
Over 15.000 forældre kan derfor ikke passe deres arbejde. Det betyder, at kommunernes udgifter til tabt arbejdsfortjeneste stiger. - Foto: Anthon Unger/Ritzau Scanpix (arkiv)
Kommunerne har uheldige incitamenter ved tabt arbejdsfortjeneste
Flere borgere er nødt til at blive hjemme for at passe deres børn. Ifølge borgmester skyldes det blandt andet besparelser. Kommunerne får tilskud fra staten, når de udbetaler tabt arbejdsfortjeneste.
Udgivet: 12/01/2023
Flere borgere kan ikke passe deres arbejde på grund af et sygt barn eller et barn i mistrivsel, viser tal fra Danmarks Statistik samt flere artikler fra DR.
Over 15.000 forældre kan derfor ikke passe deres arbejde. Og det betyder, at kommunernes udgifter til tabt arbejdsfortjeneste stiger.
Ser man på udviklingen siden 2017, bruger kommunerne nu omkring 610 millioner kroner mere, da kommunerne i 2021 brugte 1,6 milliarder kroner.
Ifølge Kommunernes Landsforening (KL) er flere forældre på tabt arbejdsfortjeneste, da børnene ikke kommer i skole.
Samme budskab har professor i psykologi på Aarhus Universitet, Mikael Thastum, der forsker i skolefravær.
Han siger til DR:
"Det tyder på, at mange børn med særlige behov ikke trives i skolen, i og med at de ikke vil komme i skolen. Det er en desperat situation som forældre at skulle være hjemme, fordi ens barn ikke kan være i skolen, siger han og understreger, at skolefravær er dyrt for samfundet."
Borgmester i Silkeborg og næstformand i KL's socialudvalg, Helle Gade (S), peger på, at kommunerne er økonomisk pressede og derfor må skære ned på tilbud.
"Nå vi som kommune bliver presset på økonomien, så er det lidt som at tisse i bukserne. Man kommer ind i en dårlig spiral med at skære ned på områder, som vi godt ved har en forebyggende indsats, fordi man er nødt til at finde noget økonomi nogle steder," siger hun til NB-Social og fortsætter:
"Det er en dårlig spiral, man kommer ind i. For skal man først have vendt skuden igen og have genopbygget et forebyggende arbejde, både i forhold til tabt arbejdsfortjeneste og de tilbud, der skal være til de unge mennesker, der er i mistrivsel. Så tager det endnu længere tid."
Kommunerne får tilskud fra staten
Problemet er, at der er en del uhensigtsmæssige incitamenter for kommunerne, når det kommer til tabt arbejdsfortjeneste, da det er billigere at have forældrene hjemme til at passe deres børn.
Ifølge servicelovens §177 får kommunerne tilskud fra staten på 50 procent for deres udgifter til tabt arbejdsfortjeneste ved borgere, der i hjemmet forsørger et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
Ifølge forskningschef i CEPOS, Karsten Bo Larsen, kan det ofte økonomisk bedre betale sig for kommunerne at have forældrene til at gå hjemme.
"Hvis du sidder som sagsbehandler, og du er presset på økonomien, så kan der ske det, at hvis du nu tilbyder et billigt tilbud, der ikke kan tilfredsstille det, barnet med handicap har brug for, så vælger forældrene at gå derhjemme og passe barnet. Det sparer kommunen med højst sandsynlighed penge på, på den korte bane," siger han til NB-Social og fortsætter:
"Der er en maksgrænse på tabt arbejdsfortjeneste på 33.000 kroner om måneden. Og du får jo ikke mange behandlingstilbud for halvdelen af 33.000 kroner om måneden."
Dog gør han opmærksom på, at det på længere sigt kan blive en ret dyr løsning, hvis barnet nu får det værre, end hvis det havde været i et specialiseret tilbud.
Helle Gade kan dog ikke genkende, at kommunerne bruger tabt arbejdsfortjeneste som en spareøvelse.
"Det er ikke en bevidst handling, og det er ikke det, jeg hører, når jeg taler med andre kommuner. Det er ikke en bevidst handling, man laver på den måde, hvor man ser det som en forretningsmodel. Det er ikke noget, der sker i de kommuner, som jeg har kontakt med."
Også lang sagsbehandlingstid på tabt arbejdsfortjeneste
Flere forældre oplever, at de må vente i månedsvis. Det skyldes, at der ikke findes frister for, hvor lang sagsbehandlingstiden skal være.
Enkelte kommuner har dog gennemført vejledende grænser.
Problemet er, at når forældrene passer børn derhjemme, så kan de ikke arbejde, men de kan heller ikke få dagpenge eller kontanthjælp, da de ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet.
Det kan gå ret hårdt ud over familiens økonomi. For nogle familier har det den konsekvens, at de går i stykker. Det ender med skilsmisse eller søskende bliver sat i baggrunden og vantrives, siger Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer, til DR.
Det har affødt en debat om, hvorvidt der bør være en national tidsfrist for kommunerne.
Spørger man Helle Gade er svaret mere nuanceret end som så, selvom hun godt kan forstå, borgere gerne vil have en tidsfrist.
"Jeg synes, det er fint, der kan være en tidsfrist, men det er ikke kun kommunen, der skal sagsbehandle. Det kan også være, der skal indhentes oplysninger ved alle mulige andre instanser," siger hun og fortsætter:
"Og de kan jo også have en sagsbehandlingstid, de ikke kan overholde, men som vi er forpligtet til at vente på."
Fakta om tabt arbejdsfortjeneste
Familier der passer et barn med handicap i hjemmet kan få dækket deres tabte arbejdsfortjeneste, hvis kommunen vurderer, at de er berettiget til det.
Tabt arbejdsfortjeneste gives til familier med børn og unge op til 18 år, hvor barnet eller den unge enten har betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller en indgribende, kronisk eller langvarig lidelse.
Det er en betingelse, at det er en nødvendig konsekvens af barnets eller den unges nedsatte funktionsevne at blive passes hjemme, og at det er mest hensigtsmæssigt, at det er en af forældrene, der gør det.
Eksempelvis hvis den unge har et stort behov for pleje, overvågning og tilsyn, skal deltage i mange behandlinger og undersøgelser eller har en sygdom, der gør det svært for barnet at være i dagtilbud eller skole.
For at komme i betragtning til at modtage tabt arbejdsfortjeneste skal en forælder helt eller delvist være holdt op med sin beskæftigelse for at passe barnet eller den unge i hjemmet.
Kilde: Socialministeriet
Sidst opdateret: 12/01/2023 - 13:36














































