
"Der er borgere, der risikerer ikke at få det faglige tilbud, der kunne have givet dem en chance i livet, fordi der er for få uddannede," siger Benny Andersen, Forbundsformand for Socialpædagogerne - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix (arkiv)
Socialpædagogerne bliver også ramt af udskældt KL beslutning
Kommunernes Landsforening vil ikke længere have kommunerne til at udbetale løn til pædagogmedhjælpere, der uddanner sig til pædagoger. Den udmelding rammer også socialpædagogerne.
Udgivet: 12/01/2023
Kommunernes Landsforenings (KL) beslutning om, at kommunerne ikke længere skal udbetale løn til meritstuderende på pædagoguddannelsen har skabt stor debat.
1. december meddelte KL i et brev til kommunerne, at den ordning er fortid.
Ifølge KL er der ikke nogen hjemmel i overenskomsten til at sende pædagogmedhjælpere på meritpædagoguddannelse med fuld løn. Derfor vil de pædagogstuderende i stedet modtage statens voksenuddannelsesstøtte (SVU) det første år på uddannelsen.
Den beslutning har allerede nu affødt en del debat. Blandt andet har Pædagogernes Fagforbund, BUPL, kritiseret beslutningen.
Men nu blander socialpædagogerne sig også i debatten, da beslutningen også har store konsekvenser for socialområdet.
"I gennemsnit er det kun 50 procent af personalet, der har en socialpædagogisk uddannelse, på de socialpædagogiske tilbud. Det giver kæmpe problemer i forhold til faglighed. Derfor har vi brug for alle mulige redskabet og initiativer, der kan være med til at højne den andel," siger Benny Andersen, der er Forbundsformand for Socialpædagogerne.
Den manglende faglighed vil få utroligt store konsekvenser for borgerne, påpeger Benny Andersen.
"Man skal huske, at de mennesker, socialpædagogerne arbejder med, er fuldstændig afhængige af at blive mødt af den rigtige faglighed for at få flere muligheder i livet. Hvis man eksempelvis har et udviklingshandicap eller er et barn med autisme. Derfor er det også et velfærdsproblem."
Han fortsætter:
"KL's beslutning betyder, at der er borgere, der risikerer ikke at få det faglige tilbud, der kunne have givet dem en chance i livet, fordi der er for få uddannede."
Sidst opdateret: 12/01/2023 - 13:41














































