Store forskelle: Nordjylland og Lolland-Falster har mange arbejdsløse unge uden uddannelse
Mens en række kommuner i hovedstadsområdet og Vestjylland klarer sig bedre end ventet, er der mange unge uden job og uddannelse i flere nordjyske kommuner samt Lolland-Falster. Se din kommune her.
Udgivet: 10/01/2023
Nye tal fra Indenrigs- og Sundhedsministeriets Benchmarkingenhed viser, at der er store kommunale forskelle, når det kommer til antallet af unge uden uddannelse eller et job.
I 2021 var andelen på landsplan 6,3 procent - det svarer til 42.515 personer. Der er tale om et lille fald, da den i 2018 var på syv procent.
Læs mere om udviklingen her:
Den tendens ser vi også kommunalt, hvor 79 af kommunerne har en lavere andel unge uden job og uddannelse end i 2018. I 19 kommuner gør den modsatte tendens sig gældende.
Der er tale om unge i alderen 15 til 24 år. Undersøgelsen kategorisere efter, om den unge ikke har gennemført en ungdomsuddannelse, ikke er i gang med en uddannelse (enten en
ungdomsuddannelse eller en anden uddannelse - for eksempel grundskolen, FGU eller STU, ikke er i beskæftigelse og ikke er på førtidspension.
Det bliver opgjort den 1. oktober.
Andelen af unge uden uddannelse eller beskæftigelse i 2021 spænder fra fire procent for kommunerne med den laveste andel - Frederiksberg og Gentofte Kommune - til næsten 12 procent for kommunen med den højeste andel, som er Morsø.
Særligt en række nordjyske kommuner samt flere sjællandske og Lolland-Falster har en høj andel af unge uden uddannelse eller job.
Det er i sig selv ikke så mærkeligt, at kommunerne har forskellige resultater, da de har forskellige rammevilkår. Men forskellene i rammevilkårene tager benchmarkingindikatoren højde for.
Benchmarkingindikatoren er forskellen mellem den faktiske og den forventede andel i 2021 opgjort i procentpoint. En negativ benchmarkingindikator angiver således, at kommunen har færre unge uden uddannelse eller beskæftigelse, end man kunne forvente ud fra kommunens rammevilkår.
Her udmærker Morsø Kommune sig igen negativt, da kommunen klarer sig markant værre, end man ellers forventede af kommunen.
I den anden ende af skalaen er Billund Kommune, der klarer sig bedre end ventet.
Flere unge er droppet ud
I analysen kan man læse, at flere af de unge faktisk har været i gang med en uddannelse. 37 procent af de unge uden uddannelse eller beskæftigelse har tidligere været i gang med en ungdomsuddannelse, men er droppet ud igen. Faktisk er over halvdelen droppet ud i løbet af det første halve år.
På kommune niveau varierer det fra 24 til 52 procent af unge, der tidligere har været i gang med en uddannelse.
Samme tendens kan seniorforsker fra VIVE, Iben Bolvig, bekræfte.
"Nogle af dem har været indskrevet på en uddannelse og så fundet ud af, det ikke var det rigtige for dem. Måske er de droppet ud af gymnasiet. Der kan også være nogle, der er droppet ud af et efterskoleforløb, som hellere vil gå i gymnasiet og afventer starten til sommer."
Samtidigt kan man læse, at blandt de unge uden uddannelse og beskæftigelse, var 37 procent af dem også uden job og uddannelse i både 2019 og 2020. Det peger på, at flere unge sidder fast i systemet.
Den andel varierer også på tværs af kommunerne, nærmere bestemt fra 18 til 43 procent.
Sidst opdateret: 12/01/2023 - 12:10
Emner: Billund Kommune, Frederiksberg Kommune, Gentofte Kommune, Morsø Kommune









































