
Sådan så det ud, sidst partierne fordelte midlerne fra SSA-reserven. På billede ses blandt andre tidligere socialordfører fra Venstre Marlene Ambo-Rasmussen. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Forhandlingerne om central social reserve begynder
Tirsdag begynder forhandlingerne om SSA-reserven. Det er næsten 950 millioner, der skal fordeles på socialområdet. Nogle af midlerne er allerede blevet brugt til sociale organisationer, der stod til at miste deres bevillinger.
Udgivet: 31/01/2023
Den nye social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil indkalder tirsdag til forhandlinger om SSA-reserven for 2023 til 2026.
SSA-reserven er det mere mundrette navn til reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet. Det drejer sig 947 millioner, der skal fordeles fra 2023 til 2026.
Pengene skal blandt andet gå til social-, sundheds-, ældre-, kultur-, ligestillings- arbejdsmarkeds- og udlændinge og integrationsområderne.
’’Vores velfærdssamfund er skabt for at skabe lige muligheder for livsudfoldelse for alle. Men for alt for mange føles velfærdssamfundet som snubletråde i stedet for hjælp," siger socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil i en pressemeddelelse og fortsætter:
"Det gælder eksempelvis for forældre til børn med handicap, for senfølgeramte og for de allermest udsatte. Med SSA-reserven får vi mulighed for at tage flere skridt i den rigtige retning og det glæder jeg mig i sagens natur over."
SSA-reserven går blandt andet til:
- Midler til handicapområdet, der skal sikre den rette hjælp til børn, unge og voksne med komplekse behov.
- Flere penge til at få ventetiden ned for hjælp til seksuelt misbrugte.
- Det sociale frikort forhøjes til 40.000 kr. og forlænges til og med 2024.
- Socialpsykiatrien får et kvalitetsløft.
- Flere penge til psykiatrien til forebyggelse af mistrivsel og psykiske lidelser hos børn og unge.
- En handlingsplan mod partnervold og partnerdrab.
- Flere penge til indsatser, der sikrer personer med psykiske lidelser mulighed for at bevare eller få en tilknytning til arbejdsmarkedet.
En forsinkelse med konsekvenser
Ligesom ved finansloven for 2023 er forhandlingerne om SSA-reserven forsinket, da de typisk finder sted i efteråret. Men modsat finansloven har man ikke kunne vedtage en midlertidig bevillingslov.
Det er dog ikke det samme som, at der ikke på nuværende tidspunkt er blevet brugt nogle af midlerne fra reserven.
Med den første 10-årsplan for psykiatrien tog man næsten 190 millioner fra reserven. Samtidigt var det også midler fra reserven, der blev brugt til at redde en række organisationer og foreninger, der ellers stod til at miste deres bevillinger fra satspuljen første januar 2023.
Principperne for SSA
SSA-reserven tog over fra satspuljen, der blev aflivet tilbage i 2018. Man stoppede med at tilføre puljen flere penge, og størstedelen af de 16 milliarder, der var i puljen, gik til faste bevillinger. Derfor blev de overført til finansloven.
Dog blev en mindre del af satspuljen brugt til midlertidige projekter. Det er midlerne til de projekter, der i dag giver en pulje, som man årligt kan fordele med SSA-reserven.
SSA-reserven udmøntes som udgangspunkt via midlertidige bevillinger. Selve udmøntningen er baseret på syv principper. De skal sikre, at reserven understøtter en virkningsfuld, helhedsorienteret og bæredygtig indsats samt udvikling af indsatser inden for social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet.
1. Prioritering af forsøgs- og udviklingsprojekter:
Det princip handler om udvikling af konkrete metoder og indsatser. Reserven skal fremme nye løsninger på social- eller sundhedsmæssige udfordringer samt nye måder at hjælpe udsatte på.
2. Langsigtet strategisk prioritering af indsatser
Princippet drejer sig om, at prioriteringerne af indsatserne bør have et langsigtet perspektiv. Man ser på, hvilke indsatser, der gør største gavn, og om der er en dokumenteret effekt.
3. Et velfungerende civilsamfund
Reserven skal understøtte et velfungerende civilsamfund. Civilsamfundet skal derfor tænkes ind i opgaveløsningen, når det er relevant.
4. Fokus på forankringen af indsatser
Forankringen af indsatser skal indgå som et element i tilrettelæggelsen af nye indsatser. Det skal sikre, at gode sociale projekter lever videre efter bevillingen er udløbet.
5. Systematisk opfølgning
Princip nummer fem handler om, at der i forbindelse med tilrettelæggelsen af nye indsatser bør være en opfølgning. Når man vil lave en indsats, skal man ved samme lejlighed aftale, hvordan der følges op på indsatsen.
6. Ubureaukratisk udmøntning af midler
Punkt nummer seks drejer sig om, at udmøntningen af reserven bør tilrettelægges, så den så vidt muligt understøtter en ubureaukratisk udmøntning af midler. Det skal dog ske inden for rammerne af god forvaltningspraksis.
7. Mulighed for at fravige et eller flere principper
Politikerne kan aftale, at et eller flere principper fraviges i prioriteringen af et konkrete tiltag, hvis det vurderes hensigtsmæssigt.
Sidst opdateret: 31/01/2023 - 12:31














































