.
(Artiklen fortsætter under figuren)
Se hvordan den gennemsnitlige personlige indkomst i din kommune her:
Sidst opdateret: 01/12/2022 - 13:31














































