Udgifterne til de dyre enkeltsager på det specialiserede socialområde fortsætter med at stige. Ofte får de private tilbud skylden, men ny data peger på, at kommunerne køber langt de fleste pladser hos det offentlige. Det skriver OPS-Indsigt.

Man kan ikke trække den præcise udgift til de dyre enkeltsager ud af de kommunale regnskaber, men da de er refusionsbelagt, kan du anvende selve refusionen som en indikator.

Regnestykket for, hvad den egentlige udgift til de dyre enkeltsager er, er kompliceret, da der er forskellige refusionsprocenter på 25, 50 og 75 procent fra staten, alt efter hvor dyre sagerne er.

Her fortæller flere kommuner til NB-Økonomi, at de nu hæver deres ”indtægtsforventninger” i forhold til refusion.

”I år venter vi at få indtægter på særligt dyre enkeltsager på mellem 35 og 40 millioner kroner. Det er jo faktisk 30 millioner kroner mere, end vi havde i 2018,” siger Inge Møller Tranekær, der er økonomikonsulent i Mariagerfjord Kommune.

I Ballerup Kommune har de lagt en stigning ind på refusionsindtægter på 21 millioner kroner, ifølge centerchef for økonomi Mikkel Elkjær. Og i Dragør Kommune har de lagt en stigning ind på knap 10 procent på det specialiserede børne-socialområde.

Kommunerne hæver altså deres forventninger til refusion fra staten i forhold til de dyre enkeltsager, og det peger på, at de også forventer, at udgifterne (potentielt priserne) stiger.

Har gennemgået næsten 700 sager

KL og Komponent har sammen med 47 kommuner siden sommeren 2022 arbejdet med ”Projekt øget viden om særligt dyre enkeltsager på voksenområdet.”

Her har man opstillet ti hypoteser for, hvorfor udgifterne siger, hvor vi i denne artikel alene koncentrere os om den ene - at det skyldes de private.

I projektet har man defineret de særligt dyre enkeltsager, som sager der koster mere end 2 millioner kroner og dermed giver 50 procent i refusion, hvilket ikke nødvendigvis hjælper kommunernes trængte økonomi på servicerammen.

Projektet formål er at afdække potentialer og handlemuligheder i forhold til særligt dyre enkeltsager, og her har en foreløbig sagsgennemgang af 683 sager vist, at kommunerne i 60 procent af tilfældene køber ind hos offentlige tilbud.

Det fremgår af et dokument, som OPS-Indsigt har adgang til, hvor Komponent over for de deltagende kommuner beskriver resultatet af deres undersøgelse i de 47 kommuner. Det skal dog bemærkes, at dele af resultaterne allerede har været offentliggjort på KØF (Kommunaløkonomisk forum) i en break out-session i midten af januar.

Det er altså langt fra de private tilbud, som er den dominerende leverandørkategori.

Figuren viser, at kun i 39 procent af tilfældene køber man ind hos ikke-kommunale tilbud (private 32% og selvejende 7%).

Det interessante er her, at det er den offentlige sektors leverandører, der står for langt de fleste dyre enkeltsager, og derfor alt andet lige må være den sektor, der har størst indflydelse på at drive udgifterne op.

Har ikke undersøgt hvem der er dyrest

Dokumenterne fra Komponent indeholder en lang række interessante oplysninger af socialfaglig karakter, men det fremgår ikke, om de offentlige tilbud generelt har en billigere pris, eller om de private og selvejende altid er dem, der er dyrest. Det har man ikke undersøgt, selvom det er en hypotese, man arbejder med.

Det skal man dog ikke gøre et stort nummer ud af, mener Jon Krog, der er direktør for Selveje Danmark.

”Jeg har svært ved at gå ind i en diskussion, hvor vi peger fingre af hinanden alene baseret på nogle tal og procenter. Det væsentlige er, om det enkelte menneske får det rigtige tilbud,” siger han til OPS-Indsigt.

Det fremgår desuden af undersøgelsen, at hele 83 procent af de borgere, der ikke har fået et tilbud i egen kommune (541 borgere), har fået et tilbud hos en privat, selvejende, regional eller anden kommune, fordi den enkelte kommune ikke selv har det nødvendige tilbud inden for kommunegrænsen.

Kommunerne kan med andre ord ikke skaffe det rigtige tilbud "in house", hvilket samtidig skal ses i perspektiv af, at kun i 14 procent af samtlige 683 sager havde kommunens sagsbehandlere flere tilbud at vælge imellem.

Det indikerer, at de rette specialiserede tilbud ikke står med ledige pladser i en sådan grad, at man bare kan vælge.

Koster mindst 4.5 milliarder

Men hvad koster de dyre enkeltsager så?

I runde tal og lidt afhængigt af hvor man lægger snittet (se graf), ligger udgiften til de dyre enkeltsager på det specialiserede socialområde i de 47 kommuner i et spænd mellem 1.8 milliarder kroner og 2.3 milliarder kroner.

Hvis man tager de 47 kommuners gennemsnitlige udgifter til de dyre enkeltsager og overføre det til resten af landets kommuner, så vil vi have et udgiftsspænd på mellem 4.5 og 5.7 milliarder kroner på dyre enkeltsager.

Du kan finde alle resultaterne fra undersøgelsen foretaget af KL og Komponent her.